Leder: "Ja, jeg græder foran mine børn!"

Der er en scene i tv-serien Kasper og Sofie, hvor drengen Kasper øver sig i at hoppe af gyngen i fart. Men han hopper netop i det øjeblik, et andet barn kører forbi på cykel, og han vælter derfor om på jorden, bevidstløs. Straks flokkes børn og voksne omkring ham, og bedstevennen Sofie hjælper en pædagog med at ringe 112. 1-1-2. Sød børnepædagogik, der nok vil få de fleste voksne til at trække på smilebåndet over den slet skjulte hensigt om at lære ungerne nummeret til alarmcentralen. Men ikke mig. Jeg snøfter med tårer ned ad kinderne – og står det rigtig slemt til, er det endda med hulk.

Sådan kan det også være, når jeg læser nyheder om krig og flygtninge eller ser dokumentarprogrammer om overgreb på børn. Det er noget, de fleste forstår, at man bliver berørt af, for det er jo ulykke og elendighed i sin rene form. Men også harmløse børnebøger eller Ramasjang kan altså give mig vand i øjnene, og det giver til gengæld ikke altid mening for andre.

Det er helt klart noget, der er kommet, efter jeg er blevet mor. Hormoner? Ja! Træthed? Sikkert! Men nok mest af alt en større bevidsthed om, at verden er et farligt sted. At ulykker sker, at nogle mennesker gør onde ting, og at andre bliver ramt af uretfærdighed.

Tårevædet lykke

Men det er ikke gjort med det. Nej, for at det ikke skal være løgn, kan jeg også fælde en tåre, når jeg er allermest taknemmelig og glad. Når jeg ser mine børn være ekstra søde ved hinanden eller andre, og selvom jeg forsøger at være diskret, ser mine børn det godt. De spørger ‘hvorfor græder du mor?’ Så forklarer jeg, at jeg kan blive ked af det, hvis andre voksne gør dumme ting, men at jeg også kan græde, hvis jeg er virkelig, virkelig glad i maven. Og så kysser jeg dem på kinderne, til de ikke gider mere.

Naturligvis er det ikke alle følelser, jeg deler med mine børn. Der er bekymringer, der kun er beregnet til voksenører. Sådan må det være. Men jeg håber, at deres blik ind i mit grådlabile følelsesliv kan hjælpe dem til at stå ved deres egne følelser. At det faktisk er okay at græde, når man bliver rørt, og at man ikke altid behøver at lade, som om man er stærk.

Et nyt Vores Børn er på gaden nu. Her kan kan du blive klogere på tårer, der ikke altid er til at styre. Du kan også læse et portræt af DR’s vejrvært Anja Fonseca og en guide til, hvordan du gør sommerferien bedst mulig.