Mor tester: Mere appetit til tumling

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg stadig tror på det scenario. Alva på snart to et halvt har på samme måde som supermodellerne altid kunnet nøjes med en skive agurk og lidt vand til frokost. Når hun rigtigt skal skeje ud, snupper hun en halv bolle med smør. Men en glubende appetit har hun aldrig haft, med mindre hun bliver budt på kage eller is. Da lige præcis disse fødevarer ikke figurerer i kostpyramiden, er den slags udskejelser hensat til særlige begivenheder.

LÆS OGSÅ: En familie tester: Hjælp os til sundere madvaner

I stedet kræser vi for aftensmåltidet. I hvert fald denne aften, men det preller af på Alva, som stikker gaflen i skålen, kører lidt rundt med en gulerod i flødesovsen, tager en bid og efter ti sekunder siger: ‘Færdig!’ Så kravler hun ned. ‘Ej, Alva, du har jo ikke spist noget!’ siger hendes far. Det er ham, der har lavet maden. En times anstrengelser i køkkenet har formået at fastholde barnets interesse i ganske få sekunder. Og han er altså rigtig god til at lave mad, vil jeg indskyde!

Jeg trækker på skuldrene og lader hende gå, for er det ikke noget med, at man helst ikke må tvinge børn til at spise?

Spiser i spotlys

– Børn har en fin fornemmelse for, hvornår de er sultne og mætte. Det er vigtigt at respektere, når de udtrykker, at de er færdige, fastslår ernæringsekspert og coach Marie Steenberger.

– Du ville heller ikke sige ‘nej, det tror jeg ikke på’, hvis din mand ikke kunne spise mere.

Det ville jeg selvfølgelig ikke, nej. Men en enkelt bid kan da ikke udgøre et helt måltid, tænker jeg nu alligevel.

– Det er vigtigt at skabe fri og god stemning ved bordet, så det ikke føles som en tvang at spise. Det er et problem, når du sætter for meget fokus på, om barnet spiser for lidt, for meget eller pænt nok, forklarer Marie Steenberger.

– Middagsbordet skal ikke være en krigszone, hvor vi forældre vil vise, hvem der bestemmer. Det komplicerer måltidet for barnet, og i værste fald bliver det mæt bare ved tanken om mad.

Det kan jeg egentlig godt sætte mig ind i. Jeg ryster faktisk altid på hovedet, når mine veninder bekymrer sig om deres børns appetit. Ja, det er altid nemt at pege fingre ad andre.

– Lad også være med at stirre på dit barn og give det overdreven opmærksomhed. Det virker ret intimiderende. Forestil dig, at alle ved bordet kiggede på dig, når du spiste, siger Marie Steenberger.

LÆS OGSÅ: Opskrifter: 5 sunde aftenfavoritter

Av for den. Alva er placeret for enden af bordet ved hvert eneste måltid. Hun kunne lige så godt sidde på en teaterscene badet i spotlys, for somme tider klapper vi også begejstret i hænderne og jubler højlydt, som havde hun vundet en Oscar for sin præstation – og hun har sådan set bare spist sine ris. Kigger jeg overhovedet på barnets far, når vi spiser? Det tror jeg faktisk ikke. Jeg synker en ekstra gang. Og beslutter mig for at skrue ned for jubelidioti og stirrekonkurrence.

Det virker. Til morgenmad spiser hun næsten al sin havregrød, mens jeg småsnakker med farmand og griner sammen med Alva, fordi jeg taber et stykke banan på gulvet. ‘Fra nu af begynder hun at spise som en sulten bjørn efter sit vinterhi’ tænker jeg opstemt. Og tror faktisk på det helt frem til næste aftensmåltid.

