Lejlighedskøb
SPONSORERET indhold

5 ting, du skal tjekke, når du kigger på lejlighed

Når du køber en lejlighed, der ikke er nybygget, vil der ofte være uforudsete skavanker og skader, som kan løbe op i mange penge, hvis de skal udbedres. Vi har derfor samlet nogle af de vigtigste råd til dig, der overvejer at købe ejerlejlighed, så du kan få en ide om, hvad du skal være særligt opmærksom på.

Af:: Pernille Lewinsky Kofoed Foto: Getty Images
29. dec. 2020 | Bolig | ALT.dk

Når du køber en ejerlejlighed, bliver du en del af et fællesskab med både muligheder og pligter, og derfor er det vigtigt, at du undersøger, hvordan ejendommen fungerer, herunder ejerforeningens tilstand og økonomi, og om der fx er planlagt større reparationer på tag, facader eller fællesarealer.

For at få et indtryk af det, kan det være en god ide at læse bl.a. referater fra generalforsamlingen og gennemgå ejerforeningens vedtægter.

Ingen tilstandsrapport ved ejerlejligheder

Køb af ejerlejlighed adskiller sig fra køb af et hus ved, at der normalt ikke udfærdiges en tilstandsrapport.

En tilstandsrapport er en rapport, der udarbejdes af en byggesagkyndig, og som kan give dig et indtryk af boligens stand og omfanget af eventuelle skader på ejendommen. Det betyder bl.a., at du ikke kan forsikre dig mod skjulte fejl og mangler via en ejerskifteforsikring.

Få hjælp fra byggesagkyndig

Når du køber ejerlejlighed, bør du altså være ekstra grundig, når du besigtiger lejligheden. Det kan derfor være en god ide, at du får din egen byggesagkyndige med ud for at gennemgå lejligheden og hele ejendommen.

På den måde kan du bedre få et overblik over både ejendommens og lejlighedens tilstand og en fornemmelse af eventuelle kommende udgifter til renovering og vedligeholdelse, så du undgår slemme overraskelser, der kan koste dig meget dyrt.

LÆS OGSÅ: 8 ting, du skal tjekke, når du kigger på hus

5 ting, du skal være opmærksom på ved køb af ejerlejlighed

1. Ejendommens stand

Ved køb af lejlighed, er det vigtigt, at du ikke kun er opmærksom på selve lejligheden, men også fokuserer på hele ejendommens stand, da du som kommende ejer skal være med til at betale for vedligehold og renovering af ejendommen. Tjek derfor bl.a. ejendommens tag, facader, loft og kælder.

Da det kan blive meget dyrt at udskifte taget på en ejendom, er det vigtigt at være særligt opmærksom på tilstanden, herunder tagets alder, og hvor mange år det kan holde endnu, inden det skal udskiftes.

Vær bl.a. opmærksom på om tagstenene eller tagpladerne ligger lige, og om der er tegn på skader eller revner i tagsten eller tagbeklædning. Det er også vigtigt, at du undersøger, om facaden på ejendommen er intakt. Selv løsnet puds, små revner og løse fuger kan nemlig udvikle sig til større og værre skader.

2. Vinduer & døre

Udskiftning af vinduer og døre kan være en stor udskrivning. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på vinduer og døres stand. Se efter synlige skader eller eventuelt råd på træværket og tjek, at der er vedligeholdt.

Ved vinduer er det særligt vigtigt at tjekke om bundlisterne er rådne, om vinduesrammerne slutter helt til, og om vinduerne lukker ordentligt og er tætte. Det er også vigtigt at tjekke selve vinduesglassene for eventuelle revner eller punkteringer.

3. Badeværelse

Der er flere ting, du bør tjekke på badeværelset. Vær først og fremmest opmærksom på, om badeværelset er godkendt og lovligt indrettet. Tjek i øvrigt, om der er gulvafløb og om fx faldstammer og rør er korrekt installerede.

Vær også opmærksom på gulvet - særligt i brusekabinen. Det er nemlig vigtigt, at gulvet har den rigtige hældning, så vand ikke bliver liggende på gulvet efter et bad. Undersøg eventuelle fliser i badeværelset, særligt i brusekabinen. Et badeværelse med revnede eller dårlige fuger, revner eller løse fliser kan give voldsomme fugtskader og skimmelsvamp. Det kan evt. være en god ide at få lavet et VVS-tjek.

Faldstammer har også en vis levetid og skal udskiftes. Det kan være svært selv at vurdere restlevetiden for disse, så forhør dig evt. hos ejerforeningen, om faldstammernes stand er undersøgt.

4. Lofter

I mange lejligheder, særligt gamle herskabslejligheder, er lofterne forsænkede. Vær derfor opmærksom på, om der er sat nye lofter op, eller om lejligheden eventuelt har forsænkede lofter. Hvis det er tilfældet, bør du undersøge, om lofterne er lovligt forsænkede, og om eventuelle spots, loftslys er lovligt installeret. Det kan nemlig ske, at de forsænkede lofter dækker over ulovlige installationer, som det kan være meget dyrt at få gjort lovlige.

5. El-installationer

Ved gennemgang af lejligheden, er det særligt vigtigt at være opmærksom på ejerlejlighedens el-installationer, da mange problemstillinger ved ejerlejligheder vedrører ulovlige el-installationer.

I modsætning til køb af hus er det ikke et krav at få lavet et el-tjek, og derfor skal du som køber selv bede om det. Sørg for at få det lavet, inden du underskriver handlen, så du ikke risikerer at stå med en lejlighed, hvor der pludseligt skal udbedres elinstallationer for mange tusind kroner.

Anbefalet til dig