Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Kapitel 1: Anoreksi og bulimi
Foto: Privat Julia Lundsteen har kæmpet med både anoreksi og bulimi i 12 år

Kapitel 1: Anoreksi og bulimi

Julia har kæmpet med anoreksi: ”Jeg legede russisk roulette med mit liv”

29-årige Julia Lundsteen har kæmpet med både anoreksi og bulimi i 12 år. Nu er det to år siden, at hun sagde farvel til sin ”bedste ven” og blev erklæret rask. Her er hendes fortælling om et liv med en spiseforstyrrelse.

Jeg var syg i 12 år. Først med anoreksi, derefter med bulimi. Der var tegn på min sygdom allerede i 3. klasse. I min dagbog stod der: ”Jeg føler mig tyk. Jeg er grim. Jeg er ikke god nok. Jeg vil ikke være voksen. Hvordan kan jeg sætte tiden i stå, så jeg kan gå i børnehave for altid?”

Maden var en måde at forblive barn. Jeg frygtede at blive voksen, frygtede om jeg var god nok.

Men det gik for alvor galt, da jeg var 14 år. Jeg spillede fodbold på eliteniveau. Min allerstørste drøm var at blive den bedste fodboldspiller, så jeg kunne komme på herrelandsholdet. Kvindelandsholdet var ikke godt nok.

Da jeg startede i gymnasiet, havde jeg endelig udmærket mig på fodboldbanen og skulle flytte fodboldklub. Jeg skulle spille med nogle af Sjællands bedste spillere. Men jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg blev nødt til at træne mere, tænkte jeg. Lige tabe mig et par kilo for at blive ligeså god som de andre. Regnestykket så klart ud: Jo mere og hårdere jeg trænede, jo bedre en fodboldspiller kunne jeg blive.

Jeg tabte mig og rykkede op på U19-landsholdet. Men det var stadig ikke godt nok. Anoreksien havde fået taget i mig. Det eneste, der betød noget nu, var min træning og at få gode karakterer i skolen. Alt andet var ligegyldigt. Også selvom mine trænere og min familie havde opsat stramme rammer for mig. Jeg gik til diætist og talte med en idrætspsykolog, men jeg fandt mine udveje til at træne alligevel.

Om natten sneg jeg mig ud af min forældres gård og løb rundt i den nærliggende skov med en lommelygte. I skolens frikvarterer løb jeg også en tur, og hver gang jeg tjekkede ind på et hotel til Landsholds-samlingerne, undersøgte jeg, hvor trapperne var, så jeg kunne løbe op og ned ad dem, når de andre hvilede sig.

Jeg løb på alle de tidspunkter, jeg kunne.

Men min krop begyndte så småt at sige stop. Jeg vejede 46 kilo og var 174 cm. Jeg blev smidt af landsholdet. Jeg var udmattet - både fysisk og psykisk. Alle omkring mig kunne se det, men jeg var den sidste til at se det.

Læs også: Kender du en med spiseforstyrrelse: Her er symptomerne, du skal holde øje med

Fra udsultning til overspisning

Anoreksien slap sit greb om mig i studentertiden. Jeg fik min menstruation som 20-årig, flyttede hjemmefra og startede på universitetet. Det så lovende ud, tænkte mine forældre.

Men jeg følte mig stadig utilstrækkelig. Der var hård konkurrence på studiet, alle var så dygtige. Fra den ene dag til den anden udviklede jeg bulimi.

Jeg tog 30 kilo på på et halvt år. Nu skulle jeg spise al den mad, jeg ikke havde tilladt mig selv at spise de sidste fem år, tænkte jeg. Lige indtil jeg lærte at kompensere for det ved at kaste op og træne. Jeg var ikke mere rask, da jeg tog på. Tværtimod. Men på løbebåndet var synet på mig forskelligt fra dengang, jeg havde anoreksi. Nu var jeg én af dem, der havde ”godt” af at træne. Men virkeligheden var en helt anden. Mit indre var lige så sygt, som da jeg var skind og ben.

Der var kun én forskel: anoreksien havde fodret min selvtillid med, at det var prestigefyldt at være tynd, mens bulimien kun indebar skam over at overspise og kaste op.

I perioder lå jeg en hel dag på min sofa eller på badeværelset i fosterstilling. Jeg græd ikke, det kunne jeg ikke. Men jeg var stærkt deprimeret og kunne ikke overskue noget. Jeg stoppede på studiet, på mit arbejde og blev asocial. Jeg skubbede mine venner fra mig, de skulle ikke se mig svag og sårbar.

Jeg legede russisk roulette med mit liv.

Jeg kørte af og til bil og tænkte: ”hvis det er en mand, der synger næste sang i radioen, kører jeg i vejgrøften”. Andre gange gik jeg på fortovet, lukkede øjnene og svingede til venstre ud på en vej. Hvis der kom en bil, var det ærgerligt. Hvis ikke, var det bare sådan, det var.

Og så var der de år, hvor jeg bare håbede, at jeg ville blive ramt af en ond kræftform, for så havde jeg en legitim grund til at dø.

Læs også: Sådan konfronterer du din veninde med hendes mulige spiseforstyrrelse

Farvel til min bedste ven

Siden jeg var helt lille, har jeg sat urealistisk høje mål til mig selv. Som lille ville jeg være den næste Zidane (fodboldspiller, red.) eller Angela Merkel, for ellers var jeg en fiasko.

Jeg har altid haft en følelse af, at jeg var anderledes og forkert. Og den har jeg skullet kæmpe med, kæmpe imod.

Særligt i dag, hvor jeg kan kaldes rask. Jeg har fjernet alt målbart i mit liv. Ingen vægte, ingen pulsure, ingen forbudte madvarer. Ingen konkurrence med mig selv.

Men det allersværeste har været at sige farvel til min bedste ven gennem 12 år. Den har været der, når jeg var ked af det, når jeg var gal, når jeg havde brug for at dulme mine smerter.

Nu hader jeg min bedste ven. Jeg hader det, den gjorde mig til, og det, den fik mig til at gøre. Jeg har ikke brug for den mere, for jeg har fundet ud af, at mit liv er titusinde gange bedre uden den.

I spiseforstyrrelsens greb

75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse, og mindst 80.000 i alderen 16-19 år er i risiko for at udvikle én. Alligevel er spiseforstyrrelser et tabubelagt og svært emne at tale om.

På ALT.dk sætter vi i denne uge fokus på spiseforstyrrelser. For hvad gør, at så mange lider af en spiseforstyrrelse, hvad gør det ved kroppen og sindet, og hvordan kommer man ud af sin spiseforstyrrelse?

Nogle af de spørgsmål har vi stillet de tre kvinder Julia, Karina og Mette, der alle har lidt af en spiseforstyrrelse.

Kapitel 1: Julia: "Jeg legede russisk roulette med mit liv”

Kapitel 2: Karina: Mad blev en nødvendighed for at overleve og ikke noget, jeg forbandt med glæde

Kapitel 3: Mette: Min fars død blev min vej ud af anoreksien

Læs også: Kender du en med spiseforstyrrelse: Her er symptomerne, du skal holde øje med

Her kan du få hjælp

Hvis du har brug for at snakke med nogen, kan du kontakt Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse på telefon: 7010 1818 eller SMS: 890 1818

Se, hvad vi ellers skriver om: Spiseforstyrrelser, Anoreksi og Psykologi