Skyld med skyld på

‘Plejer hun ikke at spise mere? ’ Ordene kommer fra min veninde, og de er møntet på Alva. Vi er taget på legevisit, for min venindes toårige Caroline er Alvas bedste legekammerat. Caroline holder sig ikke tilbage ved måltiderne. Hun har det, man vil kalde en god appetit. Men ikke i aften, hvor vi spiser med. Alva er nemlig mæt efter en halv fiskefrikadelle, en lille kartoffel og lidt porre. Da Caroline hører det, vil hun heller ikke spise mere, og jeg føler mig skyldig.‘Alva, spis lige resten af fiskefrikadellen’ prøver jeg, men Alva nægter at klemme mere ned, og nu er jeg også skyld i, at Caroline ikke spiser, for hun vil hellere lege med Alva. Vi lader pigerne gå fra bordet, men min veninde efterlader Carolines tallerken, for ‘hun kommer garanteret tilbage og vil have mere’. Det gør hun ikke, og Carolines mor virker lidt bekymret. Burde jeg også være det? Jeg skammer mig i hvert fald en lille smule, begynder at undskylde på mit barns vegne og fremstammer noget med, at ‘det har slet ikke noget med din madlavning at gøre’.– Børn er drevet af lyst. Når de har venner på besøg, vil de hellere lege, og det skal du lade dem gøre. Også selv om det går ud over appetitten. Giv i stedet barnet en bolle eller frikadelle på vejen hjem. Og forklar din veninde, at Alva ikke spiser så meget, og at det kan smitte af på de andre børn, råder Marie Steenberger.Jeg bliver på en måde lettet over ekspertens forklaring. Det er nok snarere behovet for at lege, der ødelægger appetitten. I hvert fald hos Caroline. Alva spiser jo altid som en gråspurv.LÆS OGSÅ: Sådan får du dit barn til at spise grøntsager– Måske har hun behov for flere små måltider. Spørg gerne vuggestuen, om de kan servere nogle snacks til hende i løbet af dagen, foreslår ernæringseksperten.– Nogle børn er også ret sultne, når de bliver hentet fra institution. Er det tilfældet, kan du servere det store aftensmåltid på det tidspunkt og så give hende en let snack, når I andre spiser. Eller prøv at kickstarte hendes smagsløg med noget sødt. Læg et par vindruer eller en æblebåd på tallerknen sammen med resten af maden for at få hende i gang med at spise.Det prøver jeg. Klokken lidt i fem sætter jeg brød og pålæg frem og lægger tre vindruer på tallerknen sammen med en skive rugbrød og noget skinke. Alva hapser straks vindruerne og beder om flere. Det får hun ikke, så hun spiser skinken, slikker smørret af brødet og tager et par bidder. ‘Mig er mæt’ siger hun og skubber tallerknen væk. Det tidlige måltid gav hende åbenbart ikke mere appetit.

Lidt er også godt

– Nogle børn spiser bare mindre end andre. Nogle dage ryger der ikke så meget ned, andre dage spiser de lidt ekstra. Barnet skal nok sørge for selv at tilpasse det, så længe der bliver serveret et varieret udbud af mad hen over ugen, lover Marie Steenberger.

Alva griber ud efter sin bamse, som spiser med fra stolen ved siden af. Hendes mave rammer tallerknen, og den ender på gulvet. ‘Hov, min mave vælter’ siger hun. Det er rigtigt. Hendes dunk af en mave har skubbet madrester og massevis af krummer ud over køkkengulvet.

Et stykke spegepølse har sat sig fast lige over navlen. Jeg griner højt. Egentlig mest af mig selv og mine bekymringer, for nu jeg kigger efter, ser jeg, at hun har samme kropsform som en midaldrende livsnyder – tynde ben og en livvidde, der matcher prinsgemalens. Selv en lille dobbelthage kommer til syne, da hun kigger ned og betragter sin strittende, melonformede vom.

LÆS OGSÅ: Madvaner: Derfor er dit barn kræsent

Det kan godt være, hun spiser som Kate Moss, men hun lider tydeligvis ingen nød. Skal jeg så bekymre mig? Bliver hun småbuttet som teenager? Nej, nu stopper jeg. Hun er jo, præcis som hun skal være. Selv om hun lugter lige lovlig fælt af salami.

LÆS OGSÅ: 9 grunde til at tage dit barn med i køkkenet

LÆS OGSÅ: Mor tester: Skal vi droppe familiens fælles aftensmad

LÆS OGSÅ: Mad i en fart: 3 nemme opskrifter på morgenmad