TILMELD DIG KVINDELØBET SENEST D. 31. MARTS FOR KUN 239 KR.

Bjørn Wiinblad
Foto: Fra bogen En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag og Ritzau Bjørn Wiinblad på en arbejdsdag i 70’erne.

Bjørn Wiinblad

"Wiinblad blev bestemt ikke set som en kommende stjerne i dansk kunst, da han gik på Kunstakademiet"

Bjørn Wiinblads kunst med de drømmeriske og fortryllende figurer bliver støvsuget fra loppemarkeder. Men det har ikke altid været sådan.

Som kunstner var Bjørn Wiinblad hyper produktiv, og i dag støvsuger ungdommen loppemarkeder for platter og vaser med hans karakteristiske og fortryllende motiver.

Måske er du en af de mange danskere, der har siddet til familiemiddag hos dine bedsteforældre og kigget på Bjørn Wiinblads platter fra Nymølle Keramik over skænken. Figurer, som taget ud af eventyrets verden, med trekantede næser og store mandelformede øjne, indrammet af fantasifuldt svungne ornamenter, der fletter sig ind og ud af hinanden og udvikler sig til nye mønstre. Måske er det en dekoreret lampefod, du husker, eller havens krukker med ansigter, der tittede frem fra efeuen i hyggekrogen. Bjørn Wiinblad var en multikunstner, der ud over sine illustrationer arbejdede i så forskellige materialer som glas, porcelæn og keramik, og som gennem sit virke kastede sig over alt fra kostumer til scenografi og store indretningsprojekter af restauranter og krydstogtskibe. I hans mest produktive år fra 50’erne til 70’erne blev han den bedst sælgende kunstner i Danmark, og hans design findes i millioner af hjem over hele verden.

At charmere nogen er at fortrylle dem

Det er også fra sin mormors hjem, at kulturjournalist og forfatter Heidi Laura, der er aktuel med Wiinblad biografien En bid af paradis, som er udkommet på Gads Forlag i forbindelse med 100-året for Wiinblads fødselsdag har lært Wiinblads design at kende:

– Jeg voksede op i et 60’er-hjem, der var som taget ud af Bo Bedre med teaktræ og abstrakt kunst. Min mor havde sneget en enkelt Wiinblad-platte ind, men min mormor var ægte begejstret for Wiinblad. Han blev altid omtalt med den der særlige anerkendelse, og jeg husker, at jeg skulle være meget artig, da hun engang tog mig med ind i Bjørn Wiinblads butik i Pistolstræde. Det passer fuldstændig med, at Wiinblad var det nye og smarte for dem, som var unge under krigen, altså mine bedsteforældres generation. De var trætte af porcelænsstel med pæne blomster, og de ting, Wiinblad lavede for Nymølle Keramik kort efter krigen, blev set som rasende moderne, fortæller Heidi Laura.

Bjørn Wiinblad
Dekoration fra krydstogtskibet MS Jubilee. Wiinblad kom også ud på de store verdenshave. Foto Fra bogen En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag og Ritzau.

Wiinblads store succes skyldes ifølge Heidi Laura, at han havde et helt særligt talent for at fortrylle og lave charmerende ting, som talte stærkt til folk, samtidig med, at han også selv var utrolig charmerende.

LÆS OGSÅ: Børge Mogensen: Folkets møbelmand

– Faktisk kommer ordet charme oprindeligt fra magi: At charmere nogen er at fortrylle dem, og det er netop den kvalitet, Wiinblad ofte havde, siger hun.

– Når han lavede teaterscenografi eller totalindretninger af restauranter eller sine egne hjem, skabte han rene drømmesfærer, hvor man følte sig hensat til en anden verden. Det var også derfor, at han trak så meget på de orientalske motiver og stilarter; det er en del af denne lykkelige flugt til en eventyrlig verden, som man godt kan kalde for en virkelighedsflugt. Men hvem har ikke brug for at drømme? Det er det, man kan med Wiinblad: Man kan drømme om en smuk og mild og fantastisk verden, og det mener jeg faktisk, at vi altid har brug for som en slags ledestjerne for vores liv.

