Sinéad O’Dwyer

Foto: Leonardo Casalini, Robert Damisch, Getty Images og Federico Pompei Designer Beate Karlsson (@beate.karlsson) er blevet kaldt den nye Martin Margiela. Her er hendes kæmpeklør af et par støvler for italienske AVAVAV.

"Tøj bliver ikke skabt til at passe alle kropstyper"

Støvler, der ligner kæmpeklør, silikone-bodycasts, brynjekjoler af guld- og sølvkæder og Kim Kardashians sorte og heldækkende Balenciaga-dragt, der forvandlede hende til et insekt. Kunst og mode har altid flirtet med hinanden og udfordret, hvad vi tager på og opfatter som tøj. Vi ser nærmere på, hvorfor særligt de unge designere leger med tendensen og de gængse idealer om krop, køn og skønhed lige nu.

De går op til knæet og skinner, som var de trukket op fra en slimet grotte. For neden deler de sig i fire kæmpeklør, der ligner kyllingefødder. Hvad er det? Et H. P. Lovecraft-monster? Næ, det er såmænd bare de støvler, musikeren Doja Cat slentrede rundt i, da hun var vært til MTV Video Music Awards i september 2021.

Støvlerne er designet af svenske Beate Karlsson, der er chefdesigner for det italienske tøjmærke AVAVAV, og de er helt seriøst ment som noget, du kan tage på. Under modeugen i Milano viste designeren Rick Owens sig frem i dem. Beate Karlsson, der af mode- og livsstilsmagasinet Dazed & Confused, er blevet kaldt den nye Martin Margiela, er én ud af mange designere, der lige nu skaber wearable kunstneriske, designkreationer, der får dig til at spærre øjnene op og sprænger grænserne for, hvad mange nok ville opfatte som tøj.

LÆS OGSÅ: Sille Henning: "Dem kommer jeg aldrig til at skille mig af med"

Doja Cat Video Music Awards
Musikeren Doja Cat havde noget, der lignede kyllingefødder på til MTV Video Music Awards.

I London har den up-and-coming kunstner og designer Sinéad O’Dwyer ad flere omgange været i medierne pga. sine kollektioner, der inkluderer silikone-bodycasts, der ser ud, som om du er iført en anden persons torso, og en anden britisk designer, Grete Henriette, skaber kjoler af guld- og sølvkæder med ornamenter på, så de ligner brynjer.

Også de lidt mere etablerede brands og modehuse følger med. I juni sidste år viste Han Kjøbenhavn nogle vilde showpieces, der lignede en form for scifi-bondage-overlevelses-wear, og tendensen viser sig selvfølgelig også hos Balenciaga, som stod bag den sorte, tætsiddende dragt, Kim Kardashian troppede op i til Met Gala, og som dækkede hendes krop og ansigt fuldstændigt, så hun næsten lignede et ansigtsløst insekt.

Der findes et utal af eksempler og lige så mange forskellige visioner bag de outrerede outfits. Men der anes alligevel en rød tråd blandt mange af særligt de unge vilde designere, lyder det fra 27-årige kurator og modeekspert Jeppe Ugelvig.

“Kunst og mode har overlappet ad flere omgange de seneste 150 år. Grunden til, at tendensen er stor lige nu, er en blanding af flere ting. En af dem er, at det er en måde for unge skabere at udfordre modeindustrien, kropsidealet og ‘det normale’ inden for modeverdenen,” siger Jeppe Ugelvig.

Han har skrevet bogen Fashion Work 1993-2019 og kurateret udstillingen Wearables på det danske galleri Etage Projects, der viste tøj og kunstværker, som befandt sig i det sprudlende krydsfelt.

Sinead O'Dwyer
“Det gælder om at skabe plads til brysterne uden at omforme dem,” siger Sinéad O’Dwyer (@sjodwyer), der er en af de designere, som blander mode og kunst. Her er det en kreation fra hendes A/W 21-kollektion

At have en andens krop på

I et studie i Wood Green i udkanten af det nordøstlige London sidder designeren Sinéad O’Dwyer. Hun er 30 år og har gået på ArtEZ University of the Arts i Arnhem og Royal College of Art i London. På den anden side af skærmen, som vi taler igennem, kan man se rækker af billeder af kroppe i forskellige størrelser og former og med forskellige etniciteter. Hendes nyeste kollektion, Domiciliary, er inspireret af kvinder, der arbejder som hushjælp og babysittere, og har spredt sig vidt på de sociale medier.

Det er ikke første gang, at Sinéad O’Dwyer har skabt opmærksomhed omkring sig selv med sine udfordrende kreationer og kollektioner. Hendes afgangskollektion fra Royal College of Art i 2018 bestod af silikoneafstøbninger af nøgne kvindetorsoer, der så markant anderledes ud end de kvindekroppe, man normalt ser afbilledet i modeverdenen – både i forhold til form og størrelse.

Silikoneafstøbningerne blev hyldet af mange af de store modemagasiner og er efterfølgende blevet båret af sangerne Björk og Arca for bare at nævne to.

