Lise Vendelbo Nordahl
SPONSORERET indhold

Lise havde glemt sig selv både fysisk og mentalt: "I dag har jeg en livsglæde, som jeg ikke har følt før"

Hvornår er det for sent at ændre sine vaner? Aldrig. Det er 66-årige Lise Vendelbo Nordahl et bevis på. For fire år siden sendte kroppen hende et klart signal om, at den mistrivedes, og det blev startskuddet til et helt nyt liv med masser af bevægelse, stor appetit på oplevelser og overskud til endelig at sætte sig selv og sundheden først.

Af: Camilla Haldrup Foto: Privat
27. feb. 2023 | Sundhed | Fit living

"Jeg var klar. Så enkelt er det. Jeg var endelig klar."

For Lise Vendelbo Nordahl er det den vigtigste grund til, at hun i en alder af 63 endelig kunne begynde rejsen mod at få et godt og sundt forhold til sin krop. For første gang i livet så hun pludselig sine prioriteter i et klart lys. Og de var i uorden. Hun havde glemt sig selv både fysisk og mentalt, og det blev ganske tydeligt for hende i januar 2019. 

"Jeg kunne nærmest ikke komme op ad trapperne til min lejlighed på 1. sal. Jeg fik blodtrykspiller, havde for højt kolesterol og et dårligt knæ, og når jeg ikke arbejdede, sad jeg i sofaen og spiste knækbrød med ost. Det fik mig til at spørge mig selv: Hvad sker der lige her?"

Lise sidder på sin terrasse på sportsresortet Club La Santa, hvor hun deltager i ALT for damernes Wellness Camp, da hun fortæller om sit ”gamle” liv. Et liv, hvor hun altid kørte i bil og gik i meget stort tøj, som hun gemte både sin krop og sin personlighed bag. Nu sidder hun i en tanktop, korte tights og træningssko. Og smilet stråler om kap med Lanzarotes bagende sol.

"Det er to vidt forskellige liv. De kan slet ikke sammenlignes. Det er vanvittigt! For fire år siden magtede jeg ingenting, og jeg sad kronisk foran fjernsynet. I dag har jeg en livsglæde, som jeg ikke før har følt," fortæller hun.

Morrollen fyldte alt

For Lise har forholdet til kroppen alle dage været problematisk. Siden barndommen har hun kæmpet med både overvægt, spisevægring og mindreværd. 

"Jeg gemte mig bag en facade og var altid bange for at gøre noget forkert," fortæller Lise, som tog komplekserne med sig ind i voksenlivet, og da hun blev alenemor til sønnen Oliver.

"Fordi min egen opvækst ikke var så heldig, havde jeg et enormt stort fokus på at lykkes som mor. Så Oliver blev min altoverskyggende førsteprioritet," fortæller hun.

Allerede tidligt stod det klart, at sønnen havde et stort musikalsk talent, som Lise bakkede 200 procent op om. Hun fulgte ham rundt til prøver og koncerter. Og glemte sig selv i farten. Når hun endelig havde lidt fritid, satte hun sig i sofaen og zonede ud.

Og det var i den sofa, at hun så i 2019 endelig indså, at NU måtte hun altså gøre noget for sig selv. Oliver var voksen, og nu var det ikke længere alle andres behov, der fyldte.Lise_vendelbo_nordahl1.jpgEt Facebook-opslag fra en personlig træner fik hende i gang med både intens træning og en omfattende kostomlægning med registrering af maden.

"Inden da havde jeg været igennem rigtig mange personlige trænere, gået i et hav af fitnesscentre og været på utallige pulverkure, men jeg tog altid det hele på igen. Det virkede bare ikke for mig."

Forløbet med den nye træner satte imidlertid gang i et markant vægttab. Lise var superengageret, og på blot ni måneder havde hun tabt 25 kilo.

Efterfølgende var træneren stadig med på sidelinjen, men efter små to år kunne hun ikke hjælpe Lise videre, og samarbejdet stoppede. Nu skulle Lise selv tage kontrollen, og det var svært.

