Nanna Goul

Foto: Les Kaner Nanna Goul mistede sin datter, da hun var gravid i uge 34. Nu håber hun, at andre kan lære af hendes historie.

Nanna mistede sin datter i uge 34

"Jeg måtte ringe og sige, at jeg desværre ikke kunne komme, for mit barn var lige dødt"

Elvine havde sparket i sin mors mave indtil den dag i 34. uge, hvor der ikke længere var hjertelyd på jordmoderens skærm. Og det er vigtigt for hendes mor, Nanna Goul, at fortælle om chokket, sorgen og alle de modstridende følelser, hun skulle igennem derefter. Og om de møder med omverden, vi alle kan lære noget af.

De første år efter begravelsen kunne Nanna Goul ikke huske navnet på den kirkegård, hvor hendes datter lå begravet. Når folk spurgte hende, svarede hun, at det var ved det der smukke sted ved Søerne. I dag kan hun godt huske, at det er på Holmens Kirkegård, Elvine ligger i de ukendtes grav, og når hun ser tilbage, er hun sikker på, at glemsomheden dengang var en reaktion på det voldsomme, der var sket.

At Elvine var død inde i hendes mave i 34. uge, at hun skulle føde sit døde barn, og at hun og hendes mand skulle tage stilling til den næsten helt umulige opgave, det var at vælge en lille bitte kiste og holde en mindehøjtidelighed.

LÆS OGSÅ: Linda og Pernille er ’englemødre’: ”Det er ikke en verden, man ønsker at blive lukket ind i…”

"Der var så meget logistik og praktik, men vi følte, at vi var nødt til at tage os sammen for at kunne sige ordentligt farvel til hende. Det var det, vi kunne gøre, for at skabe et minde – en ramme om det, der var sket – og samtidig give Elvine den bedste afsked på en eller anden måde. Men at gå rundt og kigge på kirkegårde et par dage efter fødslen, hvor jeg knap nok kunne gå og havde ble på, det var der virkelig ikke meget glamour over."

Det er ti år siden, at Nanna og hendes mand, Andreas, mistede deres datter. I dag er de lykkelige forældre til to små piger på 8 og 3 år, og Nanna er aktuel med romanen ”Heksens alfabet”, hvor hovedpersonen Kamma har været igennem det samme som Nanna. Det er en roman om moderskab, heksekundskab, sorg og længsel, og Nanna kan spejle sig i det hele. At skrive romanen har været en måde at håndtere noget betydningsfuldt.

Det handler om, at man bliver nødt til at acceptere det kaos, som livet og naturen er. Både den store natur rundt omkring en, som pludselig kan byde på pandemier og stormfloder, men også den lille natur. Ens egen natur. At kroppen med et kan vende en ryggen ved at lade et lille barn dø inde i maven.

"Aftenen før et aftalt graviditetstjek i 34. uge sparkede Elvine så voldsomt inde i min mave, at det gjorde ondt. Bagefter var der helt stille. Det bemærkede jeg, og jeg var lidt bekymret, men jeg tænkte samtidig, at nå ja, nu skal jeg jo til tjek i morgen, og det er sikkert indenfor en eller anden normalramme. Jeg havde været gravid en gang før, men da var fosteret gået til grunde på et meget tidligt tidspunkt, så jeg havde ikke for alvor prøvet at være gravid og vidste ikke, hvordan det skulle føles, og hvad der var normalt."

"Men til undersøgelsen dagen efter kunne jordemoderen ikke høre hjertelyd. Hun sagde, at den godt kunne gemme sig, men at jeg lige skulle ind på Riget for at blive tjekket. Alle mulige tanker for gennem hovedet på mig. Jeg havde jo haft den oplevelse aftenen før, men samtidig kunne jeg ikke rigtig tro på, at der var noget galt. Jeg var i en form for choktilstand og glemte min jakke hos jordemoderen. Jeg fik fat på min kæreste, og vi mødtes inde på Riget. Jeg blev undersøgt, og så sagde de, at den var god nok. Der var ikke nogen hjertelyd længere."

Hvordan var det at få den besked?

"Jeg var jo bare helt forfærdelig ked af det og knust. I chok. Jeg skulle spise frokost med nogle kollegaer, og dem måtte jeg ringe til og sige, at jeg desværre ikke kunne komme, for mit barn var lige dødt. Jeg ringede også til min mor, som slet ikke kunne forstå eller rumme det, og som sagde: ”Jamen, hun havde det jo godt i går”. Samtidig var der de professionelle på Riget, som var sådan helt nøgterne, og som jo skulle sørge for, at jeg blev gelejdet rundt og fik talt med de rigtige om, hvad der skulle ske."

