Min fødsel: “Du har ikke presseveer – men pres!”

Da første ve melder sig, er jeg mest af alt spændt. Det er næsten midnat, og Jesper, min kæreste, og jeg har lige lagt os til at sove. Jeg lusker ind på sofaen og lader

Jesper sove videre, så han i det mindste er frisk, når der kommer en baby. Vi tror jo, at der helt sikkert snart kommer en baby, men vi bliver klogere.

Natten bliver til dag, og jeg kæmper. Veerne er kraftige, men uregelmæssige, og der er ikke noget, der tyder på en snarlig fødsel. Så jeg pruster, stønner, snøfter, spiser, pruster, står op, ligger ned, sidder, står op, snøfter og pruster igen. Det føles, som om fødslen er gået i stilstand.

Er du derinde?

Kejsersnit, ellers tak

Pludselig vælter det ind med folk på stuen – min datter skal tages med sugekop, og det lyder, som om det haster. Jesper græder lidt. Jeg synes, hele scenariet er overvældende.Fødselslægen fortæller os, at de har tre forsøg til at hive – ellers bliver jeg sendt til akut kejsersnit.

‘Åh nej, ikke kejsersnit, så er alt det her arbejde jo fuldstændig nytteløst,’ når jeg at tænke, før der kommer en ny ve, og de begynder at trække. Det føles, som om de trækker hele mit underliv ud. Jeg skriger højere, end jeg nogensinde har gjort før. Ikke fordi jeg er bange, men fordi det gør så sindssygt, oprivende, altødelæggende ondt. Veen ophører, da hovedet er halvvejs ude. Jeg græder, hulker, hviner i smerte, siger ‘nej, nej, nej – jeg kan ikke presse mere – træk nu’. Men de bliver nødt til at vente til næste ve.

Så kommer den, veen, og Ellen, vores lille skønne datter ser verden for første gang, for enden af en sugekop. Hun vræler med det samme og bliver lagt på mit bryst. Hun har fået en fin lille hæklet hue på, sikkert for at skjule at hendes hoved er lidt aflangt efter den hårde sugekopbehandling. Nu er det mig, der græder. Af lykke.

Mens jeg bliver syet, kommer personalet med et rullebord med to stykker hvid toast og et lille flag. Et festmåltid. Og inden længe bliver Ellen, jeg og mine følelsesløse ben kørt ind på en barselsstue, hvor vi skal lære hinanden bedre at kende. Aldrig har jeg oplevet, at panik og smerte så hurtigt kan blive overhalet inden om af ro og lykke.

LÆS OGSÅ: Av! Alt om veer

LÆS OGSÅ: Fødsel: Er det nu?

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Mindful moving