Sandra Wix Nielsen

Foto: Trine Bukh Sandra i det lille krea-rum i værestedet Klubben, hvor strikkeriet genstartede hendes sociale liv.

Sandra kæmpede med depression: "Jeg følte mig så ensom og isoleret"

Sandra Wix Nielsen kæmpede for at komme tilbage til et meningsfuldt liv efter år med depression og ensomhed. Men først da hun – for første gang i sit liv – fik pinde og garn i hænderne, blev hun atter i stand til at knytte sig til andre mennesker. Og fik to dyrebare veninder.

"Det er så her, vi strikker!"

Sandra Wix Nielsen smiler og slår lidt genert ud med armene i det lille hyggelige lokale, der har til huse i Klubben – et værested for psykisk sårbare i Albertslund vest for København.

Det er umiddelbart svært at få de to ting til at hænge sammen: den smilende kvinde og et værested for psykisk sårbare. For Sandra ligner en kvinde, der lever et ganske almindeligt, faktisk ret dejligt og ligetil liv.

39 år gammel, uddannet sygeplejerske, gift med Jacob og bonusmor til to drenge på 13 og 17 år. Familien bor i en villa med en stor have, hvor Sandra især godt kan lide at være, når solen får fat, og dagene igen er blevet lyse.

Men Sandras liv har været alt andet end let. Og selv i dag, hvor hun har det langt bedre, er ikke alle dage lige gode.

"Nogle dage har man bare mere mod på livet end andre," som hun siger.

Skammede sig over sygdom

Sandra var midt i 20’erne, da hun gik ned med sin første depression og måtte indlægges akut. Selvmordstruet og dybt ulykkelig.

"Jeg arbejdede som psykiatrisk sygeplejerske og havde akkurat overskud til at sørge for, at jeg ikke blev indlagt på min egen afdeling," fortæller hun.

"Men jeg endte som de patienter, jeg selv havde passet på. Og selv om jeg havde brugt år på at forsikre dem om, at det ikke var deres skyld, og at psykisk sygdom ikke bør være et tabu, blev jeg ramt af en enorm skam. Det føltes som et kæmpe nederlag."

LÆS OGSÅ: Rikke er ramt af coronasenfølger: "Det er svært at fejle noget, ingen kan se"

De følgende år af Sandras liv gik med hyppige indlæggelser. Medicin, der gav hende alle tænkelige bivirkninger, men kun meget lidt effekt. Og gentagne elektrochokbehandlinger, der nogle gange hjalp, andre gange blot efterlod hende følelsesløs og meningstom.

Det tog år at finde en medicinsk behandling, der kunne holde depressionerne stangen, og først da Sandra mødte Jacob og fik tildelt førtidspension, begyndte der at komme balance i hendes liv igen.

Alligevel var det ikke alt, der faldt i hak.

Mistede al kontakt

"Jeg fik på mange måder en velfungerende hverdag og et godt liv med min familie," siger hun.

"Men jeg har haft svært ved at blive en del af samfundet igen og bryde ud af den isolation og ensomhed, man finder sig selv i, når man først én gang er faldet ud af fællesskabet."

Det vilkår blev endnu tydeligere under corona, da samfundet og dermed alle tilbud for socialt udsatte og psykisk sårbare lukkede.

"Det var helt forfærdeligt. Min mand og drengene fortsatte deres arbejde og deres skole på Teams. Jeg havde ingenting," husker Sandra.

"Det udstillede virkelig, hvor isoleret jeg var."

Men så for et lille års tid siden, kom der er et tilbud, der forandrede alt.

Værestedet Klubben inviterede nemlig deres brugere til at komme og strikke. Ikke blot for sjov, men som led i et projekt lanceret af Landsforeningen for Væresteder, hvor såkaldte værestedbrugere skulle give udtryk for deres følelser under coronanedlukningen ved hjælp af pinde og garn.

De strikkede bidrag skulle herefter samles i et stort værk for på den måde at genskabe fællesskabet og sammenhørigheden.

Se de socialt udsattes strikketøj

Danmarks sårbare betalte en høj pris, da landet lukkede under pandemien. Den fortælling kan man nu læse i maskerne på et samlet strikkeværk skabt af 272 brugere fordelt på 35 væresteder landet over. De mere end 1.800 bidrag afspejler tanker, følelser og oplevelser under coronanedlukningen. Værket har titlen 35+1 fællesskaber og kan ses på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg frem til 29. maj. Se mere på svendborgmuseum.dk

Tre fremmede kvinder

"Jeg havde aldrig strikket før og egentlig heller aldrig været særlig optaget af håndarbejde, men jeg sagde alligevel ja. Måske fordi jeg følte mig så ensom og isoleret," fortæller Sandra.