"Vi kom ind til en, som vist var lidt ny i det hele, og hun blev så påvirket af det, at hun begyndte at græde. Så begyndte vi også at græde. Det er jo så mærkeligt med sådan nogle fagpersoner, for man vil gerne have, at de viser empati, men samtidig vil man også gerne have, at de bevarer fatningen. Jeg fik nogle piller, der skulle sætte fødslen i gang, og så tog vi hjem i nogle timer, inden jeg skulle tilbage og føde det her døde barn."

LÆS OGSÅ: Hvad skyldes en tabt graviditet? Det har ingen hidtil kunnet svare på – men nu sker der endelig noget

Hjemme i lejligheden bad Nanna sin mand om et glas vin, for nu kunne det være lige meget med alkohol. Hun fornuftsspiste også noget mad for at samle kræfter, og så tog de tilbage til hospitalet. Nanna fik en masse smertestillende medicin, for der var jo ikke noget barn at tage hensyn til, og så gik fødslen ellers i gang.

"Det var en meget let fødsel, personalet havde god tid til det hele og styrede processen. Jeg havde en rigtig, rigtig dygtig og erfaren jordemoder, og min tanke umiddelbart efter var, at nå, men det var da ikke så svært at føde. Samtidig var der så mange modstridende følelser."

"Jeg var på den ene side enormt stolt over, at jeg kunne føde det barn. På den anden side var der ikke noget levende barn at tage sig af, og det var meget tomt. Men jeg tror, at der sker noget helt fysiologisk i ens hjerne, når man har født. Der er nogle hormoner, der løfter en op, så man får kræfter til at tage sig af barnet. Jeg havde faktisk lidt en high over, at jeg havde klaret den. Det var meget mærkeligt."

Hvad skete der så lige efter fødslen?

"Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var, jeg sagde ja til, men jeg fik det her døde barn lagt op til mig. Hun var stadig varm, da jeg fik hende i armene, men hun blev hurtigt kold. Jeg sad og kiggede på et barn, som var helt færdigt, men som også havde de her tryk og røde mærker efter fødslen, som ikke foldede sig ud og gik væk, som de ville have gjort, hvis hun havde været levende."

nanna_goul_30.jpg

Hvordan var det at sidde sådan med sit døde barn?

"Ja …"

Nanna får tårer i øjnene. Holder en længere pause.

"Øhm … ja det er igen meget dobbelt, fordi man kan mærke den der kærlighed til barnet, som så ikke er der, selvom det er der. Det er nogle meget forskelligartede følelser, der er til stede på samme tid."

Hun stopper igen og trækker vejret dybt ind. Det er svært at tale om.

"Elvine var stor af vækst, og hun så bare så livskraftig ud. Hun havde sparket så meget under hele graviditeten, og derfor var det helt uforståeligt for mig, hvorfor det her var sket. Vi fik heller aldrig en forklaring på, hvorfor hun var død. Lægerne kunne simpelthen ikke sige, hvad der var sket. Sådan er det bare somme tider. Det er en slags vuggedød inde i maven."

Hvordan var de følgende timer og dage?

"Hun kom op i sådan en vugge – det kalder de det – men det ligner mere en kasse fra Ikea. De levende børn kommer også ned i sådan en. Og så sad vi bare og kiggede på hende og holdt hende i hånden. Samtidig var der mange praktiske ting, vi skulle gøre og forholde os til. Hun skulle jo have tøj på, og det var ikke nemt. Kroppen bliver hurtigt kold og stiv, og det føltes nærmest som et overgreb at klæde hende på."

"Vi fik besøg af familie og venner, som gerne ville se Elvine, og vi skulle også forholde os til alle de følelser, de kom med. Vi var på hospitalet et par dage, og så ville vi gerne hjem. Da vi gik derfra, føltes det dobbelt grusomt."

"Vi havde ikke noget barn med hjem i en lift, og samtidig havde hele min krop ændret sig. Nu skulle jeg bare hjem og tabe mig 15 kilo, og alt det, jeg havde været igennem med graviditet og fødsel, havde været for ingenting på en eller anden måde. Det var en enorm tomhed. En helt enorm tomhed."

Katastrofetankerne

I det følgende dage oplevede Nanna, at forældrefølelsen blev aktiveret. Hun begyndte også at producere mælk og måtte spise piller for at stoppe det. Hele hendes krop og system var gearet til at tage sig af et barn. Men der var bare ikke noget barn. Det føltes meget brutalt.

