Paprika Steen: Jeg er i mit livs form

PAPRIKA STEEN

Alder: 48 år.

JOB: Skuespiller og instruktør.

Privat: Kæreste og bor sammen med filmproducer Mikael Rieks. Sammen har de Otto på 13 år.

Uddannet: Fra Skuespillerskolen på Odense Teater.

Teater: Har spillet et væld af teaterroller, hun fremhæver bl.a. „Hvem er bange for Virginia Woolf”.

Tv og Film: Har været med i 12 tv-serier og 25 film, har desuden instrueret filmene „Lad de små børn” og „Til døden os skiller”.

Priser: Fire Bodil- og tre Robertpriser, bl.a. for bedste kvindelige hovedrolle i „Okay” (2003). Blev også Årets danske skuespillerinde ved Zulu Awards for filmen „Applaus” (2010) og „Superclasico”(2012).

Aktuel i: „Elin’s fest” på Bellevue Teatret. Et moderne morskabsteateraf Line Knutzon og de medvirkende: Paprika Steen, Peter Frödin og Anders W. Berthelsen. Premiere 5/10.

Sport: Vægttræning, intervaller på bl.a. løbebånd, pilates og yoga.

Ramt af stress to gange

I virkeligheden er det måske allermest dem – de dumme tanker – som Paprika Steen er i gang med at skifte ud. Og erstatte med et mildere syn på sig selv. Den 48-årige skuespiller har fået stribevis af priser for bedste kvindelige hovedrolle, birolle og årets skuespillerinde. Og også adskillige udenlandske priser for bedste film for hendes „Lad de små børn”, som var hendes instruktørdebut. Hun brænder igennem, uanset om hun står foran et kamera eller på en scene, som hun nu gør igen fra 5. oktober på Bellevue Teatret i det moderne morskabsteater-show „Elin’s fest”, som hun har skrevet sammen med Line Knutzon, Peter Frödin og Anders W. Berthelsen.

Men selv om man er dygtig – og véd det – kan man godt være i tvivl om alt muligt andet. Bl.a. om man har „lov” til at være den, man er. Den, der tit befinder sig ude på polerne og knap så meget inde på midten. Er sensitiv og sårbar. Og samtidig tough og siger sin mening. Højt. Man kan også have så travlt i sit arbejdsliv, at man til sidst mister evnen til at mærke efter – og sige stop. Det skete for Paprika Steen.

– Jeg gik ned med stress for seks år siden. Efter at have

arbejdet nærmest nonstop på teater og med film, fra jeg kom ud fra Skuespillerskolen. For tre år siden under optagelserne til filmen „Superclasico” i Buenos Aires fik jeg stress igen. Første gang var jeg ikke selv klar over det. Det var min mand, der bemærkede, at jeg sov utroligt meget. Og min lillebror, der sagde: „Du skal snakke med nogen, du ser ud, som om du har det dårligt” – og det havde jeg.

 – Så jeg gik til læge, der sendte mig til en psykiater, der gav mig lykkepiller. Det var en lille dosis på 5 mg, men det virkede. Jeg var pludseli superoverskudsagtig, ville hjælpe alle og var klar til at spille teater igen. Men problemet er jo, at effekten af pillerne aftager, og så går man op i dosis. Og selv om jeg fik det bedre i begyndelsen, så havde jeg alligevel hele tiden fornemmelsen af ikke at være mig selv.

– Jeg besluttede at trappe ud af medicinen, da det gik op for mig, at mit normalbegreb langsomt ændrede sig. Hvis jeg var ked af det eller i dårligt humør, tænkte jeg straks: „Nej, nu virker pillerne ikke”. Men alle kan jo have en dårlig dag, være vred eller ked af – dét er helt normalt. Hvorimod det måske snarere er mærkeligt, hvis ens indre stemning altid ligger sådan her… Paprika Steen holder hånden vandret – i en helt lige linje. Vi sidder ved hendes spisebord, og der er kaffe på bordet, og sønnen Otto kommer hjem fra skole og går i køkkenskuffen og smutter ud igen. Det er så hygge-eftermiddags- rart, som det overhovedet kan være. Men det ændrer ikke på, at Paprika Steen bare ikke er den lineære streg i luften. Paprika Steen er højdepunkter og bølgedale på godt og ondt. Det er okay. Og det er blandt andet dét, hun har opdaget om sig selv på den fysiske og psykiske rejse, som hun nu er på.

