Som forældre må I selv vælge, om I vil lære jeres baby at bruge sut. Den kan være god til at berolige barnet, og mange børn er rigtig glade for deres sut. Nogle mener, at barnet kan få sværere ved at sutte rigtigt på mors bryst, hvis det samtidig skal lære at sutte på en narresut, fordi det er to forskellige sutteteknikker. Du kan vælge at vente med at give barnet sut, til amningen er godt i gang – typisk efter nogle dage.

Nogle babyer vil slet ikke have den, mens andre bare lige skal vænne sig til den. En dag skal den ud af munden igen, gerne omkring barnets treårsfødselsdag, og det kan blive svært for barnet at skille sig af med sutten igen. Omvendt er det lettere at smide en sut ud end at skaffe tommelfingeren af vejen. Vurdér selv fordele og ulemper.

Gå efter sutter med Varefakta-mærke. Sutten skal have mindst to ventilationshuller i skjoldet og gerne også en ring, man kan trække i, hvis uheldet er ude, og barnet får hele sutten ind i munden. Narresutter fås i silikone eller naturgummi (latex). Gummisutterne bør koges, inden barnet tager dem i brug, og derefter udskiftes jævnligt, fordi gummiet hurtigt bliver mørt.

Silikonesutterne kan være gode til de mindste, men når barnet får tænder, risikerer du, at han eller hun gnasker silikonen i småstykker. Sutten skal gøres ren jævnligt. Gnid den i groft køkkensalt og kog den i vand et par minutter.