"Jeg er ret handlingsorienteret, så den første uges tid holdt det mig lidt kørende, at der var en masse logistik, vi skulle tage os af. Normalt, hvis jeg er ked af det eller stresset, kan jeg ikke sove, men i den her situation lukkede mit system helt ned, og jeg faldt i en dødlignende og drømmeløs søvn hver aften og sov til næste morgen."

"Jeg spiste også helt utrolig meget. Normalt kan jeg ikke spise noget, når jeg er stresset, men mit system var på en eller anden måde generøst og tog sig af mig. Min krop vidste, at jeg skulle sove og spise. Andreas kunne også godt lukke ned og sove, men han havde i princippet kun 14 dages barsel, så skulle han tilbage på arbejde."

"Han er musiker, men også leder på en musikskole, hvor han er i kontakt med en masse børn. De vidste jo, at han skulle være far, så han blev hurtigt konfronteret med det, og det var hårdt for ham."

"Jeg tænkte meget over, hvor skrøbeligt livet er. Det satte sig i mig. Jeg havde to mindre angstanfald, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Jeg fik sådan nogle katastrofetanker, som kørte i ring, og jeg oplevede det som om, at jeg på en eller anden måde forsvandt lidt ud af min krop samtidig med, at jeg havde enormt høj puls. Det er svært at beskrive."

"Men det handlede om, at jeg tænkte, at når det her kan ske – som jeg opfattede som SÅ usandsynligt, selvom det faktisk sker for en del hvert år – hvad kan der så ikke også ske? Pludselig havde jeg tanker om, hvad der kunne ske min kæreste, når han gik ud af døren. Ville jeg se ham igen, eller ville han blive kørt ned af en bil?"

Fik I ikke noget hjælp?

"Jo. Det bedste var, at vi fik en fantastisk sundhedsplejerske, som kom hos os ret tit og snakkede med os begge. Hun gjorde meget ud af at sige, at der skal være rum til at reagere på de tragedier, man kan komme ud for i livet. Og jeg synes, at vi fik talt det hele utrolig godt igennem med hende."

nanna_goul_34.jpg

Nanna er ikke medlem af folkekirken, og hun bryder sig ikke om den protestantiske institution. Men hendes svigerfar er præst, og nogle samtaler med ham overbeviste hende om, at det ville være en meningsfuld gestus at sige farvel til Elvine på en mere formaliseret måde i kirken.

Svigerfaren forestod begravelsen og holdt sin sværeste tale nogensinde. For Nanna og Andreas var det overraskende at møde folks reaktion på, at deres datter skulle begraves.

"Men man kan ikke bare smide et dødt barn i skraldespanden, når det er over 22 uger gammelt. Det er lovpligtigt at begrave det. Alligevel var der mange, der var uforstående overfor, at vi holdt begravelse og mindehøjtidelighed. Var det da ikke lidt meget at gøre ud af det, når barnet var dødt i maven? Det var svært at få at vide, og for at beskytte os selv valgte vi bare at glide af på det og sige, at det altså var lovpligtigt."

Hvordan endte dagen med at blive?

"Det var godt, at vi gjorde noget ud af det og holdt mindehøjtidelighed, så vi ikke bare gik hjem bagefter. Vi har søde bedsteforældre, der bagte kager og boller og i det hele taget bare hjalp rigtig meget. Vores venner kom, og det var også godt, at nogle af vores kollegaer kom til mindehøjtideligheden, for det var en mulighed for at få talt med folk om, hvad der var sket."

"Sorgen kommer i bølger, og netop derfor var mindehøjtideligheden så fin. Vi græd sammen, men Andreas og jeg blev også løftet af at blive rummet af så mange. Der var så meget kærlighed, og folk var utrolig søde og hjalp os. Fællesskabet gjorde, at det blev lidt nemmere. I tiden efter kunne vi godt sidde og drikke vin med vores venner og have det rigtig rart, og andre gange kunne vi ikke magte det, fordi vi var rigtig kede af det, men det forstod folk godt."

LÆS OGSÅ: ”Det var det hårdeste øjeblik i mit liv. At skulle sige både hej og farvel på samme tid til mit barn”

Har I mødt den holdning, at det ikke kan være lige så svært at miste et barn, der var dødt ved fødslen, som at miste et barn, man har haft i live?

