Victoria-mundbind fra Helmstedt
SPONSORERET indhold

Er et af tidens vigtigste accessories mere end et værn mod virus?

Pludselig er de over det hele: i den offentlige transport, i butikker og i gadebilledet. Modebranchen har også taget mundbindet til sig. For det er ikke kun et værn mod virus, det er også blevet et statement. Et det noget, vi skal vænne os til, eller vil vores nye accessory forsvinde igen, ligeså hurtigt som virussen kom?

Af:: Inger Christine Løwe Foto: PR
26. okt. 2020 | Mode | Eurowoman

Da modellerne gik på catwalken til Marine Serres show under Paris Fashion Week i februar, havde de mundbind og ansigtsmasker på. Og det var ikke de lyseblå engangsmasker, som kan købes overalt til 15 kroner. Det var specialdesignede masker med mærkets karakteristiske halvmåner, der var en integreret del af showet.  

Bella Hadid har lagt billeder på Instagram med mundbind, Kim Kardashians mundbindskollektion blev revet væk, og til Grammy-uddelingen i februar i år optrådte Billie Eilish med et Gucci-mundbind, der matchede resten af hendes outfit.

Siden er coronavirussen blevet en global pandemi, og flere lande har haft påbud om at bære mundbind i det offentlige rum, ligesom det (indtil videre) er blevet et krav i den kollektive trafik herhjemme. 

LÆS OGSÅ: Nanna Hjortenberg: “Det har faktisk inspireret mig, at verden gik helt ned i tempo”

En af de danske modeskabere, der har lavet et mundbind, er Kim Felecia, der står bag The Slow Fashion Movement. I marts 2020, under coronanedlukningen, brugte hun to uger og 500 perler og sten, som hun syede på et mundbind af ubleget bomuld.

“Corona har givet mundbindet momentum lige nu. Men for mig symboliserer masken og munden også tavshed. Vi ser alle tavse til, at naturen svinder ind, og det budskab ville jeg gerne ud med,” siger Kim Felecia.

“Naturen fik noget af sin kraft tilbage under corona, hvor forureningen dalede.” 

Kim Felecia mundbind.jpg
De håndsyede mundbind fra Kim Felecia er et statement i sig selv .Foto: PR.

Kim Felecias mundbind er unika og består både af naturskabte og kunstige sten og perler. Det er kontrasten mellem de to, der skal pege på det forurenings- og overproduktionsproblem, som Kim Felecia mener, modebranchen har. På den måde er det håndsyede mundbind også et statement. 

“Det kan ikke udelukkes, at jeg vil gøre mundbindet til en permanent del af mit arbejde. Men jeg synes, at det er gået stærkt med mange af de mundbind, vi ser. Det er jo noget, der dækker for vores luftveje, og som folk potentielt kan have på i lang tid ad gangen. Der er mange kemikalier i sort og hvid, ja, faktisk i alle farver. Så de sundhedsmæssige aspekter skal være helt på plads, før jeg begynder at lave ready-to-wear-mundbind.”

Kim Felecia har tidligere designet et statementmundbind til Copenhagen Fashion Week i 2019. 

“Mundbindet har hele tiden været omdrejningspunkt for min designpraksis, fordi det netop også sætter fokus på bæredygtighed og forurening”. 

billie eilish mundbind.jpg
 Billie Eilish til Grammy Awards med Gucci-mundbind. Foto: Getty Images.

Men nu er folk begyndt at spørge, om de er til salg, og Kim Felecia tror også, at vi i fremtiden vil se mange avantgarde mundbind og masker, der dækker mere end bare luftvejene. Givenchy har fx allerede designet en kombineret kasket og mundbind. 

En ny identitetsmarkør

Modebranchen – både herhjemme og internationalt – har været hurtig til at omstille sig og er begyndt at designe og producere mundbind, fx danske Helmstedt og Mia Bæk, og på Instagram sælges mundbind syet i moderigtigt Liberty-stof. Bl.a. af Anton Bruusgaard, som satte sig for at lave et mere bæredygtigt alternativ til engangsmundbind, der stadig tager højde for Sundhedsstyrelsens retningslinjer. 

