Ida har højdefobi: ”Jeg tror, det er bevidstheden om, at hvis man går et skridt forkert, er man uden fast fundament”

Da Ida Weywardt Andersen gik i gymnasiet, var hun en dag med sin klasse på tur til Københavns Rådhus. Ida valgte at gå med op i tårnet, selvom hun har højdefobi. Og det gik da også fint, indtil de, for at komme op til klokken der hænger bag rådhusuret, skulle fortsætte opstigningen på en åben jernstige.

"Det gik slet ikke, for her kunne jeg se ned. Jeg begyndte at ryste, og mit hjerte bankede. Selv da jeg havde besluttet at blive, hvor jeg var – og jeg stod sikkert på et fast gulv – følte jeg mig alligevel ikke helt rolig. Bevidstheden om, at jeg var virkelig højt oppe i bygningen, gjorde mig usikker. Først da vi var nede på de almindelige etager, kunne jeg igen trække vejret roligt," fortæller Ida.

De første år af sit liv havde Ida ellers igen problemer med højder. Hun husker dog en situation i første klasse, hvor hun havde leget på et klatrestativ. I flere timer havde hun klatret op og ned, hun var ovenikøbet hoppet ud i et reb uden problemer. Men da hendes mor kom og hentede hende, stivnede hun pludselig.

"Jeg tror, det gjorde et eller andet ved mig, at min mor pludselig stod der og var lavere end mig," siger Ida.

I dag tænker hun, at en medvirkende årsag måske kan være, at hendes mor blev nervøs, når hun og hendes søskende kom tæt på en skrænt.

"Så tog hun altid lidt ekstra fat i vores hænder."

Men hvad Ida præcist er bange for, ved hun faktisk ikke.

"Jeg tror, det er bevidstheden om, at hvis man går et skridt forkert, er man uden fast fundament," siger hun.

Små tricks

Med tiden har den 25-årige kvinde dog lært sig nogle små tricks. Hun er vild med heste, og som barn gik det fint at ride på en pony. Men da hun skulle prøve en "rigtig“ hest, gik det galt. Det lykkedes hende ganske vist at komme op på hesten, men hun var så skræmt over at sidde så højt til vejrs, at hun efter en kort ridetur, tog grædende hjem til sin mor. Siden har Ida redet på en islandsk hest.

"Det kan jeg godt, fordi den er mindre, men når jeg skal derop, vælger jeg omhyggeligt en skammel, der står helt stabilt. Alternativt trækker jeg min hest hen til en stor sten."

LÆS OGSÅ: Jette har en fobi for mus: ”Jeg kan slet ikke styre det”

Indimellem bliver Ida dog stadig ekstra udfordret. For eksempel opstod der en dag et akut problem med en tagrende højt oppe på den gård, hvor hun har sin hest. Hun og hendes kæreste var alene, og hvor Ida ellers aldrig normalt ville kunne være i nærheden, når nogen skulle derop, måtte hun nu holde stigen, mens hendes kæreste klatrede til vejrs.

"Jeg var så bange for, at stigen skulle vælte, at jeg nærmest klamrede mig til den. Men jeg klarede det ved at tænke, at det bare var en opgave, jeg skulle løse."

Og da Ida under et besøg i New York besøgte Empire State Building, klarede hun turen til toppen ved at gå inde langs muren og undgå at kigge ned.

"Så kunne jeg godt nyde udsigten."

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: Da jeg fik diagnosen, begyndte jeg for alvor at tænke over, hvad sundhed er for en størrelse

I dagligdagen derhjemme har hun også efterhånden fået styr på sin fobi. Skal hun for eksempel bruge noget fra de øverste skabe, kan hun godt stille sig op på en – stabil – stol.

"Her har min kæreste hjulpet ved at stille sig tæt bag mig og sige: "Kom nu. Du kan godt.“ Og sådan får jeg langsomt rykket mine grænser," slutter Ida.