"Ja, det har vi mødt. Og den diskussion er jeg slet ikke færdig med for mig selv. For jeg ved ikke, hvad svaret er. I starten tænkte jeg faktisk lidt, at det måske var bedre, at hun døde nu, end når hun var tre år. Det ville jeg slet ikke kunne bære, tænkte jeg, hvis jeg havde nået at lære hende at kende. Vi havde jo bestilt barnevogn og købt børnetøj, og alt det måtte vi pakke sammen, da vi kom hjem fra hospitalet. Tænk, hvis vi også skulle have pakket alle mulige andre livstegn ned …"

"Men jeg ved det ikke, det er jo altid forfærdeligt, hvis ens barn dør. Og hvad er så ”bedst”? Det er et umuligt spørgsmål. Er det ”bedst”, at hun dør i maven, eller når hun er 25 år? Jeg har ikke svaret, for jeg har ikke prøvet begge dele. Gudskelov. Men måske kan man godt sige noget om, at det handler om tid. Hvis du har brugt rigtig meget tid med dit barn i 25 år, så har du mange minder, og alt andet lige tænker jeg, at savnet på en eller anden måde vil være mere til stede så."

"Vi har ikke så mange minder med Elvine. Kun graviditeten og tiden lige efter fødslen. I starten fyldte det jo alt i vores liv, men med tiden fylder det mindre. Det er slet ikke noget, jeg går og tænker på til daglig. Men samtidig ligger det dybt i mig, og det er også derfor, at det kommer frem nu, hvor jeg har skrevet en bog, som har det som et tema."

"Det har grundlæggende ændret vores familie, og det har grundlæggende ændret den måde, jeg går til moderskabet på. Jeg har ikke kunnet undgå at være mere overbeskyttende og ængstelig i forhold til Johanna, som vi fik et års tid efter Elvine."

Da jeg spurgte til dine børns alder og navne, lige da vi begyndte interviewet, tænkte jeg over, at du ikke nævnte Elvine. Nogle kalder sig jo englemor og nævner altid deres døde børn i sådan en sammenhæng?

"Det gjorde jeg i starten. Og nogle gange, i nogle sammenhænge, kan jeg godt finde på at sige, at vi mistede vores første barn, men vi har to levende børn, der hedder sådan og sådan. Men nej, jeg tror, at det som udgangspunkt bliver for omkostningsfuldt for mig, fordi jeg ikke har lyst til at indgå i sådan en smertefuld dialog altid, og derfor siger jeg det ikke per automatik."

"I begyndelsen havde jeg brug for at sige, at jeg faktisk lige havde mistet et barn. For at blive anerkendt i det, men efter nogle år havde jeg det sådan, at nu var det okay for mig at indgå i et lidt mere normaliseret samtalerum, hvor jeg ikke har lyst til at skilte med de svære ting, jeg har været igennem."

"Jeg vil gerne tale om det og gå ind i det, men jeg behøver ikke som automatreaktion at sige: ”Nu skal du høre, jeg hedder Nanna, jeg har to levende børn og et dødt barn”. Det er for meget på en eller anden måde."

"Vi har heller ikke billeder stående fremme af Elvine. Det bliver for grænseoverskridende for mig, men også for andre, føler jeg, at de absolut skal forholde sig til det. Til vores tragedie. Men fint, at andre har det på en anden måde. Man skal have plads til at sørge og mindes på den måde, man finder rigtig."

Bevidst om livets skrøbelighed

Nanna blev hurtigt gravid igen, og fordi hun slet ikke havde nået at bearbejde tabet af Elvine, var hun helt vildt bange i hele graviditeten. Tænk, hvis det gik galt igen. Det gjorde det heldigvis ikke, Johanna blev født sund og rask. Efterfølgende blev Nanna gravid igen, men det viste sig at være et såkaldt vindæg. En tom fostersæk i livmoderen.

Kroppen opførte sig dog, som var den gravid, og Nanna var tre måneder henne, før det gik op for hende, at der ikke var noget barn. Det var også sorgfuldt, men trods alt nemmere at acceptere, fortæller hun.

Fem år efter kom lille Sylvia så til verden efter en helt ukompliceret graviditet og fødsel. Hun er stadig for lille til at høre historien om Elvine, men Johanna ved godt, at hun har en ”storesøster”, som ligger på Holmens Kirkegård. Det er dog ikke noget, hun går voldsomt op i.

"Vi havde taget os meget sammen til at fortælle hende det, udskudt det flere gange, fordi det var så smertefuldt for os og dermed svært at bringe videre. Men da vi endelig fortalte hende det, var hendes svar: ”Nå, okay, men nu har I jo mig”".

Nanna griner.

"Johanna er normalt meget sensitiv og følelsesfuld, men lige det der reagerede hun nærmest ikke på. Det fylder ikke meget for hende endnu, og hun har heller ikke noget behov for at komme med på kirkegården."