"Jeg burde have været glad for det, jeg havde opnået, men jeg følte mig tom, ensom og kasseret – som om jeg var i et vakuum, hvor hjernen ikke var med. Jeg havde jo nået et mål på ret kort tid, men hvad nu?"

"Jeg var faktisk blevet afhængig af projektet om at nå mit mål og var helt derhenne, hvor jeg tænkte: Skal jeg tage 25 kilo på igen? Nu var der ingen, der holdt øje med mig mere, og det var jeg slet ikke klar eller stærk nok til. Det var rigtigt, rigtigt svært," fortæller Lise, som oveni det løb ind i en knæskade, der satte en stopper for træningen.

Madforskrækket efter vægttab

På en træningstur til Club La Santa på Lanzarote genfandt Lise heldigvis motivationen. Hun mødte sin nuværende træner, Thomas Hindborg Petersen, som hurtigt blev en stor inspirationskilde. Han gav hende et nyt perspektiv på træningen. 

"Selvom jeg havde trænet virkelig meget, anede jeg jo ikke, om jeg lavede øvelserne rigtigt. Nu lærte jeg både om kroppen og teknikken, og det gjorde, at jeg syntes, at det blev enormt spændende."

Via Thomas fik Lise også mod på at begynde at opbygge muskelmasse ved blandt andet at skrue på kosten, så der kom flere proteiner indenbords. Det var noget, Lise skulle overvinde. 

"Jeg var blevet ret madforskrækket. Efter mit vægttab var jeg bange for at komme til at tage det hele på igen, hvis jeg begyndte at spise normalt."

Det svære forhold til mad blev endeligt lagt på hylden, da Lise signede op til et to-måneders onlineforløb hos ernæringsekspert Louise Bruun. Her blev hun introduceret for både sunde, mættende opskrifter og brugbare principper, som hun kunne implementere i hverdagen.

"Hun dur bare for mig og har givet mig noget at læne mig op ad i forhold til kosten, og det har betydet, at min madforskrækkelse er forsvundet. Nu spiser jeg fuldstændigt, som det passer mig, og jeg tillader mig at nyde et glas vin eller god mad, hvis jeg bliver inviteret ud. Jeg har også taget to kilo på i muskelmasse, og jeg har det SÅ fedt med det!"

Fra mut til imødekommende

Træningen har Lise sat i system i et nogenlunde fast ugeprogram. Det består bl.a. af personlige timer med Thomas, hvor hun træner med vægte. Tunge vægte.

"Jo mere styrke, jeg kan få på, og jo mere vildt, det er, jo bedre. Jeg har fået smag for at udfordre mig selv," siger Lise, der har prøvet kræfter med alt fra boksning til windsurfing, blandt andet på sine to årlige ture til Club La Santa.

"Alt, der kan udfordre mig, synes jeg er så sjovt. Før kiggede jeg bare på alle de andre, der havde det sjovt."

Hun supplerer styrketræningen med masser af gåture, bilen er skiftet ud med en citybike, og så er holdtræning kommet på radaren. Hun er især blevet stor fan af crossfit og spinning. Wellcome Fitness & Spa i Hellerup danner rammen om alle hendes træninger, og her har hun fundet et særligt fællesskab, hvor hun møder anerkendelse for sin indsats.

Lises livsstilsændring er heller ikke gået ubemærket hen blandt familie og folk omkring hende.

Lise_vendelbo_nordahl2.jpg
Livsstilsændringen har gjort Lise mere imødekommende og modig, og hun prøver gerne nye træningsformer af.

"De kan slet ikke forstå, hvad der er sket med mig. Hvordan det er lykkedes for mig. De siger, at jeg er blevet en helt anden. Før var jeg meget mut – den nye Lise er mere imødekommende. Før var min opmærksomhed altid rettet mod andre mennesker, og jeg blev lidt en undskyldning for mig selv. Nu ser jeg, hvad jeg at byde på, og jeg sætter mig selv i første række."

Lise føler selv, at hun er beviset på, at det aldrig er for sent at ændre sit liv og sine vaner. Og hun håber, hun kan inspirere andre til at gøre det samme. Uanset alder. 

