"Der er noget befriende skævt over Reykjavík"
Ditte Højgaard, 27, læser kandidat i visuel kultur på Københavns Universitet og arbejder med pr og kommunikation. Flere gange om året rejser hun til Island for at ride på islandske heste og opleve Reykjavíks laidback-stemning.
Stemningsfuldt hostel
I en gammel kiksefabrik centralt placeret i byen åbnede KEX Hostel denne sommer. Stedet opsummerer alt, hvad jeg elsker ved byen – afslappet stemning, indretningen er kreativ og cool, servicen er god og udsigten smuk. Man kan booke alt fra et klassisk hotelværelse til sovesal, og priserne er yderst rimelige.
Skúlagata 28
Kunst i fede rammer
Den smukke funkisbygning ved havnen er i sig selv et besøg værd. Den skaber en smuk ramme om den permanente udstilling med den islandske popkunstner Erró, og så finder man massere af billige bøger om arkitektur og kunst i museumsbutikken.
Reykjavik Art Museum, Hafnarhús, Tryggvagata
Dejlige caféoplevelser
Café Babalú er kitsch indrettet med gamle møbler og nips i et stort mix af stilarter og farver. Er vejret godt, kan den gode kaffe nydes på tagterrassen, og regner det, kan man blive hængende hele dagen og læse i de mange bøger eller spille et spil. Bestil en islandsk klejne – de skal smages!
Skólavörðustíg 22, Reykjavík
Islandsk design
I galleriet Kirsuberjatréð sælger 11 kvindelige islandske designere alt fra smykker, tøj og tekstil til smuk keramik og indretningsartikler. Reykjavík har rigtig mange skønne designerbutikker. I Kirsuberjatréð kan man få et indblik i den skæve og kreative islandske designtradition, og stemningen er rar og uforpligtende.
Vesturgata 4
Oplev Island
Der er gode muligheder for at komme ud og opleve øen. Et af mine favoritspots er Landmannalaugar, hvor du kan sidde i en varm kilde og se på de mangefarvede, smukke bjerge. Har du blot en weekend i Reykjavík, er Den Blå Lagune bestemt et besøg værd. Gør det evt. på vej til eller fra lufthavnen.
Reykjavik Excursions, re.is
Blue Lagoon, 240 Grindavík