Mærkevarer - altså helt ærligt ...

Man skal kende dem for syv søren. Og det gør jeg faktisk, for jeg er en nørd, der elsker mærker. Men jeg er altså også blevet mor! Og spørger mig selv, hvorfor der bare er så mange mærker, der er ligeglade med det signal, de sender til vores børn?

Bare tag dukkekampen for piger på mellem 5 og 8 år: Barbie er blond og sød og fyldt med prinsesseglimmer og eventyr i ultralyserødt. Bratz dukkerne er seje og sexede med korte toppe og vovede farver som mørkerød, grøn og sort.

Jeg ved ikke, hvad der er værst – engleglimmer, der frelser verden, men som trods alt har film med traditionelle eventyr – eller Bratz, der udfordrer tøsefarverne og sukkersødmen, men på pakken skriver ting som: Lign en filmstjerne! Bratz passion 4 fashion! Above all else – be Beautiful! Suk…

Jeg protesterer højlydt, hvis Clara skal se det i fjernsynet og forbyder det faktisk i 9 ud af 10 tilfælde. Selv om Clara prøver at argumentere: ”Jamen mor, det er ikke fordummende (ikke at hun ved, hvad det betyder), de er jo helte, der prøver at redde andre, og det handler ikke kun om tøj, mor – de er gode!”

Jeg knurrer som svar. For hvor gode er de, med bemærkninger á la: ”Altså helt ærligt Cleo – prøv lige at se tvillingerne med det tøj!” Klog bemærkning, som jeg da så afgjort støtter op om, at du skal blive inspireret af, min skat. NOT! Så selv om Bratz’ne i sidste sekund fanger en eller anden ond type, så er tonen bare for grim til mig – og til mit barn.

Hjælp! Og vi er ikke engang begyndt at tale om tøjmærker herhjemme endnu. Men heldigvis har min gode veninde allerede sagt: ”Tror du virkelig, at din datter kan blive en dum blondine med dig som mor?” Det er jo beroligende at se sådan på det. Og jeg sad da også til en middag forleden og talte mig varm og harm over mærkeræset.

Vi diskuterede, om vi skulle sige til vores børn, at der ikke var råd til mærketøj, eller om vi skulle sige, at vi syntes, det var en dårlig idé. Da jeg var barn (jep, jeg sagde det…) gjorde min mor det meget klart, at mærker ikke gjorde én lykkelig. Hun prædikede at hendes rige veninders børn ikke var spor mere lykkelige end mig.

Også selv om de havde alt det rigtige mærketøj. Og jeg troede fuldt og fast på hende. Men mens jeg sad og fortalte den historie og var stolt over ikke at være et mærkedyr, kom jeg pludselig i tanke om en cykeltur hjem fra klubben en aften, da jeg vist var 11 år.

Jeg havde taget koboltblå knæstrømper på, og selv om alle de andre havde Ball-trøjer og RobediKappa på, så var jeg da ligeglad. Indtil flere af pigerne fortalte mig, at mine strømper altså bare var DET mest kiksede, de nogensinde havde set, og alle grinede af mig …

Pludselig, som voksen til middagsselskabet, gnavede tvivlen i mig. For det var faktisk tit svært at blive accepteret, når jeg altid var så anderledes som barn. Og det var jo ikke ret sjovt at blive klister-typen i 5. klasse, vel? Men før jeg nåede frem til en eller anden klog konklusion for mig selv, hørte jeg pludselig min veninde sige: ”Jeg KAN ikke have det. Han ønsker sig en Spiderman trøje, og det nægter jeg simpelthen.

Udklædningstøj, – okay. Men en trøje – der sætter jeg grænsen – det bli’r bare for meget.” Vi taler her om en mor, som køber alle superhelte-mærkerne i undertøj. For så kan hendes dreng føle sig som en helt indeni, men han behøver ikke at skilte med det. Og vi nikkede alle sammen …

Tre dage senere var det hendes søns fødselsdag. Og jeg var ikke længere i tvivl. Knægten skulle da have en Spidermantrøje, når nu det var hans højeste ønske og mor ikke havde tænkt sig at købe den. Vi fandt en sej en i sort/hvid, så mor ikke ville dræbe os på stedet. Men trøjen skulle han have. Det var simpelthen for oplagt. Helt ærligt … Og Spiderman er jo god!