“Min lillesøster Anna og jeg gik i vores mors stofkasse og fandt Liberty-rester fra gamle tunikaer og sengetøj, som hun selv har syet. Jeg fik hurtigt lavet et snitmønster, og siden da har jeg produceret masker non-stop hver dag efter arbejde,” siger Anton Bruusgaard.

LÆS OGSÅ: Mode efter Covid-19: "Vi ser allerbedst ud, når vi også har det godt"

Ifølge trendekspert Anja Bisgaard Gaede skal tendensen både forstås som udtryk for samfundssind, men også som en måde at tjene penge på.

“Mundbindene er ikke dukket op, fordi de er smarte, men på grund af officielle krav eller af sundhedsmæssige årsager. Modeproducenterne forsøger så at gøre dem smarte ved at lave dem til en accessory, som de kan brande sig selv med. Burberry laver dem med deres tern eksempelvis.” 

Mundbindene er altså ikke bare blevet en eftertragtet vare, men i en del lande og regioner et direkte krav, og modebranchen øjner markedsandele.

“Hvis de officielle krav om mundbind fortsætter, kan det betyde, at de bliver en ny identitetsmarkør, som skal blende ind i resten af dit outfit og være med til at fortælle, hvem du er,” siger Anja Bisgaard Gaede. 

“På den måde bliver mundbindene accessories ligesom huer, vanter og iPhone-covers.” 

Mundbind af Liberty-stof fra Anton Bruusgaard.jpg
CaptiMundbind af Liberty-stof fra Anton Bruusgaard, 100 kr.on. Foto: PR.

Selv om mundbind som modefænomen virker nyt, er det kun inden for den vestlige mode. I flere asiatiske lande har mundbind længe været en accessory. 

Japan er et af de lande i verden, hvor der bliver solgt og brugt flest mundbind, fordi det er blevet et udtryk for god opdragelse. Det kan spores tilbage til den spanske syge i 1918, men også SARS og fugleinfluenza fik brugen af mundbindene til at accelerere. Andre steder bruger folk primært mundbind for at beskytte sig mod luftforening. Og det er netop en af grundene til, at mundbindet sandsynligvis ikke kommer til at være ligeså iøjnefaldende i gadebilledet herhjemme, vurderer trendekspert Anja Bisgaard Gaede. 

“I Danmark har vi en forkærlighed for vores luft. Den vil vi gerne blive ved at indånde uden mundbind. Men hvis det kommer til en koncertsituation, hvor man er nødsaget til at stå tæt, kan mundbind være løsningen,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Frederik Bille Brahe: “Lige pludselig lægger jeg mærke til mine stamkunder”

Til gengæld mener hun, at coronavirussen vil komme til at ændre vores måde at bruge og designe accessories generelt.

“Tasken vil ændre sig, ligesom den ændrede sig, da mobilen kom, og man havde brug for en lomme til den. Jeg kunne forestille mig, at der vil blive lavet tasker med indbyggede lommer til håndsprit, mundbind og handsker, som også vil få et comeback.”  

burberry mundbind.jpg
Mundbind fra Burberry, 800 kr. Foto: PR.

Mærket Randers Handsker har allerede været ude med et ny, hæklet og anti-bakteriel handske, som kan virke beskyttende, og de har også lavet en fitnesshandske. 

Og det er ikke bare et sæsonbetinget comeback, Anja Bisgaard Gaede hentyder til. Hun mener, at coronapandemien gennemgribende vil forandre vores fremtid, hvis ikke for altid, så i hvert fald i uoverskueligt lang tid. 

“Vi har en forestilling om at vende tilbage til en normalitet, men det tror jeg ikke længere på. Vaccineprogrammet har lange udsigter, og virussen muterer, så vi må nok vænne os til, at pandemien vil gennemsyre mange beslutninger fremover, også i moden.” 

Anbefalet til dig