'More is more'

Ifølge Heidi Laura besad Bjørn Wiinblad en “vidunderlig hittepåsomhed,” som han vedholdende udfoldede og tilføjede nye nuancer. Da han var på sit højeste, kunne man indrette et helt hjem med Bjørn Wiinblad, komplet med service til sengetøj og gardiner. Wiinblads ambition var at tilføje skønhed til verden, og verden ville hellere end gerne have en bid af den illusion, som han gennem hele sit liv producerede med en enorm arbejdsiver. Der åbnede sig hele tiden nye muligheder på nye markeder, og den slags international succes kommer man ikke sovende til.

Bjørn Wiinblads butik
Drømmer jeg? Wiinblads butik i Pistolstræde i København dengang i 70’erne. Foto Fra bogen En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag og Ritzau.

Bjørn Wiinblad arbejdede konstant og reproducerede i alverdens afskygninger og former sit ‘more is more’-univers af havfruer, fugle, alfer, orientalske prinsesser og elverpiger. En verden, hvor legen og den fabulerende fortælling aldrig rigtig stopper, men bugter sig videre i en uendelighed. Inspirationen kom fra folkesagn, H.C. Andersens eventyr og Charles Dickens fortællinger og blev vakt til live til tonerne af klassiske komponister som Schubert, Beethoven og Mozart, som han elskede.

Jeg arbejder, derfor er jeg

I en lille portrætfilm af Frank Paulsen fra 1969, Bjørn Wiinblad, fortæller han til intervieweren, at han stort set altid arbejder – uden at tage notits af hverken tid eller sted: “Jeg arbejder, til jeg synes, at jeg har løst opgaven tilfredsstillende,” fortæller han fra værkstedet og personificerer en tidlig udgave af den senmoderne identitet, hvor arbejde og privatliv glider sammen og bliver livets mening: Jeg arbejder, derfor er jeg.

Værkstedet havde han indrettet i sit hjem, hvor han altid omgav sig med sine ansatte, som han insisterede på, var en slags selvvalgt familie. En familie, som han forkælede, men også krævede meget af. Til tider nærmest døgnet rundt, fortæller nogle af dem, der arbejdede for ham.

– Han kørte sine medarbejdere hårdt med sin ekstreme flid og lange dage, som han forventede, at de hang med på. Jeg ser ham som et meget følsomt menneske, der søgte tilflugt i kunsten, siger Heidi Laura, der tror, at han forsvandt i mængderne af arbejde, fordi han egentlig ikke magtede den store, komplekse verden omkring ham.

I forbindelse med researchen til bogen har hun blandt mange andre interviewet hans veninde, forfatteren Erica Jong, i New York, der beskrev ham som “den slags kunstner, der bare ville have fred til at lave sine ting.” Igennem et helt voksenliv lukkede han øjnene for sine problemer.

Bjørn Wiinblad
Bjørn Wiinblad i aktion. Foto Fra bogen En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag og Ritzau.

– Der er ingen tvivl om, at han som menneske ikke magtede livets mørkere sider, og at hans liv blev en slags insisterende eskapisme, hvor alt skulle være lykke og glæde hele tiden. Han undgik nyheder i radioen, hørte nøje udvalgt musik og læste avis af pligtfølelse, ikke af lyst. Omkring sig selv konstruerede han en vidunderlig verden af æstetik, lykkelig flid, selskabelighed og generøsitet, som han inddrog både familie, venner og medarbejdere i, siger hun.

