Et liv med angst: ”Jeg troede, at sådan var mit liv bare”

Det første anfald får jeg, da jeg er 19 år gammel. Jeg kører en mørk aften på motorvejen på vej ud til min far for at aflevere hans bil. Jeg er alene og kommer til noget vejarbejde, hvor der bliver meget smalt på vejen, og pludselig føler jeg, at jeg ikke har noget plads.

Jeg får hjertebanken, føler, at jeg skal besvime, og jeg får klamme håndflader. Heldigvis er det tæt på en afkørsel, så jeg kan hurtigt køre fra og falder nogenlunde til ro. Da jeg kommer hjem til min far og fortæller, hvad jeg har oplevet, ringer vi til vagtlægen og beskriver symptomerne, men der bliver ikke rigtigt gjort noget ved det, fordi det går over af sig selv. Og sådan er det med de store angstanfald. De kommer for så at forsvinde igen.

Siden har angst været en stor del af mit liv. Når vi spiste aftensmad, kunne jeg sige til min mor, at nu kommer det, nu kommer det. Jeg havde svært ved at synke maden og kunne føle den hurtige puls og de svedige håndflader, og jeg måtte virkelig koncentrere mig om min vejrtrækning. Jeg havde også svært ved at være alene, og jeg kunne fx ikke gå i bad uden at døren skulle stå åben ind til badeværelset.

Læs også: Sådan kan angst også se ud

Angsten bed mere og mere ind i min dagligdag, og jeg mærkede den hver dag, men jeg lærte at leve med det. Sådan var mit liv bare. Jeg læste også om, at det var svært at være i 20’erne med alle de valg, man skulle træffe om uddannelse, og hvornår man skulle stifte familie. Jeg prøvede at finde undskyldninger for, at det nok var derfor, at jeg havde det, som jeg havde det. Jeg begyndte også at gå til psykolog, men der var ikke rigtigt noget, der hjalp. Psykologer går meget tilbage i tiden, hvor angst handler mere om at arbejde med tankerne og det kognitive, som jeg senere har fundet ud af.

At have angst kom til at betyde mere og mere – også i mit liv som kæreste og mor. Jeg havde konstant hjertebanken, uro i kroppen og trykken for brystet. Jeg var ved at indskrænke mit liv i forhold til, at jeg ikke turde gå i biografen, for jeg fik det dårligt, hvis jeg sad i midten og ikke kunne komme ud. Når jeg skulle handle ind og stod i køen i supermarkedet, fik jeg det dårligt og kunne ikke få vejret, når jeg var sammen socialt med veninder, fik jeg det skidt, fordi jeg skulle spise, og hvis vi fik vin, kunne jeg mærke det i kroppen. Hele mit liv var ved at smuldre, for jeg var bange for alt.

Fra betablokkere til hjertemeditation

Jeg har tit tænkt på, hvad der tricker det. Hvorfor kommer det lige der, og hvorfor har der været en situation? Det er tit, når jeg bliver presset eller stresset, at det forstærker nogen af symptomerne i kroppen, og når jeg har meget om ørene, er jeg også mere opmærksom og tænker av, hvorfor slog mit hjerte lige et ekstra slag.

For to år siden begyndte jeg at få betablokkere for mit hjerte. Det betød, at når jeg fik hjertebanken, kunne jeg tage en pille, der fik pulsen til at falde. På et tidspunkt var jeg oppe at tage dem hver dag. Men jeg var sikker på, at der ikke var noget galt med mit hjerte, og jeg fik taget et hjertekardiogram, der også viste, at der ikke var noget fysisk galt.

Læs også: Metakognitiv terapi: ”Vi kommer alle fra dysfunktionelle familier, det er bare spørgsmålet om, hvor meget…”

Da jeg sagde til min læge, at jeg ikke havde lyst til at tage betablokkere længere, foreslog hun, at jeg skulle prøve noget antidepressivt mod angst, for det var der mange, der havde gode oplevelser med.

Jeg var virkelig langt ned, da jeg begyndte på antidepressiv medicin, og der var ingen tvivl om, at jeg skulle have noget hjælp. Jeg kunne ikke se nogen ende på det hele. Jeg var ikke ude i at tage mit eget liv, men jeg tænkte, at det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle gå rundt og have det så dårligt resten af mine dage. Jeg var så bange for at komme til at mure mig inde og ikke komme udenfor en dør. Men jeg tænkte, at det kan jeg ikke, det vil jeg ikke. Jeg vil ikke leve mit liv på den måde, og mine børn skal ikke have en mor, der ikke kan noget.

