Er han en dreng eller pige? Modebranchen leger med kønnene
SPONSORERET indhold

Er han en dreng eller pige? Modebranchen leger med kønnene

Modebladene er ikke længere forbeholdt kvinder.

22. sep. 2015 | Mode | Eurowoman

Det var kun et enkelt ord i en enkelt sætning, men det betød alligevel alverden, da Barack Obama i januar nævnte transgender i sin årlige State of the Union-tale med fokus på lige rettigheder for alle grupper i befolkningen.

Ikke blot blev han dermed den første amerikanske præsident, der officielt har taget ordet i sin mund, han blev også en manifestation af den holdningsændring over for transkønnede personer, der netop nu spirer i samfundet.

LÆS OGSÅ: 17-årige Vincent går i kvindetøj på catwalken: ”Jeg kunne slet ikke forestille mig at være en pige"

En holdningsændring, der blev ekstraordinært udtalt, da den olympiske guldvinder og realitystjerne i Keeping Up with the Kardashians, Bruce Jenner, to måneder senere afslørede, hvad alle havde gisnet om i flere år: at han er transkønnet. Og at han har tænkt sig at leve resten af sit liv som kvinde.

Forvandlingen blev vist frem på forsiden af Vanity Fairs julinummer, hvor Bruce Jenner, der nu hedder Caitlyn til fornavn, er fotograferet i 50’er-pinup-stil med perfekt makeup, bølgende krøller og en hvid corsage, der afslører en krop med kvindelige attributter og former.

Jenners vilde forvandling markerer en æra
“I’m so happy after such a long time struggle to be living my true self. Welcome to the world, Caitlyn. Can’t wait for you to get to know her/me,” tweetede Caitlyn Jenner, og folk over hele verden kvitterede med jubel over hendes ærlighed, mod og skønhed.

I Caitlyn Jenner har en udsat og overset gruppe fået et forbillede, der er med til at bringe forståelse og accept.

“Kønnene er det sidste store tabu, som er i gang med at blive brudt, og lige så snart du får en menneskelig historie på noget, du ikke forstår, er det med til at forandre tingene. Det har gigantisk betydning, at en mandlig olympisk guldvinder springer ud som kvinde på forsiden af Vanity Fair. Det får folk til at forholde sig til det, han står for, og til at forstå, at her er der noget, som jeg skal huske at respektere. Det får folk til at se transkønnede som mennesker,” mener Chris Pedersen, der er tilrettelægger og vært på DRK’s modeprogrammer.

Tv elsker transkønnede 
Caitlyn Jenner er lige nu uden tvivl den stærkeste stemme i kampen for accepten af transkønnede, men hun er langtfra den eneste. Folkene bag tv-serien Orange Is the New Black har castet skuespillerinden Laverne Cox til at spille seriens transkønnede indsatte, Sophia Burset, og det er ikke bare en rolle, hun spiller.

LÆS OGSÅ: Vogue sammenligner dansk upcoming model med Cara Delevingne

Laverne Cox er rent faktisk transkønnet, også når kameraerne er slukkede. Og så er hun aktiv frontkæmper for sin egen minoritet og blev i 2014 den første mørke transkvinde på forsiden af Time Magazine.

Serien Sense8 har også en transkønnet skuespiller i en transkønnet rolle, nemlig Jamie Clayton, der spiller hackeren Nomi Marks. En rolle, der er inspireret af seriens instruktør, Lana Wachowski, som selv er transkønnet.

Også serien Transparent sætter fokus på problematikken med historien om en far til tre, der vælger at leve sin alderdom som kvinde, og til november kommer filmen The Danish Girl med den Oscarvindende skuespiller Eddie Redmayne i rollen som den danske transkvinde Lili Elbe, der som den første i historien fik en kønsskifteoperation fra mand til kvinde.