"Hvis jeg havde vidst, hvad det ville komme til at betyde for mig – hvor meget det ville forandre, og hvem jeg ville møde – havde jeg ikke haft den mindste skepsis."

For selv om det ”bare” var strikketøj, viste det sig at være livsforandrende.

Det første møde var lidt forsigtigt. De var tre kvinder i alt. Tre fremmede, der havde hilst på hinanden, men dybest set ikke anede, hvem de andre var. I et intimt lokale med garn, pinde og strikkeopskrifter.

LÆS OGSÅ: Strikdesigner Josefine Dyring: Her er mine bedste råd til dig, der gerne vil i gang med at strikke

"Det var lidt overvældende. Men det gik virkelig hurtigt. Det hele blev sat i gang af en engageret projektleder, og hendes energi smittede selvfølgelig af på os," fortæller Sandra.

"Men det var også bare… bare hyggeligt!"

Sandra oplevede, at det var lettere at møde andre, når der var noget at mødes om. At det var nemmere at snakke – men også bare grine og have det sjovt – når man har noget mellem hænderne.

Uheldigt strikketøj

"Ofte er det sådan, at når mennesker, der har slået sig på livet, bringes sammen, så er det dét, de taler om – at de har haft det svært," påpeger Sandra.

"Og det er selvfølgelig også vigtigt at dele, men det kan også blive så enormt tungt og trist. Fordi alt i ens liv bare bliver ved med at handle om det svære."

Sådan var det slet ikke i strikkefællesskabet.

"Vi havde det bare virkelig hyggeligt og talte om vind og vejr – og om strikkeriet, selvfølgelig," fortæller Sandra og fortsætter:

"Om, hvordan vores første forsøg ærlig talt ikke blev superpæne. ”Det har du virkelig ikke været så heldig med!”, var der én, der sagde, og det var bare sindssygt sjovt, at vi kunne lave fis med hinanden og have den her lette stemning mellem os."

Som tiden gik, lærte de tre kvinder hinanden at kende. På godt og ondt, som man jo gør. Men det føltes ikke kunstigt, eller som om det eneste, de havde til fælles, var at være udsatte.

"Vi blev bare veninder. Rigtige veninder, der lærer hinanden at kende, fordi de har lyst," siger Sandra.

Kæmpekollagen bliver til

"Vi talte om vejret og om, at der havde været rådden frugt i supermarkedet. Om hverdagen. Det var så utrolig rart at vide, at det var en del af mit liv nu: At mødes med gode veninder. Strikke, tale og hygge os," fortsætter hun.

"Vi er kommet vildt tæt ind på hinanden og har en dybde og et nærvær, jeg ikke havde drømt om, men som jeg slet ikke kan forestille mig at være foruden i dag."

Projektet er lukket nu, og de tre kvinders bidrag er sendt til Landsforeningen for Væresteder. 272 andre værestedsbrugere har sendt strikketøj ind, og det hele er samlet i en enorm kollage og udstillet på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. Som et eksempel på, hvordan danskere på kanten af samfund og fællesskab oplevede coronakrisen.

LÆS OGSÅ: "Alle skjorterne er unikke, fordi de er syet af en eller flere duge"

"Jeg ved, hvor ensomt det har været, og hvor stor betydning det har haft for mig at være med i det her projekt," siger Sandra.

"Jeg håber, at de andre har haft lignende oplevelser – og måske ligefrem har skabt nye relationer, ligesom mig, som holder ved."

For de tre kvinder ses fortsat. Hver eneste onsdag.

"Jeg er ikke blevet særlig meget bedre til at strikke," griner Sandra.

"Men det er heller ikke det, det handler om, og jeg har ikke lyst til at strikke en sweater eller noget andet kompliceret. Det vil bare tage fokus fra det vigtige – samværet med mine veninder."

Sandra Wix Nielsen, 39 år

Tidl. sygeplejerske, i dag førtidspensionist. Bor i Albertslund med sin mand og to bonusbørn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Depression, Sygdom og Strik