Lærke Bagger
SPONSORERET indhold

Strikkedesigner Lærke Bagger om sin spiseforstyrrelse: ”Jeg måtte kun spise yoghurt med sødemiddel og tre druer”

Strikkedesigneren Lærke Bagger led som ung af en spiseforstyrrelse. Da hun slap fri af den, var der én ting, hun besluttede sig for aldrig at gøre igen. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Af:: Marie-Louise Truelsen og Cille Lewinsky Foto: Franne Voigt & Caroline A. Bagger
04. aug. 2021 | Sundhed | ALT for damerne

Strikkedesigneren Lærke Bagger er kendt for sine ”uperfekte” designs. Med tråde, der løber og ingen hæftede ender.

Og det skyldes alt sammen én ting: At hun ved, hvad der sker, hvis man higer efter at være ”perfekt”. For da hun som 21-årig flyttede til København, udviklede hun en spiseforstyrrelse, der har haft betydning for, hvordan hun har levet sit liv siden da.

Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

”Jeg tror, at det var et produkt af, at jeg i flere år havde haft svært ved at føle, at jeg passede ind. At lade være med at spise er jo en måde at opnå den ypperste form for kontrol, og jeg havde brug for kontrol,” siger hun og fortæller, at spiseforstyrrelsen nok havde ligget ”latent”, fra hun var omkring 15 år.

Men først da hun flyttede hjemmefra, fik den lov til at komme op til overfladen.

”Da jeg kom herover, kunne jeg jo gøre lige præcis, hvad der passede mig, inklusive at stoppe med at spise.”

En form for psykose

Spiseforstyrrelsen varede ”kun”, som Lærke Bagger siger, i ni måneder, men på den tid nåede hun at tabe sig 15-16 kg og vejede til sidst 46 kg.

”Jeg er 168 cm høj, så jeg var rigtigt syg,” siger hun og fortæller, hvordan hun havde opstillet klare regler for, hvad hun måtte spise.

”Jeg havde lavet regler om, at jeg kun måtte spise yoghurt med sødemiddel og tre druer om morgenen, dampet spinat til frokost og så en dåse tun med citron om aftenen. Jeg kunne ikke gå ud og spise med mine venner eller deltage i sociale arrangementer,” siger hun og forstætter:

”Det var jo en form for psykose. Min mor ville helt vildt gerne have, at jeg flyttede hjem igen, men jeg nægtede. Jeg ville fandeme ikke flytte hjem, det ville være en falliterklæring, syntes jeg. Jeg var godt klar over, at jeg var syg, og mine forældre var rigtig gode og støttede mig, men jeg ville klare det selv.”

Ingen regler

I dag er Lærke Bagger 36 år, har to børn og vil ikke lade mad – eller andet – diktere, hvordan hun lever sit liv.

Netop derfor er der også i hendes arbejde som designer plads til ”fejl” – og ingen skal fortælle hende, at der er regler for, hvordan man gør tingene rigtigt.

”Da det var lykkedes mig at komme ud af spiseforstyrrelsen, havde jeg det sådan: Aldrig mere regler igen! Og det er også derfor, at jeg nogle gange spiser pomfritter til morgenmad og chips til aftensmad,” siger hun til ugebladet og uddyber:

”Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, indenfor rimelighedens grænser. Hvis man én gang har haft en spiseforstyrrelse, så tror jeg aldrig, at man kommer fuldstændig ud af det igen. Det ligger latent i en, at man kan læne sig op ad den kontrol, og man kan hurtigt falde tilbage. Og det vil jeg aldrig igen. Det er også derfor, at hvis der er nogen, der siger, at der er noget, jeg ikke må, så er det det eneste, jeg gerne vil!”

Læs hele interviewet med Lærke Bagger i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller om at blive mor og udvikle en ”graviditetsdepression”.

Anbefalet til dig