Charlett Bee Interview Eurowoman
Foto: Dennis Morton Charlett Bee står bag projektet Battle Scars, hvor hun hjælper andre selvskadende med at dække deres ar med tatoveringer i sit tattoostudie i Vejle. Se mere på Charlettbee.dk

Tatovør Charlett Bee om projektet Battle Scars: "Det vidner om, at du har overlevet noget"

33-årige Charlett Bee skar i sig selv første gang, da hun var 14 år, og ungdomslivet med selvhad har efterladt ar på sjæl og krop. Derfor hjælper hun andre selvskadende med at dække deres i sit tattoostudie.

"Kaosset boblede inde i kroppen. For at lukke det ud, var jeg nødt til at skære en lille revne i overfladen. Sådan så jeg det inde i hovedet, når jeg skar i mig selv. Det værste var, at det virkede. Det var nærmest en øjeblikkelig forløsning. Indtil jeg kiggede ned ad armen, og tænkte: "Fuck, nu skal jeg bortforklare det i en måned, mens såret heler." Men følelsen kunne noget. Desværre."

"Projektet Battle Scars står mit hjerte meget nær, fordi jeg føler, at jeg gør en forskel. Jeg har meget lavt selvværd, og det giver mig selvtillid at hjælpe andre. Det hedder Battle Scars, fordi det vidner om, at du har overlevet noget. Selv om det ikke har været en krig i traditionel forstand, er det en meget personlig krig. Jeg har set, hvad det betyder at få dækket ar, der minder dig om noget tragisk. Ar efter selvskade sidder ofte så synligt, at det er det første, andre ser, når du fx giver hånd. Ved at dække arrene med tatoveringer kan du fortælle din historie på dine præmisser, når du er klar til det."

LÆS OGSÅ: ”Er jeg for evigt ødelagt af min dårlige barndom?”

"Kunderne går ikke fra butikken og er repareret, men det er en del af bearbejdelsen at få arrene fra fortiden dækket. Min personlige erfaring giver mig noget at byde ind med, og samtalerne med kunderne har også en positiv indvirkning på mig. Det er næsten gruppeterapi og har hjulpet mig med at sætte min egen smerte i perspektiv og gøre mig klogere på min egen sygdom. Hvis jeg kan give råd til andre, hvorfor kan jeg så ikke selv efterleve dem? Jeg får mere ud af at dele erfaringer med andre psykiske udfordrede end ved at gå til læge eller psykolog."

"Det er vigtigt at have fokus på psykisk sygdom og ustabilitet, fordi det er så tabubelagt. Det skal være lige så naturligt at tale om psykiske udfordringer, som det er at tale om diskusprolapser, gigt etc. Jeg taler åbent om min egen historie og oplever, at det også får andre til at byde ind. Det letter deres byrde at vide, at de ikke er alene. Vi er rigtig mange med negative tanker og følelser om os selv."

"Jeg tror også, at tatoveringerne har en symbolsk betydning. De ændrer simpelthen den følelse, du får i kroppen, når du ser arrene, fra noget negativt til noget positivt. Du kan stadig mærke dem, ujævnhederne i huden går aldrig helt væk, men der er et andet blikfang. Mine ar minder mig om, hvor jeg ikke skal hen igen. Og at jeg er stærk nok til at kunne samle mig selv op fra bunden."

"My Little Pony-tatoveringen sniffer en regnbue, og min CareBear-tatovering ryger en vaffelis. Jeg har faktisk også et løg på indersiden af overarmen, som skærer sig selv i stykker, og som er et helt tydeligt symbol på min selvskade. Det har jeg valgt, fordi jeg godt kan lide at tage noget tabubelagt, tage pis på det og give det et farverigt og glad udtryk. Mine tatoveringer er en blanding af alle mine dårlige sider, som bliver genfortalt på en komisk måde, så det bliver lidt mindre seriøst. Det er nødvendigt at løsne det lidt op."

LÆS OGSÅ: Chefredaktør Anne Loses ærlige brev til sin krop

"Tidligere tilbød jeg to timers gratis tatovering udenfor arbejdstid to gange om ugen, men min psyke har været nedadgående det sidste års tid. Jeg havde et svært tilbagefald sidste år, hvor jeg for første gang i mange år skar mig med en kniv igen. Så jeg måtte indse, at jeg ikke havde overskuddet længere, men jeg vil fortsat meget gerne hjælpe andre selvskadende videre. Derfor har jeg valgt at tilbyde en rabatordning på tatoveringerne i stedet, så jeg kan forsvare at gøre det i arbejdstiden."

"Selv om du har lagt kniven fra dig og ikke skader dig selv på den måde længere, bliver du ofte ved med at finde måder at spænde ben for dig selv på. For mig bunder det i, at jeg ikke under mig selv noget godt, fordi jeg ikke mener, at jeg er det værd. Det selvskadende bliver ved med at være der. Det bliver ved med at være en go to, og det er ikke altid, jeg er opmærksom på, at det er det, jeg gør. Det kan være alt fra selvmedicinering med hash til dårlige parforhold, og at jeg kradser mig selv til blods i utrygge situationer. Jeg ved godt, at det ikke er godt for mig, men det er sådan, det er at være selvskadende."

"Selv om det er en svaghed at være selvskadende, er det også en styrke. Du forstår andre menneskers udfordringer og kan relatere til dem på en anden måde end de fleste. Du har et andet perspektiv på livet og ved, at du aldrig er så stærk, at du ikke kan knække. For alle kan knække."

Se, hvad vi ellers skriver om: Tatoveringer og Interview