Lea dannede fortrop 
Også i modebranchen ses en stigende accept af transkønnede. Designere har traditionelt aldrig været bange for at lege med kønsrollerne, og i år sås det særlig tydeligt hos Gucci, hvor den nye chefdesigner Alessandro Michele viste en herrekollektion med blonde- og silkebluser, som kvinder lige så nemt kunne hoppe i som mænd.

“Det var et tydeligt tegn på noget, som sker omkring os. En stærk bekræftelse af den frihed, der begynder at være langt stærkere end tendensen til at sætte folk i bestemte kasser,” kommenterede Alessandro Michele efterfølgende.

LÆS OGSÅ: "Jeg tænkte: Ej hvor vildt, at jeg kysser med en pige, men jeg vidste med det samme, at det var det helt rigtige" 

Og de transkønnede modeller er lige så stille ved at kravle op på toppen af branchen. Brasilianske Lea T blev hyret af Givenchys Riccardo Tisci til husets efterårskampagne 2010, og siden har hun gået utallige shows, optrådt i Vogue og er senest udråbt som talskvinde for Redken. Riccardo Tisci har afsløret i Details Magazine, at han hyrede Lea T – som har taget T’et for at ære deres nære venskab – til kampagnen, så hun kunne betale for sin kønsskifteoperation, samtidig med at han gerne ville være med til at nedbryde barrieren for transkønnede i modeindustrien. Og et stykke hen ad vejen ser det ud til, at det er lykkedes.

Andreja er blevet kommerciel
Siden er bosniske Andreja Pejic, der undergik en kønsskifteoperation i 2014, blevet et eftertragtet navn til shows for Marc Jacobs og Jean Paul Gaultier og senest som ansigt for Make Up For Ever, mens amerikanske Arisce Wanzer har været model for Opening Ceremony.

Og i 2014 fotograferede stjernefotografen Bruce Weber 17 transmænd og transkvinder til det amerikanske stormagasin Barneys’ forårskampagne Brothers, Sisters, Sons & Daughters. Billeder, der var ledsaget af deres private tanker og historier.

“Det var vigtigt, at vi ikke bare fotograferede dem, men også fortalte deres historier, så folk forstod, at det her ikke blot var et kommercielt stunt. Det var virkelighed. Man kan ikke andet end at have enorm respekt for deres mod,” sagde Bruce Weber om kampagnen.

Transkønnede er god pr-strategi
Jesper Thomsen, der er direktør for modelbureaet Unique, mener, at tendensen med de transkønnede modeller udspringer af flere ting.

“Først og fremmest kan en model som Andreja Pejic skabe publicity. De brands, der booker hende, køber ikke bare et pretty face, de køber sig også til hendes historie. Kynisk kan man sige, at brands booker hende for at fremstå mere moderne og tolerante, snarere end fordi hendes look passer lige præcis til dem. Der er klart et politisk statement i det, men det er også et stort og meget vigtigt skridt, at modebranchen tør bruge transkønnede modeller. De har længe været de mindst socialt accepterede og den mindst integrerede del af LGBTQ-familien (Lesbian-Gay-Bisexual-Transgender-Queer, red.). At Andreja Pejic bliver ansigt for et kæmpe brand som Make Up For Ever, kan forhåbentlig være med til at øge accepten,” siger Jesper Thomsen, der mener, at brugen af transkønnede modeller også er et udtryk for den androgynitet, der ses i moden.

LÆS OGSÅ: "Jeg har oplevet at afvise en pige, fordi jeg ikke havde lyst til sex"

“Tendensen handler også om udviskelsen af køn. Androgynitet ses med Alessandro Micheles ekstremt feminine herrekollektion for Gucci, Hedi Slimane har leget med det udviskede køn i mange sæsoner hos Saint Laurent, og vi ser en masse feminine herremodeller og rigtig mange drengede pigemodeller,” siger Jesper Thomsen og fremhæver den svenske model Erika Linder, der ofte poserer stylet som en dreng, samtidig med at hun lige har gået sit andet kvindeshow for Louis Vuitton.

