"Mine børn har fået det næstbedste”
Drømmen er stadig en kernefamilie for 39-årige Bettina, hvor begge forældre elsker børnene lige meget. Men en bonusfar er også guld værd.
Faktaboks
Bettina Lau, 39 år, pædagog. Mor til Alexander, 6 år, Laura, 8 år, og Julie, 17 år (som har en anden far).
Nicolai Betancor, 43 år, lærer. Far til Victor, 8 år.
Bor i hus i Esbjerg.
Sådan organiserer de sig: Hveranden uge har de ingen børn, hveranden uge har de Bettinas børn hele ugen og Victor i weekenden.
– Jeg har det svært med, at mine børn ikke vokser op i en kernefamilie. Når jeg tænker på det, begynder jeg at græde, og jeg har konstant en knude i maven. Min kæreste er den bedste bonusfar, man kan forestille sig, og jeg ved, han elsker dem – men han har jo ikke samme kærlighed til dem som jeg. Han er ikke deres far og vil aldrig blive det. Tanken om, at jeg ikke kan give dem det bedste, er svær, men der er ingen tvivl om, at de har fået det næstbedste med Nicolai.
Faktaboks
Lige meget, hvorfor I er gået fra hinanden, så husk, at I engang har elsket hinanden.
Kæmp for et godt samarbejde. Det er alfa og omega, for at børnene kan få et godt liv.
Giv plads til den nye bonusforælder, og tro på, at han eller hun vil dine børn det bedste.
Frygter, at det går i stykker
– Vi har kun været sammen et år og flyttede hurtigt sammen. Det føltes bare så rigtigt, og kærlighed kan man ikke styre. Men jeg er da bange for, at det ikke holder. Det er Nicolai også. Det værste er, at børnene også er bange. Min store datter har kun sparsom kontakt til sin far, og hun siger, at når det er sådan, vil hun ikke selv have børn. Det gør ondt. De små vil bare gerne bekræftes i, at vi bliver sammen. De spørger, om vi ikke skal giftes, for så er de sikre på, at vi bliver sammen.
Snakker dagligt med eks
– Jeg er ked af, at mine børn skal flytte fra hjem til hjem. Vi skifter om fredagen, og det er svært for Alexander, den mindste. Han græder og kan ikke finde ud af det, selv om min eks og jeg er blevet næsten-naboer, og vi har sørget for, at de har dobbelt af alt, så de føler sig hjemme begge steder. Vi gør vores bedste og har et godt forhold til hinanden.
Vi snakker næsten dagligt sammen, og vi holder også deres fødselsdage sammen.
Hver anden uge er vi kærester
– Det er svært at være en sammenbragt familie, men der er også glæder ved det. Nicolai har for eksempel nogle andre værdier og traditioner, som vi kan lære noget af, og vi har god tid til at være kærester. Hver anden uge har vi ingen børn, og så nyder vi at pleje vores forhold. Jeg har lært meget af min skilsmisse, og jeg vil kæmpe endnu mere for det her forhold, hvis det skulle gå galt igen.
Svært at opdrage bonusbarn
– Nicolais dreng er her kun hver anden weekend, så jeg har stadig ikke helt fundet mig til rette med at opdrage på ham. Jeg vil jo ikke have, at han ikke kan lide mig, men vi har også nogle andre regler her, så det er en svær balance. Nicolai er hurtigt kommet med i opdragelsen af mine børn, men jeg kommer stadig til at trække ‘det er mine børn, jeg bestemmer’-kortet. Det kører dog forbløffende godt, når man tænker på, at vi kun har været sammen et år. Jeg slapper ikke helt af endnu, men jeg kan mærke, at det bliver nemmere.
LÆS OGSÅ: “Vi er en utraditionel kernefamilie”
LÆS OGSÅ: Skilt og nyforelsket: ”Elsker du så stadig mig, mor?”