21-årige Clara: "Døden skal sateme ikke komme her og spøge hos mig"

Clara Tams har aldrig helt forstået den besked, lægerne gav hende for et halvt år siden, da hun fik konstateret brystkræft. Men knuden i brystet var en realitet. Og selvom lægerne mener, at kræften nu er fjernet helt, fylder frygten for et gensyn med sygdommen stadig hos 21-årige Clara, der i dag er i efterbehandling. Det skriver hun løbende om på sin blog, Lavendelblomsten, for at hjælpe andre - og sig selv.

Kræftdiagnosen er endnu fuldstændig uvirkelig for mig.

Jeg tænker stadig, at det ikke kan være mig. At jeg er alt for ung til at have fået en kræftsygdom, og at lægerne må have taget fejl. At jeg ingenting fejlede dengang, og ingenting fejler i dag.

Min krop har dog insisteret på at fortælle en anden historie: den store runde knold bag brystvorten, som først blev opdaget efter et år, og som til sidst gjorde ondt konstant. Den røde plet på brystet som vidner om, at min hud var blevet helt udspilet af knuden. Den nye knude i mit andet bryst, som føltes fuldstændig som den første. Den konstante træthed, der har resulteret i utallige middagslure og besvær ved at passe en arbejdsuge på kun 30 timer.

Men jeg tror stadig ikke på det! Det kan ikke være mig, som lægerne taler om.

Den første besked

Da jeg hørte ordene: “Du har brystkræft” for første gang, var jeg ikke i tvivl om, at der måtte være sket en fejl.

Om det var lægen, som ikke havde undersøgt mig grundigt nok, da jeg var inde og blive tjekket året før, vidste jeg ikke, men jeg var fuldstændig rolig og overbevist om, at jeg var rask. Derfor tog jeg også selv turen til Ringsted Sygehus, selvom både min søster og min ekskæreste havde tilbudt at køre med.

“Det er jo ikke noget. De siger nok bare, at den er godartet, og så er jeg hjemme igen om to timer.”

På hele den 45 minutter lange køretur derud, sad jeg fornøjet og sang med på sangene i radioen uden at skænke brystkræften en eneste tanke.

Da jeg kom ind i konsultationsrummet, sad sygeplejersken og trippede lidt, indtil lægen kom ind.

“Du har brystkræft.”

Jeg husker knap nok, hvad der skete i timerne efter. Jeg rendte rundt som en zombie, og sygeplejersker fulgte mig rundt fra afdeling til afdeling, indtil min far og ekskæreste kom. 

Dagene efter smeltede jeg helt sammen. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde haft knuden i et års tid, og at den allerede sommeren forinden havde været ret stor. Hvordan mon den CT-scanning så ud?

Den anden besked

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle have svar på, om kræften havde spredt sig. Minutterne i venteværelset føltes som timer, og jeg var løbet fuldstændig tør for tårer. Jeg sad bare og stirrede ud i luften, mens mine ben rystede. Det føltes som at sidde på spidsen af en klippe og kigge ned på døden, som vinkede til mig nede fra dybet. Jeg vidste ikke, om jeg ville falde i eller ej.

Da jeg kom ind til lægen, pressede kvalmen sig på, og jeg blev helt bleg.

“Vi kan fjerne al kræften ved operationen,” sagde han.

”Den knude, du har i højre bryst, er også kræft, så den fjerner vi også med det samme. Der er måske sket en spredning til lymferne i venstre armhule, og hvis det er tilfældet, fjerner vi også dem med det samme. Du har også en plet på hver lunge, men det er slet ikke sikkert, at det er kræft. Så efter operationen bør du i princippet være rask.”

Den gigantiske klump i min mave svandt lynhurtigt ind. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro.

”For 12 dage siden fik jeg at vide, at jeg havde kræft, og nu siger I, at jeg er rask om 5 dage efter en operation?”

Det lød næsten for godt til at være sandt.

Foto: Privat

Operationen

Da operationsdagen kom, var jeg helt rolig. Jeg ville bare have kræften væk. Jeg havde stort set ingen relation til mit venstre bryst mere. På den ene side var jeg ked af at skulle miste det, på den anden side var jeg vildt sur på den lille klump, der voksede inde i brystet.

Der skulle gå flere dage efter operationen, før det endelig gik op for mig, at lægerne sagde, at de havde fjernet kræften.

Nu kunne jeg endelig vinke igen til døden, række den fuck-fingeren og rejse mig som aldrig før.

“Døden skal sateme ikke komme her og spøge hos mig. Fy for fanden, hvor skal jeg vise den!” tænkte jeg.

Efterbehandlingen

Siden da er jeg vokset som aldrig før. Jeg kan faktisk slet ikke kende den Clara, jeg var før diagnosen.  Der er sket så meget de sidste fire måneder, og det fortsætter bare.

Før i tiden kendte jeg ikke rigtig mig selv og stolede ikke på mine evner. Jeg har altid været meget nervøs, haft let til tårer og altid sat andre før mig selv. Nu er jeg blevet meget bedre til at passe på mig. Jeg ved, hvad jeg vil, hvad jeg er god til, og hvad jeg brænder for. Der skal meget mere til, før jeg græder.

Jeg har lært, at man skal give sig selv lov til at være følsom og bange. At man skal omringe sig med folk, som giver en plads og ro og inspirerer til at se lyst og positivt på tingene. Gøre det, der gør én glad.

Foto: Privat

Det har hjulpet mig at skrive alt det ned, som fylder oppe i hovedet. Og at få sagt det højt, så snart der er noget, som bekymrer mig og gør mig bange. For ingen skal ikke gå med de tanker alene.

Der har været enkelte tilfælde siden operationen, hvor jeg er blevet trukket lidt ud på klippen igen, og det vil jeg nok blive ved med et stykke tid endnu, indtil jeg føler mig hundrede procent rask.

Men derefter får den heller ikke lov at trække i mig mere. Den har intet at komme efter.

For nu er jeg for alvor på vej ud i livet som den person, jeg gerne vil være.

Ovenstående tekst er en redigeret udgave af dette indlæg fra bloggen Lavendelblomsten efter aftale med skribenten.