De to landsfæller Teresa Ovenberg og Karl Weihe har længe talt om at stå sammen inde på "Paradise Hotel", men med gårsdagens parceremoni må de vinke farvel til den plan.
For her lugter de andre gæster lunten, da Karl med sin forsvarstale afslører sine hemmelige fremtidsdrømme om gå hele vejen til finalen med Teresa frem for Nikoline.
Artiklen fortsætter under videoen:
Det hele eskalerer i et skænderi mellem Nikoline og Karl, da førstnævnte er rasende på sin partner. Noget, man dog ikke ser på skærmen, er, hvordan bølgerne også går ekstremt højt mellem Nikoline og Teresa efter parceremonien.
De to kvinder var nemlig blevet meget tætte på hotellet, og af den årsag følte Nikoline sig også forrådt af Teresa. Det afslører Teresa og Nikoline over for Realityportalen.
– Man ser slet ikke, at Nikoline og jeg virkelig kommer op at skændes – vi råbte og skreg ad hinanden. De viser så heller ikke, at vi virkelig får den snakket ud. I dagens episode er alt bare godt igen, og hvis seerne ikke forstår hvorfor, så er det altså derfor, forklarer Teresa og tilføjer:
– De vigtigste personer for mig derinde var Nikoline og Karl, så det var supervigtigt for mig, at jeg fik snakket ud med Nikoline, og at vi fandt ud af, hvad vi gjorde derfra, siger hun.
En hemmelig plan?
For Nikoline handlede det i høj grad om, at hun mistænkte, at Teresa og Karl havde en hemmelig plan om at stå sammen til parceremonien.
– Man ser kun hurtigt, at Karl og jeg snakker, og jeg godtager på ingen måde hans forklaring. Men det, man heller ikke ser, er, at jeg har mistanke om, at Karl og Teresa har haft en plan om at stå sammen til parceremonien. Teresa har sagt, at hun aldrig ville gå imod mig, og at hun ville stå bag Marius, men det får jeg jo ikke at se, forklarer Nikoline og tilføjer:
– Jeg følte, at hun havde gået fuldstændig imod dét, hun havde sagt, men efterfølgende har hun forklaret mig, at hun faktisk ville stå bag Marius.
Men Nikolines mistanke gjorde, at bægeret flød over, da Karl holdt sin forsvarstale.
– Jeg troede, at der foregik noget bag min ryg, og derfor blev jeg rigtig sur. Jeg stolede aldrig rigtig på Karl, men Teresa stolede jeg på, og derfor ramte det mig hårdt, forklarer Nikoline.
Bølgerne gik højt
Derfra var et skænderi uundgåeligt, da Nikoline hverken kunne eller ville holde sine tanker tilbage.
– Jeg fik sagt, at jeg var sindssygt skuffet, fordi jeg var overbevist om, at hun var gået imod mig. Jeg var så skuffet, og hun prøvede at overbevise mig om, at hun ikke ville stå bag Karl, og at hun ikke ville gå imod mig, siger Nikoline.
Også Teresa sætter ord på deres snak.
– Nikoline troede, hvilket hun er i sin gode ret til, at Karl har løjet hele vejen igennem. Karl og jeg havde jo haft en kæmpe backup i hinanden og en plan om at stå sammen, men jo længere vi kom ind i spillet, følte jeg ikke, at det var det værd. For Nikoline var den pige, jeg havde det bedst sammen med. Jeg kunne også godt se, at hvis Karl og jeg stod sammen, så ville vi ingen støtte få overhoved, siger Teresa og tilføjer:
– Jeg sagde til Nikoline: "Du står med Karl, og så finder jeg en ny partner". Så vi fik snakket ud og aftalte, at vi kørte videre derfra, og det var derfor, der var super god stemning dagen efter.
Købte den ikke
Nikoline var dog stadig skeptisk på trods af snakken.
– Det føltes jo lidt underligt med Teresas plan om, at jeg skulle tilbage til Karl, og at hun skulle have en ny partner, for jeg vidste på det her tidspunkt, at Karl nok allerhelst ville stå med Teresa, siger Nikoline og tilføjer:
– Min taktik har hele vejen igennem været, at folk skulle føle, at de vidste præcis, hvor de havde mig, og det er derfor, jeg vælger at spille videre sammen med Karl og Teresa og udadtil virke til, at jeg var helt tilfreds med den plan, så de ikke følte, jeg tvivlede på dem efterfølgende. For det er ikke taktisk klogt, at de skylder dig noget, for så stoler de ikke på dig længere.
I dag har både Teresa, Karl og Nikoline dog en god relation, og parterne har da også lige været på en fælles rejse til Færøerne.