suppekur
SPONSORERET indhold

Test af 10 dages souping: Er suppe vejen til sundhed?

Vi har testet en ny suppedetox i 10 dage og fik både flad mave, pænere hud og mere energi.

Af: Maria Præst Foto: Philip Ørneborg
23. jan. 2017 | Sundhed | Fit living

Udrensning, jeg er klar!
Fra i morgen skal jeg soupe og følge 10-dageskuren i den nye bog Souping − det nye juicing af Martin Kreutzer og Sandra Pugliese. Jeg har proppet køleskabet med friske grøntsager, krydderurter, mandelmælk og kokosvand − og føler mig helt sund allerede. De to forfattere garanterer, at de 10 dage vil gøre underværker for mit velbefindende, og at jeg vil opleve flad mave, sprudlende energi og højt humør. Så jeg glæder mig − men er også ret spændt. Jeg laver min første suppe, Thaisuppe med kokosmælk og rejer, allerede om aftenen, så den er klar til at tage med til frokost i morgen. Min mand bliver grebet af stemningen og hopper med på de første tredages kickstarter-souping. Vi er klar!

Dag 1: Flyvende fra start
Det begynder godt. Første morgensuppe er en lækker Brombær-hindbær-suppe, som hele familien slubrer i sig. Den smager også virkelig godt. Men sulten melder sig allerede, mens jeg cykler på arbejde. Jeg skal lige vænne mig til, at det er tre måltider − og ikke alle mulige mellemmåltider − så jeg har flere sultkriser i løbet af dagen. Om aftenen er jeg helt bombet og går tidligt i seng.

Dag 2: Kvalme og knaldende hovedpine
Jeg vågner med ondt i hovedet, jeg sveder, og nogle minutter efter jeg er stået op, må jeg ud og kaste op. Okay, dét kan da ikke være sundt? Jeg spiser suppen Grøn, grøn, grøn med æble, kiwi, avocado og spinat, og synes, det hjælper lidt at få noget i maven. Da jeg får kæmpet mig ind på kontoret, tager jeg fat i Martin Kreutzer, som opfordrer mig til at lave en ekstra morgensuppe, så jeg kan spise en halv portion om eftermiddagen og om aftenen for at stabilisere mit blodsukker. Jeg følger hans råd med Jordbærsuppe om eftermiddagen, og det hjælper. Jeg har det bedre, og bare tanken om, at jeg må spise den anden halvdel i aften, hjælper på humøret. Det skal nok gå.

Dag 3: Frisk og veludhvilet
I dag vågner jeg af mig selv halv syv og føler mig frisk og veludhvilet. Men det er kun tredjedagen, og jeg er allerede ved at være lidt træt af suppe. Nå, men frem med blenderen og en lækker Appelsin-gulerods-suppe til morgenmad. Den smager heldigvis skønt. Jeg er overrasket over, hvor lækkert alle supperne smager. Jeg tager i biografen med en veninde om aftenen − uden bland-selv-slik − det er ikke helt det samme. Men i dag er heldigvis sidste dag i de første tredages kickstarter-souping, hvor alle supper er fastlagt på forhånd og blendede. Så fra i morgen kan jeg selv vælge, hvilke supper jeg har lyst til at lave og endda få toppings på. Hurra! Min mand står dog af nu, så fra i morgen er jeg on my own.

Dag 4: Pænere hud − og lidt ekstra glød
Min hud er allerede her på dag fire blevet helt vildt pæn, så når jeg er ved at miste suppemodet, kan jeg bare lige kigge mig selv i spejlet. Jeg dyrker normalt poweryoga, men booker i dag en yin yoga-klasse i stedet, for jeg føler ikke, jeg har energi til at præstere en hel masse. I dag er det fredag. Jeg fejrer det ved at gå i Lagkagehuset og købe lækre kanelgifler til ungerne − og en lang næse til mig selv. Det er lidt svært ikke at må forkæle sig selv med noget lækkert af nogen slags. Til aften spiser jeg Græskarsuppe med grillet laks og æbletern. Det er dejligt at få noget mad med mere konsistens, og jeg føler, at jeg bliver lidt mere mæt.