I Danmark er der endnu kun få transkønnede modeller at vælge imellem, så Jesper Thomsens bedste bud på den androgyne tendens herhjemme lige nu er modellen Freja Beha Erichsen, der med sit udseende kan spille både på et feminint og maskulint look.

“Jeg tror ikke, at markedet vil blive oversvømmet af transkønnede modeller, ganske enkelt fordi der ikke er så mange at vælge imellem. Men der er ingen tvivl om, at den næste smukke transkønnede model, der dukker op, vil have nemmere adgang til både bureauer og kunder.”

50 forskellige måde at definere dig selv på Facebook
Sidste år føjede Facebook 50 nye termer til listen over, hvad vi kan vælge at definere os som, når vi laver en profil. Facebook har tidligere fået en anerkendende pris for at tage hensyn til homoseksuelle, og nu har de taget skridtet videre. Indtil nu fungerer det kun, hvis man har sin profil indstillet på engelsk, men signalet er tydeligt. Det samme er det, at det nu er muligt at søge ind på amerikanske kvindeuniversiteter uden at være født som kvinde.

LÆS OGSÅ: "Jeg lider hverken af anoreksi eller bulimi, men ja, jeg har nok et lidt forskruet forhold til mad"

Historisk set har transkønnede levet skjult i samfundet, og ifølge Marie-Louise Holm, der forsker i transhistorie på Linköping Universitet, var det først, da Christine Jorgensen, en amerikansk transkvinde med danske rødder, gennemgik en medicinsk forandring i Danmark i 1951 og 1952 og blev den første internationale transkønnede mediestjerne, at viden om transkønnethed blev udbredt til den brede befolkning.

“I samfundet generelt har personer, som andre vidste eller fandt ud af var transkønnede, altid haft mange problemer med diskrimination. De er ofte blevet betragtet som værende unormale eller psykisk syge både af folk omkring dem og i sundhedssystemet, og de har haft svært ved at få og beholde job og bolig. De er ofte blevet udstødt af familie, venner og omgangskreds, udsat for trusler og vold og for diskrimination i forskellige statslige systemer, og de har levet uden rettigheder eller statslig beskyttelse,” siger Marie-Louise Holm.

Udtrykket gør det lettere for de trandskønnede
Netop Christine Jorgensen kan ses som datidens pendant til Caitlyn Jenner. Et forbillede for andre i en lignende situation.

“Historisk set har det været vigtigt for mange transkønnede, at de kunne pege på personer som Christine Jorgensen og bruge den psykiatriske kategori transseksuel til at sige: “Det er også sådan, jeg er.” Forbilleder og kategorier har givet en basis for en identitet, som mange transpersoner selv har følt sig hjemme i, og som andre omkring dem kunne genkende. At en kønslig variation får et navn, kan nogle gange gøre, at folk lettere accepterer det anderledes.”

Marie-Louise Holm mener, at holdningsændringen til transkønnede i høj grad skyldes det politiske og personlige arbejde, som transpersoner har gjort igennem årtier for at gøre opmærksom på problemer med diskrimination, manglende rettigheder og utilstrækkelig adgang til behandling i sundhedssystemet.

Nu kommer de også til orde
I Danmark begyndte de homoseksuelle bevægelser og transbevægelser at arbejde sammen i starten af 00’erne, hvilket resulterede i et navneskifte for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske til LGBT Danmark, der nu arbejder for både homo-, biseksuelles og transkønnedes rettigheder.

Sammenlagt med den stigende opmærksomhed på transkønnede i medierne betyder det et stort skifte i manges manglende tolerance og accept af de transkønnede.

“I de sidste 10 år er der kommet mange flere positive portrætter af transpersoner, hvor journalister har ladet dem komme til orde for at fortælle om deres erfaringer og holdninger. Der er i stigende grad kommet en stemning af, at de selvfølgelig bør have rettigheder og accepteres i et demokratisk samfund,” siger Marie-Louise Holm.