Erica Jong var bare én af de mange prominente mennesker, som Bjørn Wiinblad knyttede bånd til gennem livet. Skuespiller, Wiinblad-samler og senere guvernør i Californien, Arnold Schwarzenegger, var en anden. I et interview til Berlingske Tidende i 2011 fortæller René Schultz, hans tidligere chauffør og nu rundviser i Det Blå Hus, hvor Wiinblad boede fra 1966 til sin død i 2006, om Wiinblads glæde ved selskabelighed. Hans husholderske forberedte måltiderne, mens han selv stod for opdækningen med håndskrevne bordkort og smukke dekorationer. Menuen var stort set altid den samme: Kartoffelsuppe i en udhulet bagekartoffel med kaviar og kantareller. Kaviardåsen var stor som en spand maling, og kantarellerne var i øvrigt de eneste grøntsager, Wiinblad spiste. “Det var fattiggården for ham, og han syntes, de lugtede,” fortæller Schultz.

Den romantisk anlagte Bjørn

Før Bjørn Wiinblad kunne slå mønt af sin flid og blev så velhavende, at han kunne spise kaviar som havregryn, var der en mere ydmyg tid på Kunstakademiet i København. Efter ønske fra sine forældre blev han uddannet typograf, ligesom sin far og farfar, men da han blev myndig (datidens myndighedsalder var 21 år, red.) og selv kunne vælge, søgte han ind på Kunstakademiet, hvor han blev optaget i 1940. Familieanekdoter fortæller, at man var bekymret for “den romantisk anlagte Bjørn,” som Heidi Laura beskriver ham, og at det var det tydeligt, “at han ikke rigtig levede op til tidens maskuline idealer.” Et liv som kunstner var usikkert, særligt i disse år, hvor konflikterne på det europæiske kontinent blev optrappet.

LÆS OGSÅ: Retro radioen – et nostalgisk tilbageblik

I årene på Kunstakademiet boede han i et lille kvistværelse på Julius Thomsens Gade på Frederiksberg tæt på Forum, som blev sprunget i luften i 1943, men også tæt på Kunsthåndværkerskolen på Jakob Dannefærds Vej, hvor han om aftenerne trodsede udgangsforbuddet og arbejdede med keramik og gamle dekorationsteknikker i en stil, der – ligesom ham selv – skilte sig ud og landede et sted mellem kunst og dekoration.

Bjørn Wiinblad-dekorationer
Aladdins hule hos en Wiinblad-fan. Foto Fra bogen En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag og Ritzau.

– Wiinblad blev bestemt ikke set som en kommende stjerne i dansk kunst, da han gik på Kunstakademiet under 2. Verdenskrig. Jeg tror, de fleste var klar over, at han var homoseksuel, og han skilte sig også ud med sin mere maksimalistiske og figurative stil i en tid, hvor de fleste kunstnere gerne ville være en ny Picasso, siger Heidi Laura og tilføjer, at hans udtryk i denne periode var noget mørkere end den rendyrkede harmoni, han senere blev eksponent for.

– I Wiinblads tidlige keramik fra 40’erne er der noget dunkelt og mystisk, som forsvinder i hans senere værk. Han havde et meget mørkere udtryk, hvor trolde og nøgne damer omfavner hinanden i den dybe skov, eller hvor sære væsner flokkes om smukke kvinder. Stemningen i de værker kan være næsten uhyggelig, i hvert fald sær og gådefuld, siger Heidi Laura, der næsten ærgrer sig over, at han fik så travlt med sin designorienterede karriere resten af livet og aldrig vendte tilbage til de mærkelige mørkesyn fra de unge år.

Uventet anerkendelse

Bjørn Wiinblad debuterede i vinteren 1945 med en lille udstilling af tegninger og keramik på et lille galleri i Palægade, hvor han havde lejet sig ind. Udstillingen blev vel modtaget og pænt anmeldt i aviserne dagen efter, og kort tid efter kom de første ordrer, bl.a. fra boligindretningsfirmaet Svenskt Tenn grundlagt af Estrid Ericson i Stockholm i 1924. Efter endnu en velanmeldt udstilling på Den Frie Udstillingsbygning, hvor Wiinblad blev kaldt en “løssluppen dekoratør, der suger næring overalt,” tikkede der også ordrer ind fra USA – et af de markeder, der fik stor betydning for Wiinblads udbredelse.

