Ta' på bootcamp med veninden

Biip. Vækkeuret ringer kl. 05.25, og jeg springer ud af sengen. Jeg ved, at min veninde Susanne gør præcis det samme, og derfor føles det faktisk ikke så hårdt. We are in this together. Otte ugers intensivt ernærings- og træningsforløb med fokus på funktionel træning, holistisk sundhed og stenalderkost er begyndt. Vi skal træne kl. 06.15 tre gange om ugen, leve som hulekvinder og stå last og brast under bootcampen.

Susanne og jeg har forskellige udfordringer i forhold til at gennemføre forløbet. Susanne har været udfordret på at finde tid til træning de senere år, bl.a. fordi hun har en autistisk søn, som kræver meget af både hende og resten af familien. Det har ført til trøstespisning, når det hele har været lidt for hårdt, og samtidig har Susanne fået konstateret gigt i leddene.

For mit eget vedkommende har jeg gennem de sidste otte år løbet fast hver anden morgen, men tiltagende problemer med knæene har gjort, at min form har været for nedadgående. Jeg har også savnet træning af overkroppen. Min kost har været underlagt skiftende regimer efter tidens trends – jeg arbejder jo på et dameblad og ser alt det nye og prøver det gerne af. Med skiftende held. Der har sneget sig små ti kilo for meget på, synes jeg, og når der samtidig er problemer med knæene, er der kun én vej at gå.

Nu kan jeg holde "planken" uden at lyde som en hvalros i brunst!

Susanne Nellemann Holm, 50, er uddannet socialpædagog og psykoterapeut og arbejder med frivillig rådgivning af pårørende til autister. Hun er gift og har to sønner på 17 og 12 år.

Uge 1

Så er jeg i gang takket være Marie-Louise, som har overtalt mig til at stille op. Jeg har i mange år ”lavet en Oprah Winfrey” og har kørt meget op og ned i vægt. Jeg har haft mange gode perioder, men lige så mange dårlige. Nu skal det være!

– Det er meget hårdt at stå så tidligt op – kl. 05.30 – for at træne. Det er ikke svært for mig som sådan at stå op – jeg er A-menneske – men det er svært at stå op for at træne. Jeg er ikke et træningsmenneske.

– Til den første træning føler jeg mig som holdets tykke gris. Men jeg vil altså ikke hedde ”Grisen”! Jeg har det med at give andre mennesker navne, og jeg har i al hemmelighed givet alle de andre på holdet navne. ”Roeren”. ”Gymnasten”. ”Moder Jord”. Og så videre.

– Valéria har målt og vejet mig, og jeg blev ikke fundet for let. Faktisk ser hun et stort forbedringspotentiale i mig. Hun er sød og energisk, meget brasiliansk, men også skarp. Specielt når jeg skal lave planken, hvilket jeg faktisk slet ikke kan.

LÆS OGSÅ: Sådan få du kroppen i balance

Uge 2

– Det har været en hård uge med bihulebetændelse, udfordringer med min autistiske søn og tre konfirmationer med lækker mad. Alt for meget sødt, som jeg ikke måtte spise. Men jeg har virkelig gjort mig umage og stort set undgået de forbudte ting.

– Vi var til foredrag om stenalderkost, og jeg har læst alle noterne, som Valéria gav os. Det er dog svært for mig at vænne mig til spejlæg med ukrudt om morgenen, men det værste er, at jeg savner en god kop kaffe med skummetmælk og min elskede yoghurt.

– Jeg bager meget sjældent og var meget skeptisk i forhold til et såkaldt stenalderbrød uden mel. Men det er super nemt at lave det, og smagen er næsten for god til at være sand. Jeg er ikke en overbevist ”Cavegirl” endnu, men jeg hænger i, så godt jeg kan. Jeg har læst meget om emnet på nettet, og det er lidt forvirrende, at der er forskellige skoler inden for stenalderkost. Jeg holder mig til Valérias anbefalinger.

