Louise forvandler kegler til kvinder - og alle bærer særlig historie
Med indmaden fra gamle bowlingkegler, masser af farver og såkaldt træmasse vækker Louise Jensen stærke kvinder til live. Alle bærer de på livskraft og viljen til at klare sig på trods – hvilket også er en del af Louises egen historie.
En dag Louise Jensen sad ved vinduet i sin udestue, voksede en ide frem.
Hun havde netop fået at vide, at hendes datter ventede sit første barn, og ville markere nyheden med en unik gave.
Tanken var en lille skulptur i træmasse af en gravid kvinde, som holder på sin mave. Siden hun var barn, har Louise tegnet, formet og malet, men den figur, der voksede frem for hendes indre blik, var ny. At den samtidig skulle blive begyndelsen på et nyt kapitel i hendes liv, vidste hun ikke, men i dag – fire år senere – har hun skabt et navn som kunstner med sine farverige træmasseskulpturer.
Gæve kvinder, kalder hun dem.
"Jeg er fra Vendsyssel, og der bruger vi udtrykket ”en gæv person”," siger hun.
"Ordet rummer mange kvaliteter, og jeg forbinder gæv med opmærksomhed, ærlighed, åbenhed, mod og handlekraft, både i forhold til omgivelserne og sig selv."
Halsen saves af
I dag er der indrettet et lille værkstedsområde i udestuen, og adskillige timer om ugen fordyber Louise sig i kunsten ved siden af sit deltidsjob, og hun udstiller de gæve kvinder på både udstillinger og kunsthåndværkermarkeder.
Den skulptur, hun arbejder på her og nu, står på bordet ved siden af genbrugsglas med pensler og en palet med malerrester. Hver skulptur bygger hun op omkring en bøgekerne fra kasseret bowlingkegle, og i dag har hun en fast aftale med et bowlingcenter om at aftage de udtjente kegler.
Ideen med keglerne opstod tilfældigt, da hun bemærkede, at keglerne har netop den runde, kvindelige form, hun var på jagt efter.
Annonse
Bøgekernen beklæder hun med træmasse, en tung, klistret dej af savsmuld, kridt, limpulver og vand. Lag for lag forvandler hun keglen til en kvindeskikkelse, inden hun maler ansigt og tøj på. Det er en langsommelig proces, for træmassen skal tørre undervejs.
"Hvis jeg sætter den nederste del af en arm på, inden den øverste del er tør, falder det hele sammen," påpeger hun.
"Men træmasse er også nemt at arbejde med – hvis jeg for eksempel beslutter, at en figur skal have en længere hals, kan jeg bare bygge videre på halsen, selv om massen er tør, eller save den af og begynde forfra."
Det flyvske blad
Med få undtagelser har de gæve kvinder samme kegleform, men de er forskellige i udtrykket: en tjenestepige, en kvinde fra Zanzibar, en oldfrue fra et hotel i Skagen.
De bærer nemlig alle på en historie om et levet liv eller en særlig livssituation.
"Det er ikke deciderede portrætter, men jeg vil gerne vise den forskellighed, vi har i os og med os.
Alle kvinderne har også blade på tøjet som et symbol på foranderlighed og bevægelse," forklarer Louise.
De historier, kvinderne gemmer på, har hun fået fortalt, eller hun har selv mødt kvinderne. Det sker også, at en kvinde, som har set Louises værker på en udstilling, beder hende skabe en figur på baggrund af en gæv kvinde i sit eget liv.
"Når jeg begynder at arbejde, bruger jeg altid en historie," siger Louise.
Annonse
"For eksempel den om Maria fra Syditalien, som jeg selv kender. Hun er en gammel dame nu, men som ung rejste hendes mand til Canada for at skabe bedre livsvilkår for familien.
Han døde kort efter, men Maria besluttede at udleve familieprojektet I Canada og fandt en måde at forsørge børnene på. I dag er børnene vendt tilbage til Syditalien."
Lys og blomster
"Jeg starter altid med en generel figur, og så overvejer jeg, om hun er en ældre kvinde, som jeg skal gøre mere nedsunken, og hvorfor hun er det. Eller er hun mere strunk og rank, fordi hun er ny i livet?
Det lyder måske fjollet, men der udspiller sig små film om kvinderne i mit hoved, når jeg arbejder," siger Louise.
"Og jeg bliver stolt, når jeg tænker på dem. De har en grundlæggende kraft, som jeg er berørt af.
Kvinder har ikke haft de nemmeste vilkår gennem tiden, men de klarer sig på trods. Og så har kvinder en evne til at snakke sammen om det, der er svært; det ser jeg også som en styrke – som noget gævt.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at alle de gæve kvinder kan bære et lys eller en lille blomst."
"Det virker måske romantisk, men det har også en praktisk betydning; de fleste af os har ikke plads til flere ting i hjemmet, så derfor er det vigtigt for mig, at mine skulpturer ikke kun står til pynt, men også kan bruges som en lysestage eller vase."
Den gæve Lillian
Annonse
Louise har selvfølgelig selv sine skulpturer stående rundt om i huset. De er dog ikke alene om at fortælle historier om gæve kvinde, for hun lever også selv op til den betegnelse.
Da hun begyndte at forme skulpturen til sin gravide datter, havde hun nemlig lige slået hovedet mod en dørkant og fået en hjernerystelse.
"Det var en stor kolbøtte i livet, fordi jeg simpelthen havde det så dårligt. Jeg kunne ikke være til på den måde, jeg plejede," fortæller hun.
"Det blev derfor også et gok i nøden identitetsmæssigt. Alle de kompetencer, jeg havde, var væk, og jeg kunne ikke se, hvornår det ville gå over, og hvordan det ville blive på sigt."
I tre måneder var Louise sygemeldt og fik det kun langsomt bedre. I den periode blev værkstedet et helle.
"Det gjorde mig glad at arbejde med hænderne, og så var jeg taknemmelig for, at noget stadig fungerede for mig," husker hun.
Følgerne af hjernerystelsen er i dag færre, men Louise føler sig stadig anderledes end før, og de gæve kvinder er derfor fortsat hendes rekreative frirum.
"Min seneste figur hedder Lillian og er inspireret af en kvinde, jeg kender rigtig godt. Hun er gravid, men hendes kæreste er ikke parat til at blive far," siger Louise.
"Alligevel beslutter hun at gennemføre graviditeten, fortsætte sin uddannelse og skabe en fremtid for sig selv og sit barn.
Det er for mig en gæv kvinde."