– Det kom bag på alle, og nok også ham selv, at han omgående fik stor succes efter sin debut i januar 1945, og at hans keramik pludselig blev solgt på Fifth Avenue i New York. Wiinblads hvileløse flid og enorme produktion hænger meget muligt sammen med den uventede anerkendelse. Han kunne nærmest ikke demonstrere sin succes tydeligt nok over for alle dem, som ikke havde troet på ham, og derfor kunne han heller ikke finde ud af at sige nej til opgaver! Han var altid ved at drukne i ting, der skulle laves.

Design til eftertanke

I forbindelse med researchen til biografien har Heidi Laura spekuleret over, hvordan Wiinblads kunst ville have udviklet sig, hvis han ikke var blevet så vanvittigt efterspurgt så tidligt.

– Man skal helt tilbage til årene omkring hans debut i 1945 og 50’erne for at forstå, hvordan hans særlige udtryk blev til – og især hvorfor han dyrkede denne her søde verden af drømmeriske kvinder og natur og evig glæde. Det var jo et modsvar på krigstraumer, knaphed og bekymringerne under den kolde krig.

Bjørn Wiinblad
Gobeliner galore. Bjørn Wiinblad producerede dem i alle størrelser. Foto Fra bogen En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag og Ritzau.

Den allestedsnærværende idyl, han insisterede på, skal altså ses på baggrund af en tid, hvor der på den ene side var en enorm velstandsstigning samtidig med, at truslen fra den kolde krig var en del af hverdagen.

– Jeg opdagede, at der var et helt boom inden for, hvad man kan kalde ‘følsom modernisme’ i efterkrigstiden: Moderne ting til hjemmet med søde og charmerende dekorationer. Wiinblad passer perfekt ind i denne internationale tendens, men den har bare været meget overset i eftertiden – måske fordi man så den slags ting som feminine og derfor useriøse? Men folk ville tydeligvis gerne have den slags ting i deres hjem. Så Wiinblad giver meget stof til eftertanke, når det handler om, hvordan vi egentlig husker tidligere generationers hjem og smag. Og ikke mindst hvad vi regner for god smag, og hvem der egentlig skal bestemme, hvad der er god smag? siger Heidi Laura.

Ubesmittet håb til hans univers

Medfarten i årene efter debuten katapulterede ham nærmest ind i både nationale og internationale designsamarbejder, og samtidig begyndte han også sin egen produktion af unika og håndmalet keramik. Den fattige kunststuderende blev pludselig en holden mand, der i 1952 kunne bygge sit eget hus med tilhørende værksted ved Hjortekær. Wiinblad indrettede huset med egne værker og kakkelborde, hvilket ifølge Heidi Laura vidner om, at han allerede på det tidspunkt så huset som et udstillingsvindue for sit arbejde.

Igennem årene medvirkede Wiinblad i mange boligreportager, der med hans veludviklede sans for iscenesættelse fremstillede et perfekt og komplet Wiinblad-univers. Det var også i disse år, at han begyndte at investere i antikviteter og kunsthåndværk fra hele verden. Noget af det første, han anskaffede sig, var et stykke hollandsk Delfterfajance.

Bjørn Wiinblads hjem
Bjørn Wiinblads bibliotek i Det Blå Hus. Bøgerne er omhyggeligt opstillet efter emne. Foto Fra bogen En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag og Ritzau.

Senere fortæller anekdoter om Wiinblad, hvordan han nærmest manisk købte ting uden at skele til pris. Bl.a. siges det, at når Wiinblad kom ind i antikvitetsbutikker, fjernede ejerne diskret prisskiltene, for han spurgte aldrig, hvad tingene kostede, men betalte blot, hvad de forlangte. I det hele taget sorterede penge og økonomi under de prosaiske ting, Wiinblad ikke ville forholde sig til. En anden historie lyder, at hans revisor på et tidspunkt bad ham holde igen med udgifterne, hvorefter Wiinblad greb sit checkhæfte, viftede opsætsigt med det, og sagde: – Jamen, her er da masser af checks tilbage!