Uge 3

– Dejligt at træningen i denne uge foregår tættere på, hvor jeg bor. Jeg cyklede glad af sted i den dejlige morgensol og glædede mig for første gang rigtigt til at træne. Okay, måske ikke planken, hvor jeg plejer at stønne mere end Venus Williams i en tenniskamp.

– Jeg tror, jeg har fået en fibersprængning i maven, men både Valéria og min søn mener, det bare er lidt ømme muskler!

Uge 4– 8

– Jeg har nu fået voldsomt ondt i højre knæ, ja, det er farligt med al den motion. Vi har fået et godt sammenhold på holdet, og det er nogle sjove piger, som jeg glæder mig til at møde hver gang. Det går bedre og bedre med øvelserne, og det bliver stadig sjovere. Jeg glæder mig også til de samtaler, Marie- Louise og jeg har om morgenen på vej til træning. Det er en god måde at få snakket sammen i en travl hverdag og rart at vende nogle tanker om kostplanen.

– Jeg har været til rigtig mange fester på det seneste uden at drikke hvidvin eller spise masser af kulhydrater. Jeg er stolt af mig selv. Nu er det ikke sådan, at jeg drikker alkohol til daglig, men jeg bliver endnu sjovere efter lidt vin, og jeg har måttet skuffe mange ved at være på vandvognen, for denne gang har jeg ikke villet sætte det hele til igen. Problemet er, at hvis jeg får vin, glemmer jeg alt om, hvad jeg må og ikke må spise. Og det går jo ikke.

– Helt generelt har jeg haft svært ved at følge Valérias kostprincipper 100 procent. Jeg har det svært med så meget kød, så jeg har spist en del fisk i stedet for. Men jeg også har gjort meget af det rigtige. Jeg drikker meget mindre kaffe, meget mere vand, og jeg har ikke rørt hvidt brød, pasta og ris i alle ugerne. Men jeg har svært ved at holde mig fra rugbrød. Jeg har lavet kokospandekager flere gange. Utroligt, at det er sundt, så godt det smager.

Konklusion

– Jeg er kommet i kontakt med hele min krop igen, og jeg vil fortsætte den gode udvikling. Jeg er lidt skuffet over ikke at have tabt endnu flere kilo, men Valéria siger, at muskler vejer mere end fedt.

– I tankerne er jeg blevet transformeret fra ”Tykke gris” til ”Planke-Sus”. Hende, der kan lave planken uden at lyde som en hvalros i brunst!

– Det har betydet meget for mig, at Marie- Louise og jeg har kunnet følges ad og snakke sammen under hele forløbet. Først og fremmest har det gjort det sjovere!

Læs om Marie-Louises oplevelse af bootcampen på næste side.Fra halvdårlig løber til stærk hulekvinde

Marie – Louise, 46, er journalist på ALT for damerne. Hun er gift og har to døtre på 17 og 13 år.

Uge 1

– Jeg har været til den indledende fysiske test hos Valéria, hvor jeg er blevet målt, vejet og vurderet i forhold til, hvordan min krop arbejder. Jeg har ondt i venstre knæ for tiden, skal have det tjekket hos lægen, og desuden er jeg ret stiv i lænden, hoftepartiet og imellem skulderbladene. Jeg har løbet fast tre gange om ugen i otte år, og min krop trænger til en anden slags træning. Vi taler lidt om, hvad mine mål med bootcampen er. Jeg vil gerne tabe omkring otte kilo, fordi jeg har det bedre i min krop, når jeg vejer mindre. Sundhedsmæssigt tror jeg også, at det er en god idé for mig, da jeg har tendens til at samle fedt om maven som et æble, og det er jo det ”slemme” sted. Dertil kommer det kosmetiske. Jeg vil gerne kunne gå i det tøj, jeg har lyst til uden at tænke på ”bildækket”.

– Første træning. Vi er ti på holdet, alle kvinder 40+ og det er herligt, at vi på den måde er i samme båd. Der er forskel på formen, og nogle er klart mere vant til styrketræning end andre. Vi varmer grundigt op og kører derefter cirkeltræning. Puha, jeg sveder. Og sveder. Der er øvelser, jeg ikke kan lave på grund af smerter i knæet, men Valéria giver mig hurtigt en alternativ øvelse. Da jeg tager hjem, har jeg en skøn følelse i kroppen. Det skal nok blive godt det her.