JEG MÅTTE NUSTILLE MIG SELV

– Min mor var også skuespiller – og hun var depressiv. Hun gik ind i et sort hul som 41-årig og kom aldrig ud igen. Så da jeg fik stress i starten af 40’erne, var jeg virkelig bange for, at det samme var ved at ske for mig. At jeg var genetisk disponeret for depression – og det var én af grundene til, at jeg dengang sagde ja til medicin. Der var også frygten for at være anderledes. Det er en grundangst, vi alle sammen har dybt nede. For at være „uden for flokken”. Hos nogle gemmer den sig helt nede i det ubevidste. Hos Paprika Steen har den altid været lige i øjenhøjde.

– Jeg har altid haft en følelse af aldrig at passe rigtigt ind. Af at være for stor en mundfuld. Af at fylde for meget. Svinge for meget i humør og følelser. Men så kan man jo tage medicin og bedøve og tone sig selv ned, så man er ligesom alle andre – så man er „normal”. Hver femte dreng i USA bliver medicineret for ADHD. Jeg kender en dreng, som reelt har ADHD – hver femte amerikanske dreng er altså ikke som ham.

– Så i forhold til adfærdsregulerende medicin kan man også stille spørgsmålet: For hvis skyld gør jeg det – for min egen eller for omgivelsernes? Det har min egen proces også handlet om: Kan jeg bare være mig – fylde det, jeg gør – uden at føle mig forkert?

– Hvorfor besøgte du til det ayurvediske kursted i Indien?

– Fordi jeg vil flytte mig. Jeg har i lang tid følt, at noget må ændre sig. Den person, jeg var for seks år siden, har jeg kørt færdig. Den krop er kørt færdig. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal stå så meget foran kameraet fremover. Men måske bagved. Og når jeg ikke nødvendigvis kun skal være skuespiller, så skal jeg heller ikke blive ved med at leve sådan, som jeg har gjort.

– Hvad ville du opnå?

– Udrensning. Primært af min krop. Slippe af med gamle affaldsstoffer. Men også nulstille mentalt. Jeg var nysgerrig på, hvem jeg er, når jeg er ren og afgiftet. Og det var virkelig voldsomt. Jeg tog af sted alene og anede faktisk ikke rigtigt, hvad jeg gik ind til. Tre uger med yoga hver morgen, ayurvedisk massage og behandlinger i to-tre timer hver formiddag og igen om aftenen. Og så spiser man ayurvedisk, dvs. mad, som er let at fordøje, suppe, ris, grønsager. Det var på alle måde en ekstrem, fantastisk og transcenderende oplevelse,

 om jeg gerne vil prøve igen.

JEG SLUGTE FIRE DAIM

for at berolige mig selv Alene-tiden, som Paprika Steen har haft, mens hun har rejst i år, har også været med til at åbne nye døre i hende, siger hun.

– Jeg har haft ro og tid til at tænke, og jeg kan mærke, jeg er et andet sted end for bare et år siden. Men det er stadig nyt for mig at tænke på mig selv som den, der er bag ved kameraet. Fra jeg var ni år, har jeg kun haft ét mål: at blive skuespiller. Jeg har gået én vej og virkelig kæmpet for det. Og alt det arbejde blev indløst eksplosivt og intenst i 10-12 år i 30’erne, hvor jeg arbejdede solen sort. Så fik jeg stress. Og så blev der stille. Jeg har simpelthen en stærk følelse af, at hvis jeg vil have noget godt ud af de næste 20-30 år, så skal jeg kode mig selv fuldstændigt om nu.

– Stress har tit den følge, at man også får en depression. Havde du det?

– Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der var hønen, og hvad der var ægget. Jeg havde det godt, og pludselig havde jeg det slet ikke godt. Men hvis jeg dengang havde vidst, at der var andre måder at håndtere stress på – f.eks. at tage til Indien og rense ud med ayurvediske behandlinger eller dyrke masser af motion eller yoga eller skære sukker ud af kosten eller… så kunne jeg måske have holdt det fra døren. Jeg ved det ikke.

– Men jeg kan se, at jeg gennem hele mit liv har haft nogle „overlevelses-redskaber”, som jeg ubevidst har brugt til at balancere min sensitivitet. Jeg har nok en snert social fobi og har f.eks. svært ved, at der er tætpakket med mange mennesker. Så efter to timers julehandel er jeg nødt til at sove otte timer. Og da jeg kom ind i flyet fra yoga-retreatet i Grækenland, slugte jeg fire Daim på et øjeblik. Ikke, fordi jeg har lyst – og jeg havde jo lige lært, at jeg skal holde mig fra sukker – men fordi sukker beroliger mig.

