Kamilla Sølvsten julekugler
SPONSORERET indhold

Da Kamilla for fire år siden blev arbejdsløs, blev julekugler hendes redning

Når Kamilla er på ferie, køber hun altid en julekugle med hjem som minde. Hun elsker sin samling, som udstråler glæde og magi. Og det blev også kuglerne, der reddede hende, da hun for fire år siden pludselig blev arbejdsløs.

Af:: Lise Petersen Foto: Henrik Bjerregrav
20. nov. 2023 | Bolig | Hendes Verden

Hele livet har Kamilla Sølvsten Sigh været vild med jul – og al den pynt, der hører til. Hun voksede op med en far, der lavede kræmmerhuse af årets julemærke, dem har Kamilla stadig.

Da hun og hendes mand fik deres to døtre, blev al deres hjemmeklippede julepynt gemt. Og så har Kamilla en helt særlig passion: Julekugler. Hver gang familien er på ferie, køber hun julekugler med hjem som minde om rejsen.

"Engang vi var i Wien, havde jeg besluttet at købe en særlig Mozart-julekugle. Selvom der er mange julebutikker i byen, kunne jeg ikke finde én, men jeg blev ved, for det var vigtigt for mig. Til sidst lykkedes det, og jeg blev så glad," siger 47-årige Kamilla.

I Kamillas hjem i Århus, hvor hun bor med sin mand og døtrene, der i dag er teenagere, har hun fundet en overdådig mængde julekugler frem. De hænger på granguirlander i vinduerne og over spisebordet – hvor der også står et lille julekugle-tableau. De står i vindueskarmene, hænger på væggene – selv en stor juletromme, der står på gulvet, er fyldt med kugler.

KamillaSoelvstenSigh-julekugler2.jpg
Hvorfor nøjes med at bruge kuglerne på juletræet? Kamilla bruger også sine julekugler til at hænge over og stille på bordet, når hun dækker op til jul.

"Hvorfor jeg er så begejstret for dem? Kig engang – jeg synes, der er noget ekstravagant og pompøst over dem. De udstråler glæde! For mig er julekuglerne ren magi," siger Kamilla.

Og hun nøjes ikke med at glæde sig over kuglerne hjemme hos sig selv. For tre år siden besluttede hun at gøre sin julekugle-passion til sit arbejde.

Skal være håndlavede

Den del af Kamillas julekugle-eventyr begyndte dog ikke særlig eventyrligt. Hun var blevet arbejdsløs, og det gik ud over hendes humør. For at muntre sig selv op, når hendes mand var på job og døtrene i skole, brugte hun timevis på at surfe på hjemmesider med julekugler.

Hun købte også en del ind, og en dag foreslog hendes mand, at hun begyndte at forhandle julekuglerne.

"Jeg tænkte først, at det kunne jeg da ikke finde ud af. Men han såede alligevel et frø," siger Kamilla, der tidligere har arbejdet med pr og marketing.

Og også altid har drømt om at have sin egen butik. Så efter en kort betænkningstid tog Kamilla i 2018 alligevel imod sin mands opfordring og åbnede julekugle-webbutikken sighs.dk.

KamillaSoelvstenSigh-julekugler4.jpg
Kamilla bruger også sine julekugler når hun dækker op til jul.

Hun fandt frem til nogle leverandører i Polen, hvor man har tradition for at mundblæse og håndmale glas. For Kamilla skal kuglerne nemlig være håndlavede for at have den rette magi.

"Glasset bliver blæst ned i en form. Bagefter sidder de og håndmaler hver enkel kugle," forklarer hun.

Håndarbejde tager tid, så Kamilla måtte vente nogle måneder, da hun havde afgivet den første bestilling til sin nye julekugle-webbutik. Så meget desto større var glæden, da de første kasser med kugler ankom en majdag i 2018.

"”Nu er de her“. Jeg ringede til min søster og min mor, der begge bor i nærheden, og sagde, at de skulle skynde sig at komme. Hver gang, der kommer nye varer, er det som juleaften," siger Kamilla.

Personlige kugler

Med varer i butikken var Kamilla nu spændt på, om der var nogen, der delte hendes passion og ville købe kuglerne. Det var der – også selvom der var mange måneder til jul, da hun startede julekuglesalget.

"Det var vildt at sende de første afsted. Virkelig sjovt og tilfredsstillende. Alle får en håndskreven hilsen med, fordi jeg synes, en julekugle er en personlig ting at købe," fortæller Kamilla.

Ud over salget fra webbutikken tager Kamilla også på markeder, og i mødet med kunderne her bliver hun bekræftet i, at julekuglerne er personlige for mange.

"”Se den her, den passer lige til ... “ Når folk kigger på kuglerne, går snakken ofte på, hvem de enkelte kugler passer til. Det er så hyggeligt," siger Kamilla.

Særligt hvis hun hænger de mange julekugler, der er formet som hunde, op ved sin markedsbod, stopper mange mennesker op og leder efter netop deres hund. I Kamillas personlige julekuglesamling er der naturligvis også en, der ligner familiens golden retriever, Ellie.

KamillaSoelvstenSigh-julekugler3.jpg
Især de hundeformede julekugler er meget populære i Kamillas lille julekuglebutik – både med og uden rensdyrgevir på hovedet.

Og så er der den såkaldte Århus-julekugle, som Kamilla selv har skabt. Kamilla fortæller, at hun er ærkeårhusianer ”med gammeldags bolle-Å“.

Hun fandt derfor på at lave en julekugle, der indeholder 11 markante steder i byen: Den gamle By, Moesgaard, Rådhustårnet osv. Kuglen tegnede Kamilla selv og fik den derefter produceret hos en af sine leverandører. Undervejs i processen kommunikerede de frem og tilbage og fik korrigeret former og farver. Og en dag i 2019 stod hun med resultatet i hånden.

"Det var virkelig vildt at stå med den fysiske kugle, jeg selv havde designet," siger Kamilla.

Hun glæder sig over, at kunderne har taget godt imod hendes første design og har efterfølgende også skabt en julekugle med 12 vartegn for København. Men uanset om kunderne køber de to kugler, hun selv har designet, eller nogle af de op mod 2.000 andre julekugler, hun har i sin butik, glæder det Kamilla, at så mange deler hendes passion.

"Jeg elsker, elsker, elsker, mine julekugler. Tænk, jeg har kunnet skabe mit eget. Noget, jeg kun kan takke mig selv for – og så selvfølgelig min mand, som er min evige klippe. Jeg har mere end 18.000 følgere på Instagram. Jeg er ovenud taknemmelig og stolt," siger Kamilla.

Anbefalet til dig