Hvordan har det at miste Elvine ændret dig som menneske?

"Jeg er mere bevidst om livets skrøbelighed. At tingene kan slutte meget brat. Katastrofeporten kan ret hurtigt blive åbnet, hvis der sker noget, og jeg reagerer nok lidt vildere end andre i nogle situationer. Men porten er ikke åben hele tiden. Heldigvis. Jeg har også en stor taknemmelighed i mig over, at jeg har fået to levende børn."

Hvad har det betydet for jer som par?

"Det har helt klart betydet et stærkere fællesskab og en styrke i vores forhold. Det kan gå to veje for et par, der mister et barn. Der er ret mange, der går fra hinanden, fordi man reagerer forskelligt og har svært ved at rumme den anden. Den ene vil måske videre, den anden har brug for at være i det i længere tid."

"Men jeg synes, vi var meget sammentømrede i det hele vejen. Vi hjalp hinanden og talte utrolig meget sammen, så vi havde nok i høj grad samme måde at håndtere det på. Vi tog til Paris ikke så lang tid efter for at gøre noget, og det var faktisk ret fedt. Vi var meget bevidste om at etablere et håb og noget positivt på en eller anden måde. Så man ikke bare væltede rundt i det der mørke."

Tragedieskraldespanden

I Nannas bog optræder en moderne heks, som hjælper hovedpersonen videre i livet med en række ritualer i naturen. Det er ikke tilfældigt. Nanna har fra barnsben været optaget af hekseskikkelser og har som voksen researchet en del på netop moderne hekse, da hun arbejdede på Weekendavisen. 

"Heksen har tre ”ben”. Hun prøver at forbinde sig så meget med naturen som muligt, hun har en feministisk side, og så er der hele den mere rituelle, magiske side. Når man oplever svære ting, har man brug for at have en ramme for det. Fordi jeg ikke er religiøs og ikke går i kirke, har jeg fundet min rituelle ramme i naturen."

"Jeg har en kvindecirkel, hvor vi laver forskellige rituelle ting sammen i naturen, og jeg udfører også forskellige ritualer alene, som hjælper mig. Det føles utrolig rigtigt, for det er markeringer af noget, som er betydningsfuldt. Jeg tror, det er vigtigt lige at stoppe op en gang imellem i et liv, der ellers bare flyver afsted."

Har du også gode råd til pårørende til mennesker, der har mistet et barn?

"Jeg oplevede en tendens til, at når folk gerne ville tale med mig om, at vi havde mistet, så prøvede de ligesom at komme mig i møde ved at fortælle om deres egne største tragedier, og det er bare ikke særlig virkningsfuldt som hjælp. Man sidder faktisk og har brug for at genvinde en tillid til livet og en optimisme. Man har brug for noget lys. Noget trøst. En positiv kraft. I stedet føles livet endnu mørkere, når man hører om alt det, andre har oplevet."

"I en periode følte jeg, at jeg var blevet en tragedieskraldespand. Jeg kender godt mekanismen fra mig selv. Man føler, at man skal møde folk, hvor de er, og så deler man sin egen forfærdelige historie, men det kan bare blive for overvældende for den, der sidder midt i sorgen. I stedet vil jeg anbefale, at man er lidt uforskrækket omkring det."

"Spørg for eksempel: ”Hvordan har du det? Kan jeg gøre noget for dig? Må jeg komme med en portion mad til jer?”. Ligesom når man har fået et levende barn og ikke kan overskue hverdagstingene. Vær lidt opsøgende. Spørg og lyt."

"Det vigtigste er, at man viser, at man er der, og at man godt kan håndtere at tale om det. Og accepter så også, hvis den, der har mistet, ikke lige orker at tale om det hele tiden. Helt overordnet er det vigtigste, at man prøver så godt, som man overhovedet kan. Så kan man næsten ikke gøre noget forkert."

Nanna Goul

Forfatter, dagbladsskribent, iværksætter og underviser. Aktuel med romanen ”Heksens alfabet”.

Nanna er 42 år, hun er gift med Andreas, som er musiker, og sammen har de Johanna på 8 og Sylvia på 3 år. De mistede datteren Elvine i 34. uge for ti år siden.

Heksens_alfabet_forside_tryk.jpg
Nanna Goul er aktuel med bogen ”Heksens alfabet”, der handler om at bearbejde tabet af et barn. Gads Forlag, 180 kr.
Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Sorg og Interview

610x200_woordy_dmjpg.jpg