Lær at strikke
SPONSORERET indhold

Lær at strikke: En sund hobby, der giver bonus til baby

Alle kan lære at strikke, og ud over at det både er hyggeligt og afstressende, så kan du samtidig lave fine ting, som dit barn kan få nytte af. Læs her, hvordan du kommer i gang med strikkepindene.

Af:: Pernille Høyrup Foto: Getty Images
23. mar. 2017 | Håndarbejde | Vores Børn

– Giv dig selv plads til at komme helt ned i gear. Her strikker og hækler vi os frem fra gamle til fornyede klæder! Sådan lyder invitationen til strikkeklub i det moderne forsamlingshus Absalon på Vesterbro i København, der til daglig danner rammen for fællesspisning og sociale aktiviteter. Og det er et meget godt billede på, at det er blevet hipt at strikke. 

– Når håndarbejde har så god vind i sejlene lige nu, så handler det om, at folk får indfriet et behov for at være unikke og lave noget, som inden andre har. Det er en måde at udtrykke sin personlighed på, mener Inga Walløe, der er indehaver af garnforretningen Sommerfuglen i København.

Her oplever de også en øget interesse for både at strikke og brodere. Ofte er det gravide eller nybagte mødre, der godt vil lære at strikke til deres baby og mormor-farmor segmentet, der måske ikke har strikket i mange år, men nu fatter strikkepindene igen, fordi deres første barnebarn snart ser dagens lys.

Inga glæder sig især over at se, at så mange unge mødre bare kaster sig ud i at lave håndarbejde uden egentlig at vide, hvordan man gør. 

– Tit køber de bare noget, de syntes er smukt, og så begynder de at brodere, eller de køber en strikkebog eller ser en video på Youtube, og så strikker de en vest. Det er fedt, smiler Inga.  

LÆS OGSÅ: Strikkeopskrift: Stribet djævlehue

Det skal være nemt

Når du første gang kaster dig ud i at strikke, er det vigtigt, at du finder et nemt begynderprojekt, som du med garanti får succes med.  

– Det kunne f.eks. være at strikke vaskeklude til baby. Det eneste det kræver er bomuldsgarn, pind 3 og 60 masker. Strik ret til kluden er kvadratisk. Det er tæske nemt, forklarer Inga. Herfra kunne du avancere til at strikke en lille undertrøje eller en vest til baby. Det er også gode begynderprojekter.

– Når det er på plads, kan du evt. gå videre med at lave en vest eller undertrøje med hulmønster og med knaphul. Så er de helt basale strikkundskaber i virkeligheden på plads og resten er træning.

Garn til babystrik

En af de ting der karakteriserer moderne babystrik er, at der ikke bliver sparet på noget. Det er slut med sweatre i akrylgarn, nu går strikkerne op i, at garnet er økologisk og har naturlige fibre. I den meget eksklusive ende er cashmeregarn populært (det er blødt og lækkert og oser af kvalitet), men også klassisk super wash garn er et hit (dvs. handlet uld, der kan tåle at gå i vaskemaskinen).

LÆS OGSÅ: Masser af strikkeopskrifter til dig selv, dit hjem og din baby

– En af de garntyper der aldrig går af mode er uld. Det holder faconen, det varmer og isolerer, og så er det vandafskyende, så en klud i de fleste tilfælde kan redde makrelmadens fald. Fordi det er en sweater, man har på udenpå noget andet, skal den i princippet kun vaskes et par gange om året. Og det behøver ikke være kradseuld, uld findes også mange bløde garntyper.

Ingen drenge- og pigefarver

Hvor mormorgenerationen stadig er glade for at shoppe garn i lyserød og lyseblå alt efter barnets køn, så er den unge generation mere farveneutrale. De køber garn i de farver, som de selv godt kan lide.– Generelt køber folk garn til baby i mørkere farver, end de gjorde tidligere. Det er især de blågrønne lidt støvede farver, der er populære lige nu, men det kan også være karrygul eller rosa, fortæller Inga.

– Retrobølgen hitter også stadig med brun og orange f.eks. til blebukser med flæser – sådan en lidt 70’eragtig romantik, der går hånd i hånd med storblomstrede tapeter og grafiske mønstre. Dog kan både den unge og ældre generation forenes i at købe de mere neutrale farver som råhvid, grå og brun.– Lige nu er det største hit små undertrøjer i gråmeleret garn og sweatre i brun, der må godt være lidt morfar over det. Det er nuttet til sådan nogle små størrelser, fortæller Inga.

Nyd dit værk

Det gode ved at strikke er, at man både kan nyde processen og resultatet. Det er afstressende at strikke – ja ligefrem ren meditation for nogen, og når strikkeprojektet lakker mod vejs ende, så er det en fantastisk følelse at afslutte projektet.

LÆS OGSÅ: Strikkeopskrifter til baby: Huer, trøjer og tæpper

– Man må godt læne sig tilbage i stolen og klappe sig selv på skulderen over, at det er lykkedes på egen hånd, ved hjælp af garntråde, at frembringe noget lækkert til din baby. Det er ganske enkelt en fed fornemmelse, og du skal bare give dig selv lov til at nyde dit værk, smiler Inga.

Velkommen i strikkeklubben og held og lykke med din nye hobby.