Nytårsforsæt
SPONSORERET indhold

Begår du også denne fejl? Her er genvejen til nytårsforsæt, der holder

Har du også tradition for nytårsforsæt - og svært ved at få dem til at holde? Daisy Løvendahl forklarer her de to største fejl, mange begår, når de laver nytårsforsæt – og hvad du kan gøre i stedet.

Af: Daisy Løvendahl Foto: Getty
28. dec. 2022 | Sundhed | Fit living

Fejl nr. 1: Du laver nytårsforsæt ud fra et ”jeg burde” mindset

I alle de år, jeg har arbejdet med mennesker, er der nogle ting, som jeg er blevet superbevidst om. En af dem er, at mennesker generelt ikke fungerer særligt godt med at gøre ting, bare fordi de burde. Vi ved alle sammen, hvordan vi burde spise, træne og sove. Vi ved godt, at det er en uvane at glo tre timer om dagen på telefonen og købe bluser, vi ikke har brug for på udsalg. Men viden fører ikke til handling.

Hvis du laver nytårsforsæt ud fra en følelse af, at du burde være et menneske, der løber to gange om ugen, er vegetar eller ikke arbejder for meget, er der en meget lille sandsynlighed for, at dit nytårsforsæt kommer til at holde. For det er kun forankret i viden, disciplin og en indre pisk, der fortæller dig, at nu er det slut med chokolade og instagram, for nu begynder et nyt år.

Det varer cirka indtil midten af januar, hvor du har for travlt til at piske dig selv. For uanset, hvor vidende vi mennesker er, er vi generelt ikke særligt disciplinerede. Når telefonen kalder, mailbakken er rødglødende, dynen er varm, og vi har lyst til pasta med kødsauce, er alle forsæt fjerne som en sommerdag.

Fejl nr. 2: Du laver nytårsforsæt baseret på ren ønsketænkning

Du laver nytårsforsæt baseret på ren ønsketænkning: At stå på en champagnesky iført glimmerkjole og råbe: ”I år vil jeg rejse jorden rundt” svarer til at gå ud på gaden d. 1. januar i en ukendt by uden kort, telefon og penge og tænke, at du sagtens kan finde rundt, og AT nogen sikkert tager regningen for dig, når du har spist frokost.

Den store fejl, som mange begår, når de laver nytårsforsæt, er, at de kun tænker på drømmen. De forestiller sig, at de enten sidder på tropestranden, i det nye hus eller puster ud efter et maraton ved mållinjen. Men de tænker ikke ret meget på, hvordan de skal komme derhen. Derfor er denne form for nytårsforsæt dømt til at dø ud i januar. For når årets gigantiske elregning kommer, og aviserne skriver om, hvor usikker verden er, føles drømmen om at rejse jorden rundt umulig at opnå.

Her er genvejen til nytårsforsæt, der holder

At forandre noget i livet indebærer ofte ret meget dedikation. Uanset om det, du ønsker, er at gå efter en drøm, komme i bedre form eller at flytte, så kræver forandring, at du ved tre ting:

  • Hvad du vil.
  • Hvorfor du vil det.
  • Hvordan du vil gøre.

Et nytårsforsæt, som er baseret på en meget klar vision om, hvad du vil, er første skridt. Brug tiden op til nytår til at tænke over, hvad du præcist ønsker dig. Desto mere detaljeret din vision for det nye år er, desto nemmere kan du skabe det.

Når du ser din vision for dig, så stil ind på, hvorfor netop dette er din vision. Hvorfor vil du være i bedre form, spise sundere eller rejse mere? Når du ved hvorfor og kan mærke, at din krop nikker, og du forbinder dig til din vision, så har du en styrke at trække på alle de dage, hvor du føler, at det er svært at blive ved.

Så er det ikke bare et ’jeg burde også’, men i stedet en dybere følelse af, at noget er sandt og vigtigt for dig. Den følelse er en nøgle til at skabe det, du ønsker i dit liv.

Sidste element i nytårsforsæt, der holder, er, hvordan. At opnå noget – uanset om det er at kunne løbe et maraton eller få mere tid til familien – kræver bevidste valg om, hvordan det skal ske. Så støt dit nytårsforsæt op med konkret planlægning af det næste halve år med tid afsat til at handle på din vision. Det er genvejen til at kunne drikke et glas bobler ved midsommer og fejre, at det lykkedes.

Hvis du vælger at lave nytårsforsæt på denne måde, er det både vigtigt, godt og sundt for dig. Hvis du ikke magter at gøre indsatsen omkring at skabe en klar ide om hvad, hvorfor og hvordan du vil handle på dine ønsker, vil jeg råde dig til at droppe nytårsforsæt, drikke et glas champagne og hoppe ind i det nye år med ordene: Jeg tager det, som det kommer!

Anbefalet til dig