– Det har været mine redskaber – sukker og søvn. Det gjorde jeg som yngre. Arbejdede helt vildt og sov så uafbrudt i tre dage. Og det var der jo ingen, der opdagede, for jeg

boede alene, og jeg havde aldrig gæster. Aldrig. Ikke før jeg var 33 år og mødte Mikael.

Følelsen af svigt udløser stress i mig

– Hvor tror du, at din sensitivitet kommer fra?

– Fra min barndom. Den var både fantastisk og meget stressende. Jeg er født med stress, min krop har altid været i stressberedskab.

– Hvorfor?

– Fordi jeg aldrig vidste, hvad jeg kom hjem til. Min mor var i meget forskelligt humør. Tit var hun der slet ikke, og andre gange var hun der vildt meget. Min stedfar var det faste holdepunkt. Han stod op med os om morgenen, men der var altid mange mennesker i vores hus, og jeg vidste aldrig hvem og hvordan. Det var jo ikke i ond mening, men den uforudsigelighed har siddet som stress i min krop. Indtil meget sent i mit liv fik jeg hjertebanken, når jeg skulle hjem og besøge folk.

– Jeg tror i virkeligheden, at der er to ting, som mange mennesker kæmper med: stress. Og svigt – i alle mulige varianter. Fra forældre, kærester, venner, arbejdspladsen. Nogle kvinder går fuldstændig i opløsning, når de bliver svigtet af en mand. Jeg har aldrig hængt min lykke op på en partner, men jeg har hængt den op på venner og arbejde, og jeg har f.eks. meget svært ved at håndtere, at en arbejdsaftale bliver brudt. Den type svigt sætter en stressreaktion i gang hos mig. Ubevidst udløser det følelsen: „Noget svigter, så er jeg alene, nu falder det hele sammen.” Og så går stressen i gang.

JEG HADER STADIG LØBEBÅNDET

– Når man så føler det svigt, så prøver man måske at spise sig ud af følelsen. Drikke. Tage stoffer. Det har jeg aldrig gjort, men jeg har arbejdet uden stopklods, sovet og brugt sukker til at „afbalance” mig. Det har jo givet kæmpe udsving i energi og humør og gjort mig endnu mere træt. Men nu tror jeg, at jeg har fundet en anden vej. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har fået det tusinde gange bedre efter, at jeg er begyndt at træne og har skåret sukker ned til et minimum.

– Men jeg hader da stadig at „få pulsen op” i crosstraineren og på løbebåndet. Hader det! Jeg vil hellere bare løfte vægte og lave mavebøjninger, det er jeg go’ til. Men det skal jeg, så det gør jeg. Faktisk er det jo mærkeligt for mig at stille op i et blad som fit living. Jeg er ikke vant til at opfatte mig selv som „sund”, jeg ryger og drikker kaffe. Men så tænker jeg – hvem er det egentlig, jeg sammenligner mig med, Anja Andersen? Måske er der også plads til en som mig i det her univers… 

3 sunde ting, der virker for mig

1. Farvel sukker!

Det har virkelig været mit drug. Sukker kan gøre mig rolig, men har også den effekt, at jeg kører op og ned i energiniveau − og derfor jo også i humør. Jeg har fået det meget bedre, efter jeg har skåret sukker ned til et minimum i min kost. Det var en øjenåbner at opdage, hvor meget sukker jeg spiste − og hvor utroligt meget sukker, der er i meget af den mad, vi køber.

2. Enkel træning.

Gør budskabet kompliceret og træningen besværlig − så holder jeg straks op med at høre efter. Da jeg ville i gang med at motionere, hyrede jeg en personlig træner, som holdt mig fast og var god til at gøre det simpelt med enkle styrketræningsøvelser og intervaltræning. Det virkede for mig!

3. Kickstart med udrensning.

Jeg tog til Kerala i Indien på det ayurvediske behandlingssted Agastyaa Heritage Ayurvedic Centre, som ledes af den ayurvediske læge Dr. Unni. Så langt behøver man ikke rejse for at rense ud, men jeg havde brug for helt at nulstille mig selv og begynde forfra. Med en ren krop og nye vaner, som jeg gerne vil holde fast i resten af livet. Det var en fantastisk og transcenderende oplevelse på alle måder. Læs mere på unnidoc.com