LÆS OGSÅ: Verner Panton: Dansk designer og visionær

– Enhver stilart har sin begyndelse, sin modningstid og sit forfald, som Wiinblads ven og kollega, Jens Harald Quistgaard, formulerede det i Symposium om Design, et lille hæfte, hvori designeren Acton Bjørn og Wiinblad var sat sammen for at diskutere udfordringerne for tidens design i 1975. Da Wiinblad toppede i 70’erne havde han sin egen butik i Pistolstræde i København, eget værksted og flere fabrikker. Selv om han prøvede at følge med tiden, varierede sit udtryk og gjorde det mere farverigt, psykedelisk og rustikt, falmede succesen alligevel. Hans enorme produktivitet var det, der i sidste ende spændte ben for ham. Han stopfodrede simpelthen sit publikum, der i begyndelsen af 80’erne også kunne finde hans design på kaffedåser og plastikposer, og hans design rykkede langsomt fra kaminhylder til kælderhylder. En ny generation var kommet til, og de ville bo anderledes end deres forældre. Verden ændrede sig, og i den kontekst virkede Wiinblads kompromisløse insisteren på lykke og harmoni forløjet, i bedste fald barnagtig. Fra 90’erne og frem til sin død i 2006 var Bjørn Wiinblad svagelig og dårligt hørende, hvilket delvist skånede ham fra at opleve, at han gik i glemmebogen. For en tid i hvert fald. For ifølge Heidi Laura har han nu været væk så længe, at en ny generation ser på hans eventyrlige design med nye øjne:

– I modsætning til min egen generation, hvor man allerhøjst kunne dyrke Wiinblad ironisk og som fjollet kitsch eller camp, er de unge ægte indtagede i Wiinblads nærmest utopiske univers. Jeg tænker, at Wiinblad var nødt til at forsvinde helt, før han kunne genopdages – og at der er noget smukt ved, at de helt unge kommer med rene hjerter og ubesmittet håb til hans univers.

En bid af Paradis – Bjørn Wiinblad og hans tid af Heidi Laura, Gads Forlag, 349 kr.

Om Bjørn Winblad

IMG_6088.jpg

Bjørn Wiinblad (1918-2006)

  • Bjørn Wiinblad blev født i september 1918 på ydre Østerbro i Svanemølle-kvarteret i København af Ebba Marie Frederikke og Otto Fritz Wiinblad. Foruden Bjørn havde familien den fire år ældre Ulla Wiinblad. Familien var stærkt socialdemokratisk engageret, og ligesom både sin far og farfar blev Bjørn Wiinblad uddannet typograf, som på daværende tidspunkt blev anset som arbejderklassens intellektuelle. Hans farfar var i en årrække chefredaktør på dagbladet Social-Demokraten og blev senere valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. En anekdote fra familien lyder, at den lille Bjørn Wiinblad havde siddet på den senere statsminister Staunings knæ.
  • Wiinblad var gennem hele sit liv meget glad for musik og var selv en habil pianist. Gennem sin karriere samarbejdede han med en lang række producenter både herhjemme og i udlandet. Wiinblad blev særligt stor i Tyskland, hvor han i mange år designede for Rosenthal Porzellan og i Texas og i Japan, hvor der er en særlig tradition for at dyrke det nuttede,
    som betegnes ‘kawaii’.
  • Wiinblad havde sine mest produktive år fra 50’erne til 70’erne, hvor de mange forskellige produkter fandt vej ind i millioner af hjem over hele verden og gjorde ham til den bedst sælgende danske kunstner nogensinde.
  • Bjørn Wiinblad boede frem til sin død i 2006 i Det Blå Hus i Sorgenfri, hvor han havde boet siden 1966. Efter hans ønske er Det Blå Hus omdannet til en fond, der tager vare på hans bo og værk. Huset står, som han efterlod det. I garderoben i soveværelset hænger hans tøj i farveorden, og stuerne er klar til at modtage gæster. Hus og værksted er åbent for besøgende, men ønsker man at se hele huset, skal en rundvisning bookes.

Læs mere på Bjornwiinblad.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Dansk Design, Designklassikere og Kunst