Michelle overraskede sin søster i teatret: "Jeg har prøvet noget, du ikke har..."

Vi skal mødes i indre by ved Michelles arbejdsplads. De to søstre har begge ultratravlt, men i dag har de fundet tid i kalenderen til at fortælle om deres tætte søskendeforhold. Jeg går en etage for højt op, da de fnisende åbner døren nedenunder.

Deres livlige samtale og latter runger blødt i det fornemme kontorlandskab med guldlamper, sirlige mønstre på tapeterne og herskabelige stemning. De byder på kaffe og sætter sig hjemmevant ved siden af hinanden over for mig. De har boet sammen i flere år som voksne, og selvom de ikke længere deler stue og hverdag, er det tydeligt at de er meget nære.

Nadja, der er storesøster og fire år ældre, kan godt huske den dag, da lillesøster Michelle blev født, og hun var med til at skifte hendes ble på hospitalet. Der var en lille sort lort i den, og så havde lillesøster sort, krøllet hår. Hun begynder deres fortælling fra den allerførste begyndelse. Det første møde, der er defineret af en dyb samhørighed og kærlighed. 

Nadja: "Jeg husker, at da vi kommer hjem, får jeg lov til at sidde med hende og give hende sutteflaske. Derfra husker jeg, at hun ofte sover oven på mig, jeg trøster hende, og vi er altid sammen."

Michelle var ikke meget for at bevæge sig de første år af sit liv, fortæller Nadja videre. Det var noget, der fyldte, og deres forældre var bange for, at der var noget galt med hende.

Nadja: "Jeg fik til opgave at trække hende rundt på et tæppe i huset for at motivere hende til at bevæge sig lidt. Det hjalp overhovedet ikke. Hun sad bare og nød turen, mens jeg knoklede af sted med hende."

Billedet af storesøster Nadja, der trækker lillesøster Michelle rundt på et tæppe rummer en vis symbolik. Den omsorgsfulde storesøster og den ubekymrede lillesøster, som senere skulle få nok så meget motion og bevægelse ind i sit liv. Men Michelle husker også, at hun ikke gider at bevæge sig. Det følger hende igennem ungdomsårene og har intet at gøre med, at der er noget fysisk i vejen med hende.

Michelle: "Jeg er luddoven som barn. Senere protesterer jeg også altid vildt, når vi skal på vandreture eller aktive ferier. Det giver absolut ingen mening for mig som ung at vandre rundt i naturen. Hvis jeg skal bevæge mig, skal det være i en hal med en bold, så der er nogen at konkurrere og lege med."

Hun ser på Nadja.

Nadja: "Jeg er 11-12 år og sidder i haven med to af mine veninder. Michelle leger på legepladsen på den anden side af huset med de andre børn fra området, og pludselig hører jeg nogle af rødderne fra kvarteret mobbe Michelle med hendes vægt. Ikke fordi Michelle bliver så påvirket af det. Hun er altid sådan et glad og positivt væsen, men jeg ser rødt, når hun bliver drillet, og det gør hun desværre. Jeg finder lederen af gruppen, får mine veninder til at holde ham, og så giver jeg ham en knytnæve oven på hovedet. Derfra tæver jeg løs på ham. Da vi går hjem, er jeg opløst af gråd og raseri. Ingen skal drille min lillesøster!"

Michelle nikker og griner. Nadjas beskyttertrang var til at få øje på, og hun havde lidt af en opgave, for Michelle var – heller ikke som barn – den forsigtige type, der holder sig tilbage. Heller ikke selvom de opvoksede i Nordjylland, hvor man helst blender ind frem for at stikke ud.

Michelle: "Jeg kan huske, at der er en forestilling på skolen, og jeg er naturligvis på scenen og skråler derudaf. Selvom jeg knap nok rammer en tone, føler jeg faktisk lidt, at jeg har fundet min retning i livet. Bagefter bliver jeg interviewet til et lokalt medie, hvor jeg med fremskudt bryst proklamerer, at jeg skal være kendt, når jeg bliver stor. Det kan vel næppe undgås med mit talent, tænker jeg."

Hun kommer i tanker om et andet minde, der fint understreger de to søstres forskellighed, først som børn og siden som voksne.

Michelle: "Nadja og jeg spiller instrumenter. Jeg har taget violinen – den er der ingen andre, der kan finde ud af at spille på, så den kaster jeg mig over. Nadja er på guitar. En dag skal vi optræde. Jeg er ved at revne af stolthed, for selvom det lyder som om, jeg hiver en kat i halen, når jeg spiller, så er der ligesom ingen andre i rummet, der kan spille violin, vel? Jeg tænker, mens jeg står og hiver den violinbue frem og tilbage, at det her er ret stort. Vi kan virkelig blive til noget i musikken. Nadja sidder med sin guitar, som hun rent faktisk godt kan finde ud af at spille på, og kan ikke komme hurtigt nok ned fra den scene."