En dag søgte jeg på ’hjælp til angst’ på Google, og Heartteams hjemmeside dukkede op. Bag Heartteam står Belinda Donkin. Hun har i flere år arbejdet indenfor feltet angst, stress og depression, og bruger en kombination af metakognitiv terapi og HeartMath. På siden læste jeg om, hvad andre klienter havde udtalt, og hvordan det havde hjulpet dem. Jeg ringede til dem, og så var det som om, den sidste brik i puslespillet faldt på plads.

Jeg husker den første samtale, jeg havde med Belinda Donkin, at jeg var grædefærdig, fordi jeg tænkte, kan du hjælpe mig? Hun var en engel sendt fra himlen.

Læs også: Klumme: Behøver man at tale om at være kronisk syg?

Det er to år siden, at jeg begyndte hos Belinda og at få antidepressiv medicin. Jeg var lidt i tvivl om, hvad der virkede, men jeg trappede ud af medicinen i foråret og har undværet det lige siden.

I dag gør jeg min hjertemeditation og har samtaler med Belinda hver anden måned. Mine samtaler betyder meget. Hun tror, at min angst skyldes nogle ting i mit liv, som måske skal have en kærlig hånd, og som jeg skal have sat på plads. Hun har både fungeret som en form for psykolog og livsmentor. Hjertemeditationen får tankerne beroliget, så det er en sammenkobling af det to ting, der har gjort, at jeg er kommet godt ud på den anden side.

Jeg kan godt få nogle snert af tilbagefald. Men angst er en sygdom, og den skal plejes. Nogle vælger at tage en pille, men der er mange bivirkninger ved det, og jeg vil gerne undgå medicin, der går ind i kroppen. Hvis jeg kan holde det nede ved at meditere, dyrke yoga flere gange om ugen og gå lange ture, er det perfekt for mig. Men jeg skal også udfordre mig selv med de ting, jeg er bange for. Om det så bare er at sætte mig ind i bilen og køre ud af byen en måned i streg. Jeg skal hele tiden provokere angsten, og det er det, der er skide hårdt at vide, at jeg skal ud og have det dårligt igen. Det er der ikke nogen, som har lyst til, men det er den eneste måde, jeg kan overvinde det på.

Vil ikke sættes i bås som hende med angst

Jeg har fået et mere positivt livssyn. Vi er så tilbøjelige til at fokusere på det negative, som at vores mand ikke gider, og vores børn ikke kan. Vend det til noget positivt. Hvorfor er det, at du forelskede dig i ham, og hvad er dine børn gode til. Det er blevet min måde at anskue livet på, som også har fået mig ovenpå.

Og det gælder alle livets anskuelser. Når jeg står langt nede i køen i supermarkedet og kan se, at folk omkring mig bliver mere og mere pressede, tænker jeg, at der er ikke nogen, som kræver noget af mig lige nu, så jeg kan bare slappe af.

Men det er ikke nemt. For mig har det krævet to års terapi at nå hertil.

Det er jo ikke som at have en brækket arm, hvor du får gips på og tager en pille for smerterne. Det, jeg skal passe på, er at sætte mig i en kasse med, at Mette er hende, der har angst, for jeg vil gerne ud af den rolle og helst være hende, der ikke har angst mere.

I dag kan jeg sidde i en biograf og nyde en film, og jeg kan handle i supermarkedet og slappe af og være i det. Jeg kan slappe af i flyet, når vi rejser. Det kan godt være, at jeg får et snert af angst, og det vil jeg nok altid gøre, fordi det er en situation, jeg ikke er i så tit. Men mine tanker løber ikke af med mig på nogen måde, og kommer der lidt turbulens, prøver jeg at lukke øjnene og fokusere på min vejrtrækning og lade den brede sig ud til resten af kroppen.

Jeg har også børnene med, og det skal ikke være sådan, at de tænker, at mor er bange. Jeg kan se på min datter, at der er nogle situationer, hvor hun bliver bange. I de situationer bliver jeg bange for, at det er noget, jeg har givet hende. Og det vil jeg for alt i verden undgå.

Jeg vil heller ikke lade mig begrænse længere. Vi har kun det ene liv, og det er en frihedsberøvelse, hvis der er en masse ting, jeg ikke kan gøre, fordi det er oppe i hovedet, jeg frygter tingene.