"Men du skal være mentalt klar. Du kan få hjælp og gode råd og blive guidet, men du skal selv træffe dine valg og tro på dem – ingen andre kan gøre det for dig. Det har taget mig selv lang tid at indse."

"Når du så er klar, så find en træningsform, der passer til dig. Lav aftaler med dig selv, og kom af sted, selvom du ikke gider. Jeg planlægger min uge, så der er plads til træningen. Og jeg glæder mig faktisk til at træne. Jeg kan mærke, at det gør noget godt for kroppen."

"Meld dig også gerne til events, og sæt dig nogle realistiske mål. Dyrk fællesskabet og det sociale, der hvor du træner – det giver SÅ meget."

"For mig er Wellcome et sted, hvor jeg føler mig set og rummet. Der er god stemning og plads til alle, og det betyder alt."

Selvom Lise investerer både tid og penge i sit nye, aktive liv, så er hun ikke et sekund i tvivl om, at det er det hele værd. 

"Jeg kan se forandringerne på min krop, se musklerne, min udholdenhed er blevet meget, meget bedre, mit kolesteroltal er normalt, og jeg er fri for blodtryksmedicin. Og endnu vigtigere så smager jeg meget mere på livet nu," siger hun med et stort smil.

"Jeg er blevet livsnyder."

Den personlige træner: ”Lise har fundet den sunde balance”

I sit arbejde som selvstændig personlig træner og fysioterapeut med base i Wellcome Fitness & Spa i Hellerup møder Thomas Hindborg Petersen mange kvinder som Lise Nordahl, der i en moden alder gerne vil i gang med eller genoptage træningen.

"Ofte kommer mine kvindelige klienter til mig med et ønske om at kunne ”gå alderdommen i møde” med en følelse af styrke og kontrol over egen krop. Ofte bunder det også i en eller anden form for smerteproblematik. Min rolle er så at være lyttende, anerkendende og professionel og derigennem finde den bedste vej for den enkelte med øvelser, programmer eller træningstyper, der motiverer den, jeg sidder overfor."

"Det allervigtigste er, at du er motiveret for at træne. Dernæst handler det om at finde det, der får dig op af sofaen. Noget, du synes er sjovt, og som måske også deles med andre i en social kontekst. Det at møde andre mennesker og interagere på den ene eller anden måde i forbindelse med fysisk aktivitet har en betydelig fastholdende faktor."

"Når så motivationen og aktiviteten er fundet, skal du have tålmodighed og en vis ro. Resultater kommer ikke over natten, der skal arbejdes for dem. Ofte kaster folk sig dog hovedkulds efter deres mål og træner ofte alt for meget til en start.

Thomas_Lise.jpg
”Thomas har lært mig, hvordan jeg bruger min krop på den rigtige måde, så jeg ikke overbelaster den. Han er sindssygt dygtig. Hellere lave 5 gode squats end 10 dårlige.”

Det bliver udmattende for krop og sjæl, og risikoen for skader øges også, hvis man ikke tager den lidt med ro fra start. Start hellere med lidt kortere sessioner, som måske også gør det mere overskueligt at komme afsted, så kan du senere stige i træningsmængde i takt med kroppens parathed."

"I Lises tilfælde er der mange positive ting at sige. Siden hun begyndte at træne, har hun undergået en større fysisk forandring og opnået et flot vægttab. Den største forandring er dog hendes vaner og glæde for sundhed.

Hun har fundet en balanceret vej både i kosten, hvor hun må og kan spise alt i rette mængder, og i træningen, som er styret af lyst. Hun er nysgerrig på bevægelse, kaster sig med glæde ud i nye træningsformer eller retter i køkkenet, og så har hun fundet en social kobling til det at være fysisk aktiv, hvor hun bl.a. tager på retreats for at møde nye mennesker og blive inspireret."

"Det er og har været en stor fornøjelse at arbejde med Lise. Hun er supersej og stædig, finder motivationen på de hårde dage – og kommer afsted. Den vedholdenhed og kontinuitet, som hun putter i sin træning, er det, der skaber resultaterne. Og det har jeg en kæmpe respekt for."

Anbefalet til dig