Zara beskyldes for slavelignende forhold

Hvad vil du sige til at arbejde fra kl. 7 til 23 seks dage om ugen? Sådan ser det ud til, at forholdene har været for arbejderne på en række fabrikker i Argentina, der eftersigende skulle producere tøj for highstreet-kæden Zara.

Størstedelen af arbejderne på de tre fabrikker var immigranter, herunder også børn, fra Bolivia. Ifølge arbejderne var de blevet tvunget til at arbejde mere end 13 timer om dagen og samtidig blevet forbudt at forlade fabrikken uden tilladelse. Sådan skriver flere internationale medier, herunder New York Times og Telegraph.

Chefen for den argentinske vagthundsorganisation for sundhed og sikkerhed, Juan Gomez Centurion, har udtalt: ”We found men and children who lived in places where they worked. They were not registered and they were living in terrible conditions. They had no official documents and were held against their will.”

Zara selv melder ud, at de ikke har nogle forbindelser til de omtalte fabrikker i Argentina, og at de ikke selv har modtaget information om beskyldningerne.

Det er ikke første gang, at Zara står for skud for beskyldninger i denne grøft: i 2011 blev en gruppe på 15 arbejdere reddet fra en ulovlig fabrik i Brasilien, hvor der blev produceret tøj med Zara-mærker i nakken.

At Zaras ejer netop er blevet udnævnt til en af verdens rigeste mænd gør ikke sagen mindre penibel.

Bliv fan af Eurowoman på Facebook her