De spiller helt grundlæggende på nogle forskellige toner i livet, forklarer Nadja.

Nadja: "Vi er dur og mol i vores grundtoner. Det er en enorm gave at have den forskellighed så tæt på i livet. Vi har aldrig konkurreret eller følt misundelse over hinandens succes, for vi har ganske enkelt aldrig villet det samme i livet. Vores forhold er defineret ved stor respekt for hinandens forskellighed. Vi har begge høje ambitioner, og vi har altid formået at inspirere og støtte hinanden igennem vores nære venskab. Vi har også skubbet og rykket hinanden med vores forskelligheder."

Mens Michelle har valgt at stille sig selv frem og kæmpe for danskernes sundhed, har Nadja valgt en karriere som film- og tv-producent. Her bruger hun fortrinsvis sine evner til at stå bag projekter og mennesker for at få dem til at lykkes.

Michelle har med udgangspunkt i sin egen person og historie fundet sit faste ståsted i den til tider svære sundhedsindustri. Men søstrenes forskelligheder er ikke skåret i granit. Mens Michelle i dag stiller sig selv og sine sårbarheder frem, var hun i barndomsårene på mange måder mere ængsteligt indrettet end Nadja.

Fra da hun var helt lille og op i teenageårene led hun af dødsangst og af angst for at hendes familie og nærmeste skulle dø. I en grad, hvor hun forestiller sig, at man i dag ville have sendt hende til psykolog. 

Michelle: "Som barn kan jeg ikke sove ude hos venner, og da jeg som teenager er på fodboldlejr, må jeg ringe hjem hver aften. Når vi som små i ny og næ er alene hjemme, spørger jeg hele tiden Nadja, hvornår vores forældre kommer hjem, fordi jeg er bange for, at de er kørt galt i bilen."

Nadja mindes også de lange aftener, hvor forældrene ikke er hjemme, og hun skal berolige sin bekymrede lillesøster og holde hende i hånden.

Nadja: "Jeg synes, at det er så irriterende, at vi skal holde i hånd, men det siger jeg ikke. Jeg tager hendes hånd og besvarer de samme spørgsmål, der kører i ring igen og igen, og håber bare på, at vores forældre snart kommer hjem, så jeg kan få lov til at sove."

Med årene, der ligger imellem dengang og nu, formår hun at fortælle om situationen med et lille grin.

Da Nadja og Michelle mange år senere flytter hjemmefra og til København, er de stadig tætte og bor flere forskellige steder sammen. I 2010, da Michelle er 25 år gammel, etablerer hun sin virksomhed. Da bor de stadig sammen i en mindre lejlighed på Islands Brygge, og som personlig svømmetræner og fitnessinstruktør står Michelle hver morgen op klokken fire for at cykle tværs igennem byen og møde ind på arbejdet i en svømmehal.

Imens det var svært for Michelle at finde sig til rette i en hård branche, er der ingen tvivl om, at Nadja ligesom i barndommen har trådt til som en støtte og hjælper Michelle med ikke at føle sig forkert, når folk har sagt: ”Hvordan kan du være sundhedsekspert, når du er så stor en størrelse?”

Michelle: "Jeg husker en jul, hvor jeg har fået min mor med på, at jeg må teste en masse sund mad af til en ny bog. Nadja brokker sig over mængden af kål, der har lusket sig ind på julemenuen, og næste morgen, da hun opdager, at klejnerne er blevet erstattet af sunde vafler, råber hun: ”Nej, nu kan det være nok!” Nadja reagerer, når det tager overhånd, og på den måde hjælper hun mig med at bevare jordforbindelsen i en til tider fanatisk branche. Men med tiden har hun også accepteret og endda taget nogle ting til sig."

Paradoksalt nok er det Nadja, der fra naturens hånd altid har haft let ved at få sixpack og denne her slanke idealkrop, som står for alt det rigtige i lillesøster Michelles branche, så når hun siger til og fra, hjælper det Michelle til at finde ind til sig selv igen.

Michelle: "Jeg hjælper mange mennesker ved at turde at være mig i en verden, der er baseret på en perfektion, som kun de færreste opnår. Jeg har tidligere haft dårlig samvittighed over at være den festabe, jeg er, og over at være den eneste, der står med tømmermænd i fitnesscenteret dagen derpå. Men sundhed skal være sjovt, ellers holder det ikke for mig."

Faktisk er det Michelles fortjeneste, at Nadja er blevet en dedikeret kosttilskudsfan. Fordi lillesøsteren har en stærk troværdighed hvad angår sundhedstips, fortæller Nadja. Michelle har ligeledes inspireret hende til at løbe langdistanceløb. 

