Marianne Olesen Eurowoman Bolig
SPONSORERET indhold

Marianne Olesens bedste indretningstip: ”Husk, at det skal være komfortabelt og ikke kun pænt”

Når sygeplejerske Marianne Olesen, 62, ikke scanner gravide på Rigshospitalet, designer hun lampeskærme og puder under navnet Mo Lamps, @molamps. Hun bor nord for København med sin mand i et mere end 100 år gammelt hus med åbne ildsteder, tapeter og print og har en forkærlighed for svensk design fra 30’erne.

Af: Pernille Rosenkilde Foto: Mikkel Tjellesen
07. jun. 2021 | Bolig | Eurowoman
Marianne 1.jpg

Det store værk er af Marie Wandel, der var Mariannes fars tante. Det andet værk er af Absalon Kirkeby og lampen fra Serge Mouille.

Hvor længe har I boet her, og hvordan har I sat jeres præg på huset?

"Vi har boet her i mere end 20 år og har med vilje ikke lavet ret meget om, fordi vi ikke kunne gøre det pænere, end det allerede var."

Har du nogle dogmer, du indretter efter?

"Jeg kan godt lide at blande nyt og gammelt, fordi det skaber en fin dynamik. Vi har fx valgt at beholde det originale køkken, selv om vi kunne lave et nyt og meget flottere. Det er enkelt og fungerer."

LÆS OGSÅ: ”Vores farverige stikkontakter er altid et stort samtaleemne – de splitter folket”

Marianne 4.jpg
Duften af mimoser. Omkring bordet af Eero Sallinen står stole af Piet Hein Eek. Vasen er fra Tage Anderssen og blomsterne fra Christian Ravnbak. Fotokunst af Nobuyoshi Araki.
Marianne 9.jpg
Sofa fra Melimeli, puder og lamper med tekstiler fra Svenskt Tenn er fra Mo Lamps, og rullebordet er fra Svenskt Tenn.

Hvordan blander du nyt og gammelt?

"Godt design fungerer godt med alt. Tag fx Josef Franks design for Svenskt Tenn, som ser fantastisk ud sammen med design af R B Johansen, der er meget mere stramt i udtrykket."

Her er mange mønstre og teksturer. Er det et tema i din indretning?

"Jeg prøver mig lidt frem og finder en sammensætning, der ser skøn ud. Jeg kan godt lide den periode, der startede i Sverige i 30’erne med Josef Franks design for Svenskt Tenn. Jeg elsker, at hans design ofte bygger på enkle og smukke former i naturlige materialer og med en fantastisk forståelse for stoflighed. Mange af dem bliver stadig produceret og er en del af Sveriges designhistorie. Jeg synes især, at det er sjovt at finde de originale design på auktioner."

Hvor køber du interiør?

"Jeg køber mange ting på auktion, og Bukowskis er en favorit. Min yndlingsbutik i København må være Tage Andersen. Den er pragtfuld og en af de eneste i København, der virkelig er en oplevelse at træde ind i. Nogle af tingene ser jo næsten lidt tossede ud, men hos ham er det yndigt og pompøst på den rigtige måde. Jeg tror næsten, at jeg kunne lave en mindestue med hans ting. Det er mere end en butik, og det samme gælder for Holly Golightly, hvor jeg har købt mange ting til vores hjem."

Marianne 10.jpg
Turen til førstesalen byder på værk af Kathrine Ærtebjerg. Lampen er fra Atelier Areti hos The Apartment.
Marianne 13.jpg

Sofabordet af Piet Hein Eek er pyntet med sager fra Tage Anderssen. Sofapuderne betrukket med stof fra Svenskt Tenn er fra Mo Lamps. Guldlampen i vindueskarmen er af Tommaso Barbi, og malerierne af Else Fischer-Hansen er arvestykker.

Hvad drømmer du om at købe?

"På ønskelisten står et tæppe fra Kusiner. Jeg har to løbere derfra, men jeg pønser på et stort tæppe."

Hvad er din bedste investering?

"Loftslampen i gangen fra Serge Mouille tror jeg aldrig, at jeg bliver træt af. Jeg elsker dens skulpturelle udtryk. Designet er fra 30’erne, og selv de nyproducerede bliver stadig lavet på den gammeldags facon i Frankrig."

Hvor finder du inspiration?

"Magasinet The World of Interiors viser ofte vilde hjem, som jeg bliver inspireret af. Men mest af alt tror jeg faktisk, at jeg er god til at forestille mig tingene inde i mit hoved."

LÆS OGSÅ: "Mit mål var at finde et hjem, hvor jeg stadig havde plads til, at mine unger kunne komme hjem og bo, uden at de skulle ligge i lag eller sove på sofaen"

Marianne 5.jpg
Marianne ved den åbne pejs. Værket er af Marie Wandel, daybed og bord af R B Johansen og lampen af Hans-Agne Jakobsson.
Marianne 6.jpg
Sengegavlen er betrukket med stof fundet på en rejse, puffen med tekstil fra Svenskt Tenn, hvor tekstilerne, som gardinerne er lavet af, også er fra. Lamperne er af Hans-Agne Jakobsson og blomsten på væggen af Curtis Jere.

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

"Lad dig ikke styre for meget af modens tendenser. Vælg efter funktion, så dine ting bliver brugt, og dit hjem bliver et sted, hvor du bor og lever og ikke kun til pynt. Husk, at det skal være komfortabelt og ikke kun pænt."

Hvordan kom du i gang med at designe lampeskærme?

"Jeg startede egentligt Mo Lamps, fordi jeg ikke selv kunne finde en pæn lampeskærm, der passede til mit behov. Og så var der pludselig nogle kunder, der havde nogle kontakter, og så greb det om sig. Instagram (@molamps) viste sig at være et rigtig godt redskab til at promovere mit design, så den platform bruger jeg meget."

Er der noget nyt på tegnebrættet?

"Jeg startede Mo Lamps for fire år siden, og for et par år siden tilføjede jeg puder til kollektionen. Men ellers prøver jeg faktisk at holde mig til udgangspunktet. Mange har lamper, som måske ikke er specielt fede, men som betyder noget for dem. En ny lampeskærm kan give nyt liv."

Marianne 7.jpg

På det svenske vævede tæppe står sofa, sofabord og stole af Poul Kjærholm. Puderne er fra Mo Lamps, sidebordet fra Sabine Marcelis og krukken en Kähler fra 1890. Glasvasen er fra et samarbejde mellem Nina Nørgaard og Sophie Bille Brahe og de små figurer fra Tage Andersen. Værket er af Shara Hughes og lamperne af Hans-Agne Jakobsson og Mo Lamps.

Anbefalet til dig