Dag 5: Irritabel, men kiloene rasler af
Jeg har tabt 2,5 kilo allerede, og jeg tror aldrig, at min mave har været så flad. Det er jo dejligt, men derudover er jeg suppetræt. Det er især svært, fordi det er weekend, og jeg hele tiden bliver mindet om, at jeg er i gang med den her detox. Det fylder alt for meget i mit hoved, og i dag er jeg ret irritabel. Især når resten af familien hygger med friskbagte vafler, og jeg lige snupper en kold Tomat-melon-gazpacho.

Dag 6: Langsom søndag i bedre ­humør
Jeg begynder dagen med min yndlings Brombær-hindbær-suppen. Tanken om, at jeg er over halvvejs nu, gør det lidt lettere at overskue igen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at løbe en tur, men jeg tror ikke, jeg kan holde til det, så jeg nyder en rolig søndag i stedet. Jeg laver Bagt kartoffelsuppe med selleri og kylling, og den er nærmest himmelsk. Den smager vildt godt, og det føles nærmest luksuriøst med både kylling og bacon.

Dag 7: Energiboost
Jeg kan snart alle opskrifterne i bogen i blinde, og blenderen snurrer den lækre Jordbærsuppe frem til morgen. Jeg synes ikke rigtig, jeg har kunnet mærke det før, men i dag har jeg vildt meget energi og overskud − på trods af syg mand og sygt mindstebarn. Og så er det bare meget nemmere at være på suppemission i hverdagene, hvor jeg ikke har tid til at tænke så meget over det.

Dag 8: Mmm, nybagte boller med smør …
… er det eneste, jeg kan tænke på i dag. Det er sjovt nok hverken slik, kage eller is, jeg savner, men en lækker nybagt bolle med smør. Jeg har allerede købt gær. Faktisk vender det sig lidt i mig, da jeg hælder den Toscanske bønnesuppe op i en skål for at varme min frokost. Det er ikke, fordi den ikke smager godt. Jeg kan bare snart ikke få mere suppe ned. To dage tilbage.

Dag 9: Lettere i kroppen
Jeg er næsten høj ved tanken om, at det snart er slut. Og omvendt har jeg vænnet mig til ikke at spise så meget. Jeg føler mig meget lettere i kroppen, sprød og spinkel. Det må jeg hellere nyde, mens det varer, så jeg spiser min Kolde avocadosuppe med yoghurt til frokost med et smil på læben.

Dag 10: Jeg klarede det!
Jeg føler mig ret sej, da jeg kører den sidste suppe igennem blenderen. 10 dage er lang tid, men nu hvor det er overstået, føler jeg mig virkelig godt tilpas. Og jeg har fundet ud af, at det slet ikke er så svært at undvære de søde sager. Det er mere almindelig mad, jeg glæder mig til at spise igen. Som den hjemmelavede burger med fritter, jeg har planlagt at spise i morgen aften.

EFTER SOUPING
Det er helt mærkeligt at måtte spise igen. Jeg kan slet ikke finde ud af det, så jeg tager en morgensuppe den første dag, men nyder ellers, at jeg kan spise, hvad jeg vil igen. Jeg spiser automatisk lidt sundere, da det pludselig føles som den vildeste luksus at få en rå gulerod og et stykke rugbrød, og så snupper jeg en af de gode supper indimellem for at holde fast i den gode vane. Det er en nem og lækker måde at få masser af grøntsager på − og det behøver heldigvis ikke at være alt eller intet. 

LÆS OGSÅ: De nye sunde trends i 2017

LÆS OGSÅ: 5 madvarer, der booster din sundhed

LÆS OGSÅ: FIT tester juicekur: Kan du drikke sig sund?