Uge 2

– Susanne har været ude at rejse og er med til træning for første gang i dag. Det er hyggeligt. Hun er bekymret over, om hun vil være den dårligste på holdet, og jeg prøver at fortælle hende, at folk fokuserer på sig selv, når de træner, og egentlig er ret ligeglade med, hvordan andre gør og ser ud.

Uge 3

– Knapt tre uger har vi været i gang nu, dog kun to uger på den rigtige kost, fordi vi lige skulle høre et foredrag om stenalderkost, før vi gik i gang. Det var topfrustrerende at stille sig på vægten i dag. Jeg havde taget 1,5 kg på – øv! Okay, jeg har været på en pressetur i Rom, hvor stort set alle måltider var forudbestilt, så jeg fik både pasta, brød, is og vin. Og kaffe med mælk. Ikke så stenalderagtigt. Men i forhold til, hvad jeg normalt ville have indtaget på en tur til Rom, holdt jeg mig i skindet. Jeg burde dog ikke have taget på, tænker jeg, og taler med Valéria om det. Hun beder mig skrive kostdagbog i tre dage. Tilbagemeldingen er, at jeg skal variere min kost mere, droppe rosiner i salaten, undlade mælkeprodukter helt og spise mere protein og fedt. Godt så.

LÆS OGSÅ: Få Anne Bechs kostplan

Uge 4– 8

– Jeg havde min midtvejsmåling og blev vejet i onsdags inden træning, og det var både optur og lidt nedtur. Opturen var, at jeg havde tabt 8 cm i taljen og 7 cm om hoften. Det kan godt mærkes på bukserne! Jeg havde dog kun tabt 1,8 kg på vægten, det men Valéria siger, at jeg ikke skal hænge mig så meget i vægten. Hellere se på kroppen og tage målebåndet i brug.

– Vi har været til endnu et kostforedrag og efter en periode med strikse stenalderprincipper, må vi nu genindføre fødevarer som f.eks. mælkeprodukter. Jeg har dog genindført mælkeprodukter i begrænset omfang, for jeg får lidt pip af æg hver morgen og vil gerne vælge yoghurt eller skyr, når jeg nu ikke kan få min rugbrødsmad med ost. Gluten holder jeg mig fortsat helt fra og skal se, hvilken forskel det gør, når jeg en dag prøver at spise det. Det samme gælder bælgfrugter, som f.eks. linser og forskellige slags bønner, som jeg normalt får en del af.

– Jeg er ved at indstille mig på, at jeg måske skal holde helt op med at løbe. Jeg har løbet et par gange, men det gør mine smerter i knæene værre. Valéria siger, at man ikke får en løberkrop af at løbe, nej, man skal have en løberkrop for at overleve løb! Det har jeg ikke, og jeg kan jo også konstatere, at jeg ikke har fået drømmekroppen af at løbe.

Konklusion

– Det har været lidt af en øjenåbner at finde ud af, at funktionel træning og intervaltræning er så godt. At resultaterne viser sig langt hurtigere, end når man løber. Jeg savner at være udenfor, når jeg træner, men heldigvis går jeg lange ture med min hund, så jeg stadig får masser af frisk luft.

– Kostmæssigt er jeg blevet mere opmærksom på at få proteiner nok. Jeg kan virkelig mærke, hvilken forskel det gør på mit sultbarometer hen på eftermiddagen, om jeg har fået rigtig morgenmad og frokost.

– Det har været lærerigt at have Susanne så tæt på i hele forløbet, for det er spændende at høre, hvordan en anden oplever tingene. Vi har sat spørgsmålstegn ved forskellige ting i forløbet, men alligevel har jeg følt, at vi har stået sammen om det her. Vi har haft et lille frirum sammen, og vi har lært hinanden at kende på en ny måde. Og ja, så er det altså bare skønt at vide, at man ikke er den eneste, der står op kl. kvart i kvalme for at træne.

LÆS OGSÅ: Slut fred med din krop