Sinéad O’Dwyer er en af de designere, der blander mode og kunst og tager forestillingen om tøj i en ny retning. For hende handler det især om at udvide opfattelsen af, hvordan den normale krop ser ud, og hvilke kroppe tøj er skabt til, forklarer hun.

“Ud over at skabe mere divers repræsentation inden for modeverden, som virkelig er vigtigt for mig, så undersøger jeg, hvordan de klassiske designmønstre og standardstørrelser er med til at forvrænge forestillingen om den normale krop,” siger Sinéad O’Dwyer.

“Hvis du prøver et stykke tøj, og det ikke passer, skaber det en negativ fortælling om din krop. Du tænker, at det er den, der er noget galt med. Men det, mange ikke ved, er, at når du har et stykke stangtøj på, når du tager nærmest hvilken som helst kjole på, ifører du dig i virkeligheden en anden persons krop.”

Beate Karlsson
Klip en tå. Beate Karlssons finger shoes for AVAVAV.

Pointen med Sinéad O’Dwyers afstøbninger var heller ikke, at man skulle få en afstøbning af sin egen krop – det ville være alt for dyrt og besværligt at producere, tilføjer hun. Nej, ideen var, at det skulle være tydeligt, at du havde en andens krop på.

Tøj bliver ikke skabt til at passe alle kropstyper. Når en kollektion bliver lavet, vælger designeren eller tøjfirmaet en krop, som de designer kollektionen ud fra. Den krop har de seneste mange år været “tynd, flad og urealistisk,” forklarer Sinéad O’Dwyer.

“Jeg har selv kæmpet med psykiske problemer og har lidt af spiseforstyrrelser en stor del af mit liv. For mig var det utroligt helende at finde ud af, at tøj ikke skabes til at passe alle slags kroppe. For så gav det jo mening, at det ikke passede mig. Modeindustrien har glorificeret og dyrket size 6 til et punkt, hvor piger og kvinder udvikler spiseforstyrrelser, så de kan presse sig ned i den størrelse. Det kan godt være, at modeindustrien vil forsvare sig ved at sige, at der jo er efterspørgsel på de størrelser, men de har selv skabt den efterspørgsel. De har simpelthen skabt den størrelse i bybilledet,” forklarer Sinéad O’Dwyer.

Og det gælder ikke kun størrelser. Også formen på tøjet er diskriminerende og ikke mindst urealistisk: Den flade røv, de tynde lår og bryster, der ikke hænger. Selv hvis du er en størrelse 6, er det ikke sikkert, at din krop passer til formen på tøjet, forklarer hun. Lige nu kigger hun også på, hvordan man kan skabe nye måder at skære og designe bryststykket på uden at diskriminere forskellige former for bryster.

“Det gælder om at skabe plads til brysterne uden at omforme dem. Det gælder egentlig alle kropsdele,” siger hun.

I sine nye kollektioner har Sinéad O’Dwyer bevæget sig væk fra silikoneafstøbningerne. De er mere ready-to-wear og ikke helt så skulpturelle. Men de afviger stadig fra normen, særligt i forhold til størrelser. Normalt tilbyder firmaer størrelserne 6-14, men Sinéad O’Dwyer går op til størrelse 28. For ikke at komme til at gentage de klassiske modehuses fejl med at glorificere én kropstype, vælger Sinéad O’Dwyer også en ny kropstype til hver kollektion for at inkludere alle.

“De store kvinder og store størrelser er stadig underrepræsenteret – selv om der inden for de seneste par år er sket en forbedring på den front. Der er virkelig mange fordomme og stereotype ideer om hvem og hvilken størrelse, der kan få lov at gå shows, og ikke mindst hvad de får på af tøj. Med mine kollektioner prøver jeg at pege på det problem samtidig med, at jeg prøver at udfordre stereotyperne,” siger hun.

LÆS OGSÅ: ”Måske er det opskriften på et godt outfit?”

Jeppe Ugelvig

Jeppe Ugelvig (@jeppeugelvig) kuraterede udstillingen Wearables på designgalleriet Etage Project

Når tøj bliver kunst

Det var egentlig ikke hensigten, at Sinéad O’Dwyer med sine silikoneafstøbninger ville placere sig selv i en kunstnerisk kategori – det skete ligesom bare. Men hvornår bliver tøj til kunst? Og hvorfor?

“Ofte tror jeg, det har noget med formen at gøre, at det bliver skulpturelt. Det spiller også ind, at det er unikt. Men det handler især om wearability. Vi registrerer generelt mode ud fra, om det passer til vores egen krop, og om vi selv kan have det på. Hvis vi ikke kan gå i det til hverdag, har vi det med at kategorisere det som kunst,” siger Jeppe Ugelvig.

Spørgsmålet om hvorvidt kunst kan være mode, er egentlig ikke interessant, fordi det vil altid komme an på beskueren, siger han. Men det er værd at kigge på, hvorfor flere designere igen lægger sig i spændingsfeltet.

