”Jeg keder mig,” sagde barnet – men det er kun sundt, mener pædagog

Dette er en klumme og repræsenterer forfatterens meninger.

”Jeg keder mig!”

Både et verbum og en følelse. Man gør det uden at gøre noget. Noget, der er helt uforståeligt for børn.

Følelsen er bare dum. Frustrerende, irriterende og til sidst fortvivlende, hvis man lader det stå på længe. Det er rastløst at kede sig, og det er langt fra noget, der kun gælder for børn.

Det er også det samme for voksne. Forskellen er, at vi håndterer følelsen bedre. Vi har stor erfaring og ved, at følelsen går over. For et barn er følelsen uudholdelig.

”Jeg keder mig!”

"Ja, det er kedeligt at kede sig. Hvem tror du kan gøre noget ved det?”

”Dig!"

Det fik jeg jævnligt smidt i hovedet på mit arbejde i børnehaven.

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Pigen var gnaven og havde en forventning om, at ”Ragnhild ordner det”. Det gjorde jeg bestemt ikke. Hun var ikke så modtagelig, da jeg fortalte hende, se dig omkring - der er lidt af hvert, du kan komme i tanke om. Så må du bruge tænketanken eller hjernekontoret.

De ældre børn har en god idé om, hvad det er. Det tog et par minutter, før hun sprang op fra vores sofa. Valget var faldet på skoleleg. Selv om kreativitet og løsningsorientering kan være overraskende langt fremme hos børn, er det ikke altid, at kreativiteten skinner igennem.

Den situation, jeg beskriver, er ikke usædvanlig. Selv med et væld af aktiviteter og legetøj i afdelingen er der ingen, der er gode nok.

Nej, de skal sidde ned, indtil de ikke længere keder sig. Jeg kan ikke gøre meget ved deres kedsomhed, og hvis jeg bliver ved med at finde på alternativer, lærer de ikke at bruge hjernekontoret.

At kede sig

At kede sig ser ikke ud til at være så let nu om dage.

Folk har kedet sig i et par årtier (og glem ikke, at kedsomhed også fandtes før det). Bare i forskellige grader.

Jeg kan huske, at når jeg kedede mig som barn for ca. 40 år siden, satte jeg mig i den store lænestol. Enten sad jeg der bare, eller også lyttede jeg til »Kardemommeby« og »Hobbitskoven« på vinyl. Så kom ideerne tilbage.

Jeg kendte radiospillene som min egen bukselomme, og måske var de også blevet lidt kedelige, så jeg tror, det handlede om en form for afslapning.

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

Hvis jeg fortalte mine forældre, at jeg kedede mig, måtte jeg tage en tur på hjernekontoret og selv finde ud af det. Der var ingen hjælp eller service at hente der i gården.

Det er godt at kede sig

Det er godt for børn at kede sig fra tid til anden. Forskere har undersøgt kedsomhed og konkluderet, at det faktisk kan fremme kreativiteten at kede sig. Og det er i sig selv indlysende.

Det kræver eftertanke at finde ud af, hvad man skal gøre. Hjernen får lov til at vandre, organisere indtryk og få overblik. Den rydder op i information, som allerede er der, og organiserer fremtidige aktiviteter.

Man reflekterer og finder selv ud af, hvad man kan lide at lave, og kan styrke sin evne til at udføre opgaver, som man finder både uengagerende og, ja, kedelige.

Børn i dag er vant til et langt større antal indtryk i løbet af en dag end for bare ti år siden. Med digitale værktøjer og gadgets, er det ikke underligt, at når hjernen får en pause, opleves rastløshed hos børn. Måske mest af alt fordi deres hjerner er i konstant udvikling? Det kan man læse i mange forskningsrapporter.

Du vil sikkert straks tænke: "Ja. Men digitale redskaber bruges jo også flittigt i børnehaverne." Jeg vil gerne påpege, at det ikke gælder for alle, men at det varierer meget.

Et andet aspekt af fænomenet at kede sig er, at når børn tilbydes alternativer og aktiveres derhjemme, så snart de klager over, at de keder sig, er deres utålmodighed, når den rastløse kedsomhed sætter ind, så meget desto større.

Forventningen om straks at blive tilbudt noget at lave bliver høj, og risikoen for at fejle bliver større. Evnen til at være tålmodig og tage en tørn kan blive saboteret. Det arbejde, der gøres i børnehaven for målrettet at træne disse to færdigheder, er ikke til megen nytte, hvis forældrene serverer og aktiverer børnene.

LÆS OGSÅ

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Efter at Helene Reingaard Neumann var med i sin første film af instruktøren Thomas Vinterberg, blomstrede et kærlighedsforhold til filmbranchen og året efter også til ham. I dag er hun både skuespiller og præst – og har nu to arbejdsfællesskaber sammen med sin mand.

Vuggestuens indsats kan minimeres. Vi ser en støt stigning i utålmodighed, kedsomhed og rastløshed med krav om hurtigere opfyldelse. Antallet af afbrydelser er højere. Turtagning bliver en stor udfordring, og børnenes tålmodighed sættes oftere på prøve.

Hvad tænker du som forælder eller anden voksen, der er en del af dit barns hverdag? Rører jeg ved noget velkendt eller noget nyt? Hvad oplever dit barn, når det handler om at kede sig? Kan du hjælpe, og i så fald hvordan?

"Jeg keder mig" er både et verbum og en følelse. At ikke have noget at lave og en følelse, der bare er fjollet. Det er også frustrerende og irriterende.

Forståeligt nok kan børn ikke se fordelen ved det. Indtil de i det lange løb føler, at de kan finde ud af det selv, og hvordan de kan komme ud af det.

Denne artikel er først publiceret hos KLIKK.no. Dette er en redigeret udgave.