Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Et liv med diabetes
Foto: Rasmus Weng Karlsen Livet som diabetiker

Et liv med diabetes

Mit liv med diabetes: "Er jeg stresset, kan jeg mærke det på mit blodsukker"

“Må du så slet ikke få kage?”er spørgsmålet, Eurowomans journalist Marie Lodberg oftest får stillet, når hun fortæller, at hun har diabetes og skal stikke sig fem gange om dagen. Og nej, hun gider faktisk ikke kage, for det gør hende utilpas. Til gengæld kan dybe vejrtrækninger fungere som medicin. For diabetes er som resten af livet: You win some, you lose some.

KLUMME: Da jeg var 12, fik jeg lavet et ekstra hul i øret og sat en lille guldstift i. Og så klippede jeg mit hår af, så der kun var et par centimeter tilbage på hovedet. Jeg lignede en mellemting mellem en minipunker og en trold. To uger forinden havde jeg fået konstateret type 1-diabetes. Piercingen og den nye frisure var min måde at generobre styringen over min krop på. Siden groede håret ud, og hullet voksede sammen. Men for et par måneder siden fik jeg igen piercet øret, nøjagtig samme sted, og der sidder nu en lille guldmilepæl og markerer, at jeg for 20 år siden blev diagnosticeret med diabetes. Samme aften gik min mor og jeg ud og drak champagne og spiste en femretters middag for at fejre jubilæet. Det gør vi i øvrigt hvert år, med Tivoli-tur, gaver eller restaurantbesøg. Ingen grund til at kede sig, bare fordi man har en kronisk sygdom.

LÆS OGSÅ: "Jeg ville ønske, jeg var gået til gynækolog tidligere"

Min krop var i stykker. Jeg kan tydeligt huske følelsen, selv om det er 20 år siden. Jeg vidste, noget var galt, allerede inden lægen gav mig svar på mine prøver. I flere uger havde jeg sneget mig ud fra klasseværelset et par gange i timen for at besøge toilettet i gården. Jeg havde en tørst, der ikke kunne slukkes, uanset hvor meget vand jeg drak fra hanen, og jeg kunne tisse i det uendelige. En dag vraltede jeg hjem fra skole, og da jeg låste mig ind derhjemme og stod i køkkenet på vej til badeværelset, tissede jeg i mine jeans og forede Ecco-vinterstøvler. Jeg tudede og var klar over, at jeg var syg. Min krop havde overtaget og kontrollerede mig.

LÆS OGSÅ: "Jeg har brystimplantater - og jeg er feminist" 

I dag er det mig, der kontrollerer min krop og min diabetes. Med insulin, som jeg stikker mig i maven med tre gange daglig før hovedmåltiderne og to gange i låret, om morgenen og inden jeg går i seng. Seks-syv gange om dagen tjekker jeg mit blodsukker med et apparat på størrelse med en iPhone. Jeg prikker et lille hul i fingeren og lægger en dråbe blod på en strip. Tallet fortæller mig, om jeg har taget for lidt eller for meget insulin, så jeg kan justere, enten med mere insulin eller med mad og drikke. Når mit blodsukker er stabilt, er min krop frisk og mit hoved glad. Svinger mit blodsukker, bliver jeg træt, utilpas og i dårligt humør.

LÆS OGSÅ: Derfor forsvinder han pludselig som dug for solen efter jeres flirt 

Jeg hader at føle mig syg, og derfor gør jeg, hvad jeg kan for at passe på min krop uden at blive fanatisk. For der skal være plads til en flødebolle fra Summerbird og burger og fritter og en hel dag på sofaen, når jeg har tømmermænd. Men omme i baghovedet, uanset hvad jeg laver, og hvor jeg er, tænker jeg på mit blodsukker: "I dag tager jeg S-toget på arbejde i stedet for cyklen, skal jeg så tage lidt mere insulin til min morgenmad?" "Jeg skal lave et interview om en time, skulle jeg lige spise et æble, så jeg ikke får lavt blodsukker? Det ville være så irriterende at skulle hive druesukkeret frem, når jeg skal styre samtalen." "En middag med rigeligt mad og hvidvin. Jeg må nok hellere sætte vækkeuret i nat og tjekke mit blodsukker ..." Det er altså ikke kun, når jeg måler mit blodsukker og tager insulin, at jeg er bevidst om, at jeg har diabetes. Jeg mærker hele tiden efter og foretager en beregning af mit velbefindende og blodsukker.