Nadja: "Vi har løbet halvmaraton sammen i Palæstina. Jeg fik startnummeret af Michelle i julegave, og hun trænede op sammen med mig. Det var vildt motiverende at træne op til. Derudover har hun inspireret mig til at vinterbade. Noget, jeg i starten slet ikke forstod, hvorfor man kastede sig ud i. Hvem udsætter sig selv for noget, der gør ondt i hele kroppen? Men Michelles begejstring smittede til sidst af, og i dag elsker jeg at vinterbade. Det med vinterbadning begyndte efter en periode, hvor vi begge havde været meget oppe i vores hoveder, men vi blev mere opmærksomme på forbindelsen mellem krop og hoved og begyndte at tage på forskellige yoga- og surf-retreats."

En ting, som søstrene deler, er en søgen efter de store oplevelser i livet, og netop det at være to har gjort det trygt for dem at undersøge grænserne. For eksempel anbefalede Michelle sin søster i perioden, hvor de begyndte at surfe og dyrke yoga, at gå til den Body SDS-behandler, som hun selv går hos.

Nadja nævner som eksempel engang, hvor de netop var landet i Kastrup Lufthavn efter en ferie til Thailand. Begge var trætte og glædede sig til at komme hjem. Michelle bliver genkendt af nogle kvinder, som vil have en selfie med hende, og hendes professionelle person tager over. Trætheden er med ét væk.

Nadja: "Det er en meget fascinerende evne, hun har."

De to søstre er strikket sammen i et fint mønster, hvor de supplerer hinandens skævheder, og alligevel er der vilkår i livet, de ikke kan ændre for hinanden. Som de kriser, de hver især har været nødt til at komme igennem. Michelle fik stress i 2018, og det satte gang i en stor forandring i hende.

Nadja: "Vi tog i sommerhus i Klitmøller. Michelle havde bare brug for at lave ingenting, og folk blev ved med at spørge mig, hvor er din søster? Selvom det var en hård tid, var den også udviklende for hende."

Michelle husker tydeligt den periode, der på mange måder forandrede hende. Hun havde investeret mange penge i en app, der ikke blev til noget, og var ved at gå konkurs. Det skabte en stresstilstand i hende. Hun måtte stoppe op og finde ud af, hvordan hun kunne komme videre på en mere hensigtsmæssig måde og passe bedre på sig selv.

Hun valgte både at kigge dybt indad og at starte i terapi, samtidig med at hun talte med sine veninder, med Nadja og med sin businesspartner. Hun oplevede en smuk og kærlig opbakning fra sine følgere, der på kort tid reddede hende økonomisk. Stressen var barsk, men oplevelsen af støtte fra både de nærmeste og fra alle hendes følgere var et lyspunkt.

Michelle: "Corona var også med til at afbalancere nogle ting i livet. Vi har haft mere ro og tid til refleksion. Jeg bor nu sammen med min kæreste Pernille og hendes søn Laurits. Mit liv og Nadjas liv er blevet meget forskellige fra hinanden. Jeg lever i en familie med faste aftensmadstider, mens Nadja er sig selv."

I løbet af denne sommer byder livet på endnu en forandring for de to søstre. Nadja flytter nemlig hen over sommeren til Klitmøller.

Nadja: "Jeg kunne godt minde om tyren Ferdinand, der sidder og suger blomsterduften ind og nyder den skønhed og styrke, der er i det. Hvis jeg skulle have valgt en anden karriere, havde jeg været naturfotograf for National Geographic! Naturen er opbyggende og fascinerende, og særligt de kræfter, der er på spil ved Vesterhavet, har en vildskab over sig, som spejler min personlighed og styrker mig. Ligesom pulsen fra byen også giver mig energi, når jeg er i København for at arbejde. Jeg har brug for begge dele og ser det som en balancegang at kunne vekselvirke mellem de to poler. Jeg ved, at Michelle står et godt sted i livet, og vi har altid hinanden. Vi er stadig tætte, men vi har lært at være søstre på en ny måde."

Fra at skrive og tale sammen hver dag, er der nu dage, hvor de ikke kommunikerer. Det gjorde Michelle utryg i starten.

Michelle: "Jeg tænkte, er hun ok? Er vi ok? Af natur er jeg typen, som gerne vil have, at folk, jeg holder meget af, har det godt. Jeg vil gerne høre, om Nadja er kommet godt hjem, og om hun nu har husket sin cykelhjelm. Om lidt flytter Nadja til Klitmøller, og pludselig bor jeg langt fra både mine forældre og min søster. Det giver mig lidt følelsen af, at der er en gren, der lige så stille bliver skåret af træet. Samtidig har jeg nu fået min egen familie her, som jeg elsker højt, og som binder mig til København. Det er en del af vores udvikling, og jeg elsker, hvor vi er landet. Vi har altid inspireret og udfordret hinanden. Også når vi er gået vores egne veje."

Hun kigger på Nadja med et grin.  

Michelle: "Det minder mig om den aften, vi mødtes på Betty Nansen Teatret, og jeg siger: ”Jeg har prøvet noget, du ikke har – jeg har været sammen med en kvinde.” Nadja ser på mig med et kæmpe smil. Den havde hun ikke set komme. Hende, som ellers altid har tænkt alle scenarier og situationer igennem."