Graviditet
Simona og Tommy bliver forældre som henholdsvis 18- og 23-årig - og det er et helt bevidst valg. Foto: Sine Nielsen

Ung mor: "Familien jublede ikke ligefrem af glæde"

Da Simona som 17-årig beslutter, at hun sammen med kæresten Tommy vil have et barn, står advarslerne i kø. For hun kan da ikke mene seriøst, at hun vil tilsidesætte alle ungdommens muligheder for en baby?!

Da Simona som 17-årig beslutter, at hun sammen med kæresten Tommy vil have et barn, står advarslerne i kø. For hun kan da ikke mene seriøst, at hun vil tilsidesætte alle ungdommens muligheder for en baby?!

Det er da løgn?! Forhåbentlig mener I det ikke! I venter vel?!’

Desperation og fortvivlelse lyser ud af Simonas far. Hans 17-årige datter har netop bænket ham i køkkenet og bekendtgjort, at hun og hendes kæreste gennem fire måneder, 22-årige Tommy, vil være forældre, så snart det kan lade sig gøre.

Simonas far taber næsten mælet, men får alligevel hevet argumenterne frem: Du har så meget, du skal opleve på egen hånd. Livet med små børn er hårdt, og du vil aldrig være alene. Med et barn er du mor for evigt. Du kan ikke bare rejse, hvis du har lyst. Nyd tiden med Tommy.

Simona er forberedt på præcis disse indsigelser. Men det rammer hende alligevel i hjertekulen, at hendes far er fortvivlet over hendes valg om noget så glædeligt som en baby, og at hans planer og ønsker for hendes liv er anderledes.

– Det er svært at være skråsikker, når ens far tvivler, fortæller Simona.

– Hans panik gav et kæmpe stik i mig, for min far er min bedste ven. Han kender mig ud og ind. Hvis han var i tvivl, hvordan skulle jeg så være sikker? Jeg sagde, at jeg håbede, at han ville blive glad for det. Det ville betyde alt for mig.

For uanset hans holdning stod jeg fast på vores valg, og hans modvilje fik mig ikke til at vakle.

Resten af familien deler farens bekymring, og Simona tager hjem til Tommy med en klump i maven. Men hun er besluttet på at blive gravid hurtigst muligt og håber, at familien vil tygge på meldingen og med tiden bakke projektet op.

Tror ikke på kernefamilien

For 17-årige Simona er graviditeten ikke blot en fiks ide. Tilværelsen har nemlig formet sig på den bedst tænkelige måde, efter at hun har mødt Tommy, en svensk fyr, som efter et par likes i den virtuelle verden tager kontakt.

De to bliver stormende forelskede, og Simonas familie er vild med Tommy, mens hun også modtages med åbne arme i hans familie og vennekreds.

Hun opdager hurtigt, at Tommy er som født til at være far. Når de besøger venner med små børn, ender hun med at sidde og snakke med vennerne, mens han roder rundt på gulvet med ungerne. I timevis. Han lægger desuden ikke skjul på, at hans største ønske er selv at blive far.

For Simonas vedkommende har tanken om børn ikke strejfet hende et sekund. Efter en opvækst med bump på vejen og en alkoholiseret mor, som hun efter eget valg kun ser indimellem efter forældrenes skilsmisse, er hendes tiltro til konceptet kernefamilie så som så.

Dog er hun tæt knyttet til sin far og sin bror, dyrker familiesamværet så ofte som muligt og betegner sig selv som familiemenneske. Men derfra og så til at ønske sig at blive mor?…

Simona har venner, der går i gymnasiet, hun laver modelarbejde og blogger om sit liv, mode og skønhed, men hun er hverken festabe eller eventyrer.

– Jeg gik da ud med veninderne, men det var ikke ofte. Det har bare aldrig sagt mig noget og gør det stadig ikke. At rejse ud i verden som au pair eller på et sabbatår var heller ikke på min ønskeliste.

Jeg foretrækker at spille brætspil, hygge med min familie og skrive mine blogs. Det gør mig glad, forklarer hun.

Baby-jokes

Simonas eneste faste plan for fremtiden er at uddanne sig til sygeplejerske. Men så kommer Tommy. Deres overrumplende forelskelse og hans glæde ved børn sætter en spire i Simona, for når man er familiemenneske, er det nærliggende at starte sin egen lille klan.

Simona og Tommy begynder at joke med, at de da bare skal gøre hende gravid nu. Det vil sige, Simona tror, at han joker. Men langsomt går det op for hende, at han mener det. Han vil gerne være far nu, i en ung alder. På forunderlig vis mærker hun en tryg varme strømme gennem kroppen.

Det er lige præcis det, de skal. Være forældre. Sammen med Tommy vil hun skabe en familie. De to, der elsker hinanden.

Inderst inde tænker Simona, at beslutningen er den rigtige, men håber måske også, at det vil tage lidt tid, så familien kan vænne sig til tanken. Så hun selv kan vænne sig til den. Hendes fars ord rammer med forsinkelse og sår en lille tvivl. Er der noget, hun skal nå? Noget, hun går glip af? Tvivlen nager, selv om hun ikke indrømmer det over for andre end Tommy.

– Tommy sagde igen og igen, at jeg skulle være stensikker. At vi ikke skulle gøre det, før jeg var helt klar. Han understregede det gennem lang tid. Fordi vi havde det så skønt, og han ikke pressede mig trods sin enorme lyst til et barn, blev jeg overbevist om, at det var det, vi skulle.

Vi besluttede efter mange lange og seriøse snakke, at jeg skulle smide p-pillerne.

Morfar er bekymret

Der går en måned, så viser en graviditetstest to streger. Simona er lykkelig. Men så rammer virkeligheden. Hun tør ikke fortælle det til familien direkte, så hun og Tommy vælger en måde, som de håber bløder nyheden lidt op.

– Vi fik min brors treårige datter til at gå ind til en familiesamling og sige, at ‘faster Simona har en baby i maven’. Jeg kunne se min far, derfra hvor jeg stod. Hans øjne fik lige der en ny alvor. Hans kropssprog var ikke til at tage fejl af.

Det, Simonas far har frygtet, er en realitet, og panderynkerne, de rådvilde øjne og de tunge skuldre er svære at skjule trods forsøget på at være den sprudlende, glade kommende bedstefar.

Tommy får det mandeklap i ryggen, som det sig hør og bør, og Simonas far strammer sig an, smiler bredt og ønsker tillykke.

– Tommy og jeg var jublende lykkelige og spændte på, hvad der ventede os. Men naturligvis gjorde det frygteligt ondt, at min største drøm var gået i opfyldelse, men at dem, jeg holdt allermest af, ikke delte min glæde.

Tvivlen nager igen, og Simona begynder at gøre sig en masse tanker om, hvorvidt hun kommer til at gentage sin egen mors måde at være mor på. Ender hun selv som misbruger? Kan hun overhovedet udfylde sin kommende rolle? Vil hun leve op til fordommen om den uansvarlige unge mor?

Bør hun ‘blive til noget’? Hun mander sig op. For selvfølgelig kan hun klare det, og at blive mor er jo det største, der kan ske. Simonas far har givet hende styrke med i ungdommens bagage, og hun skal netop vise skeptikerne, at hun mener, hvad hun har sat sig for. At hun tager ansvar og bliver en dejlig mor.

Læs videre på næste side…

Facaden krakelerer

En privat skanning viser, at Simonas mave gemmer på en lille pige. Det føles pludselig, som om ti kilo cement løftes af hendes skuldre. Nu er hun på vej. Deres lille pige. Det er ikke længere blot en ‘baby’, men hende, de venter på.

I samme periode begynder baby at lave små spark, og Simona ligger mange aftener i stilhed og mærker den lille hygge sig derinde. Det er virkelighed. Et ubrydeligt bånd er skabt; de skal nok klare det og modbevise skeptikerne.

Men selv om hun ‘skal vise dem alle sammen’, at hun kan, krakelerer facaden løbende. Simona smider stædigheden og indrømmer det over for sin far.

Heldigvis favner han hende som en stor, urokkelig klippe, og viser sig som den far, ven og støtte, han altid har været for hende. Væk er hans egne bekymringer. I hvert fald er de skubbet i baggrunden, og han overbeviser Simona uden løftede pegefingre om, at hun vil få al den støtte, hun overhovedet har brug for, og at det hele vil gå fint. At alle kommende mødre i øvrigt er usikre, uanset alder og familiebaggrund.

– Han var så god. Fortalte mig igen og igen, at jeg ikke er min mor og ikke kommer til at gentage hendes mønster. Jeg er mig selv. Jeg har en masse resurser og har klaret mig fint i livet, og selvfølgelig ville jeg klare dette også, siger Simona.

– Hvis jeg indimellem får en ordentlig tudetur over de mange ting, man som kommende mor kan bekymre sig om, er han der med en overbevisende mine med det samme.

Selv om jeg i starten skulle være den stærke og vise dem, at jeg mente, hvad jeg sagde, var det rart at kunne vise min far, at jeg også kunne blive usikker. Uden at han sagde ‘hvad sagde jeg’. Der var ubetinget støtte, nu da jeg var blevet gravid. Også fra svigerfamilien.

Fordomme om unge mødre

Støtte er der til gengæld ikke meget af på skolen. Klassekammeraterne i gymnasiet lader til at være glade på Simonas vegne, da hun fortæller om graviditeten, men kigger skævt til hende, når hun på grund af kvalme og ligamentsmerter må ud af klassen og ligge ned. Hun mærker også blikke fra andre elever på skolen. Som om de tænker, at hun må være en af dem, som alle kender fra tv-serien De unge mødre. Måske er det blot en fornemmelse. Men Simona trives ikke på gymnasiet i forvejen, fordi hun hellere vil dyrke hjemme-livet end feste og drikke, så hun og Tommy beslutter at flytte sammen et nyt sted, så de kan skabe deres egen fremtid uden fordomme fra omgivelserne, og Simona kan starte på et andet gymnasium.– Min nye klasse blev 3.g i Ishøj. Vi er meget få etniske danskere i klassen; de fleste er andengenerationsindvandrere med en helt anden baggrund end mig og et andet syn på ægteskab, familie og graviditet, fortæller Simona.– Jeg gruede for at fortælle dem, at jeg skulle være mor, men de tog forbløffende fint imod mig, og det gav mig ro.Kun en enkelt spørger halvt i spøg, om de snart skal se hende i De unge mødre.Simona affejer joken, men den sætter sig og gør ondt.– Klassekammeraten prøvede helt sikkert at være sjov. Men sammenligningen irriterer mig, uanset hvad. Det er meget begrænset, hvad der er af positivt at sige om den serie. De medvirkende har godt nok, ligesom mig, ofte en problematisk familiebaggrund, men der stopper al sammenligning, fastslår Simona.– Oftest vil de ikke uddanne sig, de er ikke sammen med faren, de blev gravide ved et uheld, de lever usundt, de fralægger sig ansvar, og de kan ikke finde ud af basale ting ved graviditeten og mor-rollen. De færreste virker, som om de har gjort sig tanker om det at blive mor. Det gør mig ked af det, at opfattelsen i samfundet er, at sådan er unge mødre. Jeg er ikke, og jeg bliver ikke, sådan.

Tudeture og tvivl

Simona vil allerhelst opfattes som enhver anden gravid kvinde og synes ikke, det skal være noget særligt at være ung gravid. Hun står frem for at huske os andre på, at der er masser af unge mødre, som har taget et bevidst valg uden dermed at droppe ambitioner og fremtidsplaner til fordel for et liv på understøttelse som enlig mor.

– Jeg er lige blevet student, kun fem uger før min datter skal komme til verden. Jeg vil stadig læse til sygeplejerske. Dog med en barsels forsinkelse. Jeg er ikke blevet gravid ved at uheld, men ganske planlagt, og Tommy og jeg bliver ansvarlige forældre for vores lille barn.

Jeg er lige så sikker på nogle ting og usikker på andre ting som de fleste andre kommende mødre. Jeg har haft mine tudeture og mine tvivl. Men er hver gang nået frem til, at det er det rigtige for mig, slår hun fast.

Simona og Tommy er klar over, at det ikke er en dans på roser at blive forældre, og går ikke ind til det med lukkede øjne, dårlige madvaner og skidt økonoi. Tommy har fast job, og Simona får barselsydelse.

– Vi har tjek på økonomien, et dejligt hus og en god familie. Vi har planlagt det hele, så vi kan klare os godt, og har egentlig ikke behov for at modbevise tvivlere og fordomsfulde omgivelser, for vi har aldrig været oprigtigt i tvivl om, at vi klarer den. Men der er mange tvivlere ‘derude’, som vil forstyrre lykken, siger Simona.

For ja, hun har adskillige gange blevet konfronteret med, om hun ikke skal nå at møde andre mænd? Skifte uddannelse? Rejse med rygsæk? Nyde bylivet og spontaniteten? Være sig selv?

– Jeg bliver efterhånden træt af at høre på de ting. For jeg kan tage hånd om mig selv. Om jeg er 18 eller 30 år, så kan Tommy og jeg blive trætte af hinanden. Der er ingen garantier. Vi har det skønt, og vi handlede på det, siger hun.

– Og jo, muligvis vil jeg savne spontaniteten. Særligt fordi man som 18-årig ikke har nået lige så meget som en 30-årig, men jeg er fortrøstningsfuld. Naturligvis bliver jeg også bange, og det er svært at forberede sig.

Egentlig tror jeg ikke, at jeg ved en pind, før min datter kommer til verden. Alt er gisninger. Måske bliver det hårdt. Måske falder det os let. Vi må bare tage det et skridt ad gangen.

LÆS OGSÅ: 10 hemmeligheder om at blive mor

LÆS OGSÅ: Er dit mellemnavn hormonella?

LÆS OGSÅ: Trillinger – hvordan klarer man det?

Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid, Kærlighed, Mor og Familieliv