
SPONSORERET indhold
Sticky Buns - amerikanske kanelsnegle
Sticky Buns er faktisk kanelsnegle bagt som en tarte tatin – og de bliver virkelig gode og karamelklistrede. Opskriften er lidt mere krævende end nogle af de andre opskrifter, men det er det hele værd.
12 store kanelsnegle |
Total: en time, 40 min
Ingredienser
50 g gær
1 dl mælk
1 spsk. sukker
½ tsk. salt
1 æg, sammenpisket
100 g blødt smør
350 g mel
Fyld:
100 g blødt smør
100 g brun farin
1 spsk. kanel
Karamel-topping:
200 g brun farin
50 g smør
3 spsk. honning
1 spsk. sirup
150 g pecannødder
Sådan bager du amerikanske kanelsnegle
STICKY BUNS – AMERIKANSKE KANELSNEGLE
- Forvarm ovnen til 185 grader.
- Rør gæren ud i den lune mælk. Tilsæt sukker, salt og æg.
- Findel smørret i melet. Bland mælkeblandingen med mel- og smørblandingen, til der opnås en ensartet, glat konsistens. Lad dejen hæve lunt en halv time.
- Lav fyldet ved at røre smør, brun farin og kanel sammen. Når dejen har hævet, rulles den ud i en stor firkant og fyldet smøres på. Rul dejen sammen, og skær 12 snegle.
- Til karamelblandingen varmes alle ingredienserne, undtagen nødderne, i en gryde ved medium varme.
- Når sukkeret er smeltet, og blandingen er begyndt at boble, hældes blandingen i en form beklædt med bagepapir, hvor der er plads til de 12 snegle. Strø nødderne oven på karamellen.
- Sæt sneglene oven på karamelblandingen. De skal stå tæt sammen. Bag sneglene midt i ovnen i 15-20 min. De skal være lysebrune på toppen.
- Vend sneglene ud på et skærebræt, når de er kommet ud af ovnen og har kølet af i 5 min. Pas på den varme karamel.
- Pil bagepapiret af, og servér sneglene lune.
► SE OGSÅ: Klassiske kager, du ikke kan sige nej til
► SE OGSÅ: Mysliboller bagt som muffins