LÆS OGSÅ: "Danske mænd er lendige til at date" - og 4 andre ting, der gør det svært at være udlænding i Danmark 

Ligestillingens brede budskab
Ifølge professor Bente Rosenbeck, der forsker i bl.a. kvinde- og kønshistorie på Københavns Universitet, er accepten sket langt hurtigere, end man tidligere har set, når det gælder kønskampe.

“Ser man tilbage i historien, har der været en stærk konservatisme omkring køn. Jeg har netop læst en nekrolog over en 92-årig kvinde, der som barn ikke måtte få briller, for det var ikke passende for en pige. Så kvinder har måttet kæmpe meget længe for deres rettigheder. I det lys kommer det bag på mig, hvor hurtigt man fx har ændret holdning til homoseksuelle. Selv om nogen synes, at det har taget lang tid, er det sket relativt hurtigt. Og når folk begynder at ændre holdning til en udsat gruppe, bryder man grænserne for, hvad der er det normale,” siger Bente Rosenbeck, der ser det som en helt naturlig udvikling, at kampen for accept nu er nået til de transkønnede.

“Det seksualpolitiske kom på dagsordenen i 70’erne. Dengang var de homoseksuelle mindst lige så usynlige som de transkønnede, men med tiden kræver flere grupper at være en naturlig del af samfundet og stiller dermed krav til deres position. Vi er nu der, hvor vi har arbejdet os frem til, at ligestilling er et bredt begreb, der gælder både racer og minoriteter.”

Også Chris Pedersen peger på ligestilling som en afgørende grund til, at de transkønnedes kamp er sat så hårdt ind.

“Vi har en kultur, hvor markedet er modnet til, at man leger med koderne. Det sker samtidig med, at vi har haft den første kvindelige statsminister herhjemme, og at vi måske får den første kvindelige amerikanske præsident. Ligestillingen er for alvor begyndt at sætte ind, og de personer, der nu begynder at sidde i vigtige positioner, er vokset op med nogle andre idealer, hvor det har været naturligt, at der var andre køn i medierne, og hvor man har italesat meget omkring kvinder, mænd og køn. Og jo mere man taler om en virkelighed, desto mere bliver det den måde, vi tænker på. Udviklingen er noget af det vildeste, jeg har oplevet. For 10 år siden havde jeg ikke forstillet mig, det kunne ske,” siger Chris Pedersen og påpeger, at verden er begyndt at tænke på køn som værende en rolle frem for udelukkende biologi.

“Judith Butlers værk Kønsballade, som er et hovedværk i kønsteorien, dyrker teorien om, at man bliver født nøgen, og derefter tager man et køn på og lærer at være mand og kvinde. De tanker var massive i 90’erne, og de er begyndt at slå igennem nu. Vi er begyndt at kigge på, hvad det er for nogle kulturkoder, vi lægger på hinanden, og hvorfor vi har så meget behov for at putte folk i kasser.”

Andreja bliver kampagnemodel for makeup-mærke
Og måske er kasserne ved at blive pillet fra hinanden. Snart ser vi Andreja Pejics smukke træk i Make Up For Evers omfattende makeupkampagne, og lige om lidt drager Caitlyn Jenner på turné i USA med sit eget realityshow som en nulevende milepæl i kønshistorien.

“Nogle steder i kulturen sker der noget, som er så vildt, at det resulterer i et markant skred i tiden, og om 100 år vil Caitlyn Jenner stå som en kæmpestor figur i kønsdebatten. Der er lang vej endnu, og når det stadig skaber opmærksomhed, at en transkønnet model som Andreja Pejic får en kampagne, er vi ikke i mål. Men på et tidspunkt vil man ikke løfte øjenbryn, men blot tænke, at hun er en smuk kvinde. Det håber jeg da.” 

LÆS OGSÅ: 24 stadier, alle gennemgår, når de tror, at deres aften skal slutte efter en enkelt 

LÆS OGSÅ: Robert: "Jeg frygter, at jeg aldrig kan forelske mig igen"  

LÆS OGSÅ: 7 øjeblikke med Beyonce, der får dig til at klappe i hænderne over dit køn