“Sidste gang mode og kunst lå tæt op ad hinanden var i 90’erne – et årti, der både modemæssigt og popkulturelt er meget fokus på lige nu. Men dengang var modeverdenen mere specialiseret og lå generelt tættere på kunstverdenen,” siger Jeppe Ugelvig.

Som eksempler på 90’ernes kunstneriske design kan man nævne Comme des Garçons Body Meets Dress, Dress Meets Body-kollektion fra 1997, hvor Rei Kawakubo havde designet elegante kjoler, der gav kroppene inde bag en helt anden form og fik det til at se ud, som om modellerne fx havde pukler på ryggen og ekstra legemesdele. Eller Thierry Muglers modeshow i Cirque d’Hiver i Paris i 1995, der af The New York Times er blevet kaldt “The Woodstock of Fashion” og inkluderede rober og hovedbeklædning a la Cruella de Vil samt scifi-inspirerede metallic bodysuits.

Kim Kardashian Met Gala
Er det et kæmpeinsekt? Nej, det er Kim Kardashian i Balenciaga til Met Gala.

I 00-10’erne blev der tilføjet et underholdende og popkulturelt element til modeverdenen i kraft af hjemmesiden Style.com, tv-programmer som America’s Next Top Model og Project Runway, forklarer Jeppe Ugelvig.

“Og lige pludselig blev mode som fænomen mainstream. Det blev underholdning på lige fod med sport og musik, og det stoppede med at være et specialistfelt,” siger han og fortsætter:

“I dag er modeverdenen meget corporate. Den er global, det er de kæmpestore modekonglomerater, som LVMH og Kering, der dikterer slagets gang, og sådan har det været i 15-20 år. Der er ikke plads til mindre designere, og derfor søger mange af dem over mod kunstverdenen og lægger sig i krydsfeltet, for det er der, der er plads til dem. For de fleste er der ikke mange penge i det, men det er det eneste sted, de kan ånde.”

Lad os vende tilbage til den svenske designer Beate Karlsson for en stund. Til samme modeuge, hvor Rick Owens blev set i hendes finger shoes, viste hun også sin første kollektion for AVAVAV, der var lige så outreret og kunstnerisk som skoene. Den bestod af boblekjoler i gummi eller vokslignende materialer, kjoler, der lignede havfruehaler, og et univers, der hentede inspiration i det undersøiske.

Beate Karlssons design handler ikke nødvendigvis om at udfordre former og skønhedsidealer som Sinéad O’Dwyer gør. I en artikel i amerikansk Vogue bliver Beate Karlssons kollektion beskrevet som et eksempel på en tendens, der indikerer, at flere designere er fascinerede af hybride universer, hvor mennesket smelter sammen med teknologi, dyr og natur, og vi skaber nye eventyrlige sammenhænge fx mellem arter. Det har Jeppe Ugelvig også set skinne igennem hos mange af de unge kunstneriske designere.

“Her spiller vores medieforbrug også ind. I de digitale rum er der en langt større aggressivitet, eksperimenteren og hybriditet inden for de fleste kulturelle genrer og arenaer. Og det smitter selvfølgelig også af på designerne og deres udtryk,” siger han.

“Især i Danmark ser jeg et behov for at have en stor kulturel kapital, og det afspejler sig også i det tøj, vi køber. Om det så er en hjemmestrikket unikavest, der er bestilt over Instagram direkte fra hende, der har strikket den eller et mere outreret statement piece som fx Sinéad O’Dwyers silikoneafstøbninger, så vil vi gerne have de her fortællinger på vores kroppe. Det er ikke længere nok, at det ‘bare’ er Chanel eller Celine, der skal være en historie bag,” forklarer Jeppe Ugelvig.

LÆS OGSÅ: ”De hvide cowboystøvler gav mig vinger"

Thierry Mugler
Thierry Muglers modeshow i Cirque d’Hiver i Paris i 1995 er af The New York Times er blevet kaldt “The Woodstock of Fashion”

Hvis man kigger på casting og på branding har modeverdenen aldrig været mere tunet ind på identitetspolitik, wokeness og bæredygtighed. Alt skal være plus-size, alt skal være multikulturelt og BIPOC-orienteret, og der bliver talt om at omlægge produktioner. Men det bliver bare ofte på brandingniveau, forklarer Jeppe Ugelvig.

“Hvis de store modehuse begyndte at kigge mere indad og virkelig undersøgte, hvordan nye idealer inden for krop og køn og sociale værdier kunne manifestere sig i deres produktion og design, kan vi måske begynde at tro på, at der kan ske en reel forandring,” siger han.

“Men fashion- og luksusindustrien kommer aldrig til at redde verden, og den kommer heller aldrig til at være aktivistisk – det tillader produktionssystemet simpelthen ikke. Derfor tror jeg også, at den her tendens, særligt hos de unge designere, handler om, at de forsøger at skabe tøj, de kan stå inde for, i en industri, hvor de etiske og sociale værdier røg ud med badevandet for mange år siden.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Tøj og Kunst