Jeg er meget opmærksom på min krops signaler. Den belønner mig med overskud, når jeg har løbet eller dyrket yoga fra morgenstunden og fået salat med kylling og kikærter til frokost. Omvendt bliver jeg træt, får kvalme, og mine øjne tørrer ud, hvis jeg har spist en ciabattasandwich og ikke flyttet mig fra stolen en hel dag. Det lyse brød og en stillesiddende numse banker blodsukkeret i vejret. Nu lyder jeg som en dødssyg slankeguru med løftede pegefingre, øv. Men det er sådan, det hænger sammen. Mit blodsukker afregner med min krop og mit sind med det samme. Du bliver, hvad du spiser? Det skal jeg love for, når man har diabetes. Måske det er en af de sundeste sygdomme, der findes?

Det er dog ikke altid lige let at få øje på det gode. Der har været episoder i mine teenageår med juicebrikker og spegepølsemadder i stanniol i tasken, som jeg pakkede op, når blodsukkeret var lavt. Ikke toppen at lugte af salami, mens de andre duftede af hindbærlæbepomade og kyssede i hjørnerne. En af følgesygdommene ved at have dårligt reguleret diabetes kan være, at man bliver blind, og jeg har ofte siddet med røde øjne på cyklen på vej til øjenklinikken efter at have grædt, fordi jeg har været angst for resultatet. Og der er dage med højt blodsukker, som jeg ikke kan finde årsagen til, og som gør mig frustreret og tæt på skingrende vanvittig.

For et år siden boede min mand og jeg i Australien. Vi havde klippet syv måneder ud af kalenderen og sat dem op på den anden side af jorden. For at vende hverdagen på hovedet og have god tid til alting, mest af alt ingenting. Der opdagede jeg noget nyt om diabetes. Til mine kontrolbesøg, som jeg går til hver tredje måned, er jeg blevet fortalt af lægerne, at der er tre ting, man kan skrue på for at regulere sin diabetes: insulin, kost og motion. Jeg opdagede en fjerde: stress. I Australien var der ingen deadlines, ingen aftaler, ingen forventninger, og jeg begyndte at dyrke yoga. Det havde en stor positiv indvirkning på mit blodsukker. Det faldt støt, og på et tidspunkt var jeg nede på at tage næsten halvdelen af den insulinmængde, jeg fik, da jeg boede i Danmark. Det var helt nyt for mig, hvor meget psyken kan påvirke kroppen. Igen, som diabetiker får du afregning med det samme, når det kommer til din livsstil. Er jeg stresset, kan jeg ikke bare mærke det på knuden i min mave. Jeg kan også måle det på mit blodsukker, og så er det tid til at tage nogle dybe vejrtrækninger og sætte tempoet ned.

Men må jeg så slet ikke få kage? Jo, det må jeg godt. Det er dog sjældent, jeg tager mig et stort stykke othellolagkage eller en hel hindbærsnitte sammen med et ekstra skud insulin. For det skaber ubalance og dårlig karma i blodsukkerregnskabet. Til gengæld er jeg den irriterende type, der altid vil smage andres kage, for en skefuld er ikke af betydning. Og så er der den fordel, når man har diabetes og finder comté langt mere interessant end crème brûlée, at man kan trække ostekortet, når man er på restaurant, og der står dessert på den fastsatte menu. Tjeneren er altid hurtigt klar på at bytte den sukrede sag ud med en osteservering, når man sidder og vifter indsmigrende med sprøjten. 

LÆS OGSÅ: "Jeg vil gerne være din ven. Ikke din bøsseven"

LÆS OGSÅ: Den er god nok: 20'erne er de sværeste

LÆS OGSÅ: 19 ting, der vil gøre dig nostalgisk, hvis du voksede op i 90'erne  

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur