Tag barnets kammerat med hjem

Når dit barn nærmer sig treårsalderen, er tiden inde til at tage legekammerater med hjem! Men hvordan griber man det an, hvis kammeraten græder og vil hjem? Hvor længe skal besøget vare, og kan treårige børn overhovedet selv finde ud af at lege? Legeprofessor Jan Kampmann guider.

„Mig og Kalle gyngede i dag? … Hvor er Kalle?… Rutsjebanen og Kalle …”

Selv om det er sparsomme informationer, jeg får fra min datter på to-et-halvt år, er jeg ikke i tvivl om, at hun godt kan lide at lege med Kalle fra vuggestuen. Og det havde jeg egentlig – hånden på hjertet – ikke tænkt mig at gøre det store ved. For, det er jo bare skønt, at de leger sammen hele dagen. Tænker jeg. Overvejer ikke, at det måske er ved at være tid til at have legekammerater med hjem … for det kan de da slet ikke finde ud af. Er de ikke alt for små til det? Tænker jeg.

Men hør nu lige her: Det kan de sagtens! Det har jeg talt med professor Jan Kampmann om, og han giver her en guide til de første besøg af legekammerater.

„Først og fremmest kan jeg sige, at børn allerede i slutningen af vuggestuetiden og i starten i børnehaven begynder at være interesseret i at have legekammerater, og det er der alt mulig god grund til at styrke. Det styrker nemlig børns sociale evner, ligesom det træner dem i at løse konflikter,” siger professor Jan Kampmann.

Hvem er den bedste ven?

„Du har jo nok fået en fornemmelse af, hvem dit barn leger med. Som regel vil du høre et navn gentagne gange, når du spørger til, hvordan dagen i institutionen er gået. Det er en oplagt mulighed for at tage fat i det barns forældre og aftale en legedag. Er du i tvivl, kan du lige vende det med en af de voksne i institutionen, og høre om de kan bekræfte, at dit barn leger godt sammen med det pågældende barn,” siger professor Jan Kampmann.

Man skal dog være opmærksom på at starte blødt op. Jan Kampmann foreslår at starte op med en time til halvanden, for at det ikke bliver for meget. For børnene altså!

„I institutionen er børnene vant til, at de bare kan gå hen og lege med nogle andre børn, hvis de skulle blive uvenner. Den mulighed har de ikke derhjemme. Derfor er det en god idé lige at se, hvor godt de leger sammen, når de er alene,” siger Jan Kampmann.

Lad dem lege

Han foreslår at starte med at spise lidt sammen, så børnene falder ned efter en dag i institution, men også for at det besøgende barn kan blive tryg ved de nye omgivelser og den nye voksen. Men så er det, ifølge Jan Kampmann, også slut med voksen indblanding. Børnene skal selv have lov til at sætte gang i legen, og voksne skal kun blande sig, hvis de kan se, at legen går i stå, eller der kommer længerevarende konflikter.

„Du skal ikke blive forbavset, hvis børnene sidder i hver sin ende af værelset de første par gange. Det behøver ikke betyde, at de ikke kan lege sammen, men blot at det er noget nyt for dem, som de lige skal vænne sig til. Som voksen gør du bedst i at være opmærksom – kigge til dem ind imellem og måske hjælpe dem lidt på vej i form af at give dem rekvisitter til legen. Mere skal du ikke. Stol på, at de selv finder ud af det.”

Den store konflikt

Godt så, men hvad er det lige, man gør, når der lyder gråd, og de begge vil have det samme stykke legetøj, og det hele ender med, at legekammeraten bare vil hjem?

I institutionen gælder der jo en regel om, at den, der tog legetøjet først, har råderetten. Men anderledes kan det bestemt godt føles for en treårig, når pludselig en legekammerat vil lege med ens eget legetøj!

„Børn har brug for konflikter, så de kan lære, hvordan de løser dem. Det betyder, at man som voksen gør sit barn en bjørnetjeneste, hvis man stormer ind, straks man hører den mindste utilfredshed. I stedet skal man afvente situationen, og se om børnene selv løser det. Det er vigtigt at give dem mulighed for selv at løse problemet, fordi det giver dem erfaringer til senere konfliktløsninger. Det betyder naturligvis ikke, at man bare skal lade børnene hive håret af hinanden, for det er naturligvis en vurderingssag, hvornår man skal gå ind og prøve at få opmærksomheden drejet over på en ny udvikling af legen,” siger Jan Kampmann.

Må mor og far vælge kammerater?

De fleste kender nok den følelse af at ville være bare en smule medbestemmende omkring, hvem ens barn skal lege med (og præges af!). For eksempel kan man være nervøs for, om ens eget, lidt stille barn vil blive overdøvet af et meget aktivt og talende barn. Men det skal man ifølge Jan Kampmann ikke være.

„Ofte søger børn kammerater, der kan lære dem noget – og det er tit børn, der er forskellige fra dem selv. Stol derfor på, at dit barn har fornemmet rigtigt, og vær blot opmærksom på, om dit barn trives med det. Man kan tydeligt mærke, hvis ens barn ikke har haft det sjovt. Enten er barnet i dårligt humør, eller også vil det fortælle om forskellige situationer, hvor legen ikke har været sjov. Er det tilfældet, kan man som forældre blande sig og opmuntre ens barn til at finde andre børn at lege med. Men husk som sagt, at forskellighed sagtens kan være en rigtig god ting i et venskab.”

Skab tryghed

Når dit barn skal have besøg, er det vigtig at skabe tryghed for det barn, der kommer og leger.

„Det er meget vigtigt, at det barn, der er på besøg føler sig tryg ved dig. Det kan du eksempelvis gøre ved at være lidt ekstra opmærksom på det nye barn, således at han føler, at han er velkommen. Derudover er det vigtigt, at begge børn hele tiden ved, hvor de kan finde dig. Du kan fortælle dem, at du sidder i rummet lige ved siden af – og at de bare kan komme ind til dig, hvis der er noget. På den måde vil de vide, at der er tryghed lige om hjørnet, hvis de skule få brug for det,” siger Jan Kampmann.

En eller flere gode venner

Hvad er bedst? At støtte sit barn i at udvikle et dybt venskab til en eller to børn – eller at prøve at opfordre sit barn til at lege med mange forskellige, måske også børn som ens barn ikke selv foreslår?

„Jeg er ikke i tvivl om, at børn har meget godt af at lære at lege med mange forskellige børn. Det lærer børn at se på andre mennesker med en åbenhed, som absolut er positivt for deres fremtidige, sociale liv, ligesom det afhjælper, at der dannes små eksklusive fællesskaber i institutionen. Man kan med fordel tage emnet ”legekammerater” op på forældremøderne i institutionen og tale om, hvordan man sørger for, at alle børn kommer til at lege med hinanden. Det vil styrke fællesskabet og derved også børnenes sociale evner, ligesom det kan forhindre, at der er nogle, der føler sig udenfor. Men for det enkelte barn har det altså også nogle værdifulde egenskaber at lege med mange forskellige. Det vil eksempelvis stille barnet bedre, hvis barnets ene, gode kammerat pludselig flytter, så har man stadig 15 andre børn at lege med,” slutter Jan Kampmann.

Så Kalle og alle jer andre skønne unger – her er en åben invitation til at komme hjem og lege! *

EKSPERTEN

Jan Kampmann er professor og forskningsleder for Center i Barndoms- og Ungdomsforskning på RUC. Siden 1980’erne har han observeret små børns sociale kontakt, og han forsker i børn og unges hverdagsliv.

6 TIPS TIL EN GOD LEGEDAG

1. Lyt til hvem, dit barn taler om i institutionen

2. Tal med pædagogerne og det/de pågældende barns/børns forældre

3. Lav en aftale og se, hvordan det går

4. Start med en time til halvanden – aftal med forældrene, at du kan ringe til dem, hvis det ikke går

5. Etablér en tryg base, og lad børnene vide, hvor du er, mens de leger

6. Bland dig så lidt som muligt – vær opmærksom og tålmodig

Jan Kampmann, legeprofessor