Rikke Hørlykke: ”Det går desværre ofte ud over børnene”

Rikke Hørlykke: ”Det går desværre ofte ud over børnene”

Rikke Hørlykke går meget op i sund kost i hverdagen, og hun sørger altid for, at hendes familie spiser godt. Da hun for nyligt besøgte Togo i Afrika i forbindelse med Danmarksindsamlingen, blev hendes egen livsstil sat i perspektiv, eftersom mange mødre i landet ikke selv er i stand til at brødføde deres børn med næringsrig kost.

Rikke Hørlykke står hjemme i sit køkken og er i gang med at pakke indkøbsvarer ud, da alt.dk fanger hende på telefonen. Hun er næsten lige hjemvendt fra en rejse til Togo i Afrika med sin 13-årige datter, Karla, og deres oplevelser skal de dele i forbindelse med Danmarksindsamlingen.

Når Rikke Hørlykke står i sit køkken med favnen fuld af friske og sunde købmandsvarer, kan hun ikke lade være med at sammenligne sig med de kvinder, hun lige har mødt på sin rejse. Efter sin tur til Togo har det nemlig plantet sig i hende, at det bestemt ikke er enhver mor, der har mulighed for at købe sund og god mad til sine børn.

”Alt det, som vi synes er normalt herhjemme, er absolut ikke normalt i et land som Togo. Det har sat ting i et helt nyt perspektiv for mig,” siger hun.

Hørlykke 2.jpg

Fejlernæring er et stort problem

Rikke Hørlykke arbejder med krop og sundhed til hverdag, og derfor var en af de mest tankevækkende oplevelser på turen, da de besøgte et ernæringscenter i Togo. Her vejledes kvinder i, hvordan de kan give deres børn en sund og næringsrig kost.

Rikke Hørlykke var meget begejstret for at se, at man ikke blot forsøger at skabe hurtige løsninger dernede, men at man derimod giver mødrene en masse viden og ressourcer, som de kan benytte sig af i fremtiden.

”Børnene dernede får normalt kun brød og ris, og så er det jo klart, at de bliver fejlernærede. De har en meget gammeldags tilgang til fordelingen af føde i Togo. De, som skal ud at arbejde, får den bedste føde med protein og fedt i, så de kan blive stærke, og resten af befolkningen får bare korn. Det går desværre ofte ud over børnenes udvikling, når de ikke spiser bedre.”

Rikke Hørlykke og hendes datter, Karla, overværede også sundhedsundersøgelser af fejlernærede børn. Det foregik i et lille, uhygiejnisk blækskur, uden adgang til rindende vand eller toilet.

”Der var en læge og en jordemoder til stede, men man ved jo faktisk ikke, om de er det eller ej. Det er ikke til at sige, om de har den rette uddannelse, eller om det bare er dem i landsbyen, der er bedst egnede til det.”

Mange af de kvinder, som besøgte centret, havde gået mange kilometer for at møde op til sundhedstjekket, og når de lagde deres babyer på vægten, havde de ofte kun taget cirka 200 gram på siden fødslen.

Børn i Togo

  • I Togo lever over halvdelen af børnene og deres familier under fattigdomsgrænsen.
  • 57 % af de små børn i Togo er i risiko for ikke at udvikle sig hensigtsmæssigt på grund af fattigdom.
  • I Togo dør 67 ud af 1.000 børn, før de fylder fem år.

Kilde: Danmarksindsamlingen

Den lave vægtforøgelse skyldes ofte, at kvinderne ikke kan få amningen til at fungere, og så er der ikke mange andre muligheder for at ernære banet. Især også fordi modermælkserstatning er dyrt og kræver, at man har adgang til steriliseret vand. 

”Det er også et stort problem, at de ikke har ordentlige steder at opbevare deres fødevarer. Der er en frygtelig varme, og på hundene og kattene kan man vitterligt se, at lopperne springer. Og i en af landsbyerne havde halvdelen af byen parasitter, som kravlede ud gennem huden på dem. De blev nødt til at skære hul i huden, så de kunne komme ud. Åh, det var så forfærdeligt. Når hygiejnen er så dårlig, så er der jo heller ingen chance for at opbevare fødevarerne et sted, hvor de ikke bliver dårlige.”

Rikke Hørlykke oplevede det hele med sin datter Karla, og det har helt klart sat nogle tanker i gang. Rikke Hørlykke er blandt andet blevet endnu mere taknemmelig for, at hun har opfostret sin datter i Danmark.

”Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke har født et barn i den del af verden, for mødrene er jo magtesløse. De kan ikke altid forsørge deres børn, og så er kvinderne helt uden rettigheder. Det skyldes langt henad vejen den kultur og de normer, de har. Børnene har heller intet at skulle have sagt. Hvis der er en lille forskel, så er det drengebørnene, der har en fordel.”

Om Danmarksindsamlingen 2023

  • Temaet for dette års Danmarksindsamling er ”Hjælp verdens sårbare børn”
  • Med målrettede udviklingsprojekter i 15 lande, hjælper Danmarks 12 største humanitære organisationer nogle af de mest sårbare familier i verdens kriser. De sikrer, at børnene får mad og rent drikkevand, at de får uddannelse, læge- og krisehjælp, omsorg og beskyttelse.
  • Danmarksindsamlingen bliver vist på DR1 lørdag d. 4. februar