Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

5 kendte kvinder om deres livs vendepunkt
Foto: Jens Rosenfeldt, Les Kaner, Astrid Kragh, Emilia Van Hauen, Hanne-Vibeke Holst, Maise Njor og Jeanette Ottesen

Astrid Kragh, Emilia Van Hauen, Hanne-Vibeke Holst, Maise Njor og Jeanette Ottesen

5 kendte kvinder om deres livs vendepunkt

5 kendte kvinder fortæller om et øjeblik, der ændrede hele deres liv.

”Jeg kunne mærke helt nede i bunden af maven, at SF ikke var det rigtige for mig længere”

Det var SF’s regeringsexit i januar, der blev afgørende, da Astrid Krag sagde farvel til sit parti gennem 16 år. Hun ville indflydelsen og magten og rykkede over i Socialdemokratiet – klar til at indgå kompromiser.

– Det var i løbet af det meget kaotiske døgn i forbindelse med salget af en del af DON G til Goldman Sachs, jeg traf beslutningen om at træde ud af SF . Efter den voldsomme omgang kunne jeg mærke helt nede i bunden af maven, at SF ikke var det rigtige for mig længere. Da det stod klart, at SF trådte ud af regeringen, havde jeg en følelse af tomhed. For hvis ikke man ville være dér længere, hvad pokker handlede det hele så om? Det var i hvert fald ikke det politiske projekt, jeg gik til valg på: nemlig at være en del af regeringsmagten. Når man er i politik, er der svære beslutninger, der skal træffes, og det giver mening for mig at være med til at træffe dem. Men det var ikke Goldman Sachs-sagen isoleret set, der fik mig til at træde ud af SF – det blev bare den udløsende faktor.

 – Jeg vækkede min mand, da jeg kom hjem fra det kaotiske møde om Goldman Sachs for at vende situationen med ham. Det gør jeg ofte – han er klog, min mand. Det var ham, der mente, at hvis jeg stadig følte, som jeg gjorde, efter næste morgens møder, så var det vigtigt, både for mig og for SF , at handle på det hurtigt og tage afsked.

– Det var vemodigt at sige farvel til mine kollegaer i SF. Vi har arbejdet tæt sammen, og man har nogle særlige betingelser som politiker, der gør, at man kan sætte sig ind i hinandens hverdag og udfordringer. Jeg tænker tilbage på min tid i SF med stolthed. Det var vigtigt, at vi var med til at sikre landet en ny regering. Hvis jeg skal beskrive mine følelser om SF med ét ord, må det være nostalgi, hvilket er et tegn på, at det var rigtigt for mig at komme videre. Nostalgi peger jo ikke fremad.

– Jeg føler selv, jeg har fået taget en ordentlig afsked med partiet. Det er jo stadig kollegaer, jeg møder på Christiansborgs gange, og jeg tror også, jeg i fremtiden kan drike kaffe med dem, der måtte have lyst til det, fra SF . Sådan er det at være politiker: Den ene aften har man en ophedet debat i Deadline, og dagen efter står man sammen i madkøen i Snapstinget.

LÆS OGSÅ: Trine Panum - Derfor tager jeg orlov fra TV2

– Det var et privilegium at være sundhedsminister. Det kan godt være, det lyder lidt plat, men man tjener jo sit land. Nu færdes jeg så på Christiansborg uden ordførerskaber eller ministerposter, og det har jeg aldrig prøvet før. Det er en lidt spøjs følelse. Men sådan er det. Jeg synes ikke, jeg blev færdig som sundhedsminister, men jeg har hele tiden været afklaret med, at en ministerpost ikke er noget, man tager med sig. Havde jeg fået lov til at sidde som minister perioden ud, ville jeg heller ikke synes, jeg var færdig. Det er en grundpræmis som politiker. Og ringer telefonen igen en dag med tilbuddet om at blive minister, så tror jeg bestemt også, jeg griber chancen.

– SF og Socialdemokratiets grundværdier ligger ikke så fjernt fra hinanden. Begge partier har en grundlæggende opfattelse af, at vi som mennesker kan noget sammen, som vi ikke kan hver for sig. Men der er også punkter, hvor partierne adskiller sig fra hinanden, f.eks. i forhold til magten og villigheden til at bære større ting igennem, der kræver bredere fundering. Kompromiser er noget af det mest afgørende i et demokrati. For mig er et kompromis ikke en kamel, der skal sluges, men det, der kan drive ting fremad.

– At kunne indgå kompromiser uden at gå i stykker af det er noget af det væsentligste i forhold til at kunne forandre. Det er vigtigt, at der er plads til debat i et politisk parti, men der er også behov for, at der konkluderes. På et tidspunkt må man nå til det punkt, hvor diskussionerne ikke starter forfra hver gang, ellers bliver det svært, hvis ikke umuligt, at forvalte politiske ansvar. Det er vigtigere at få jord under neglene og rykke ved tingene end at have rene hænder, efter min mening.

– For privatpersonen Astrid har det været skønt at kunne aflevere og hente mine unger. Og kunne spille kort og drikke vin med gode venner til langt ud på natten i weekenden uden at skulle bekymre mig om, at tv banker på næste morgen. Mit liv er blevet lidt mere mit eget igen.

Læs svømmer, Jeanette Ottesens, historie på næste side...
”Det lyder måske egoistisk, men jeg elsker mig selv højest”

Hun og ægtemanden Bobby havde planlagt et stille liv med børn efter hendes deltagelse ved OL i 2012. Men da elitesvømmeren Jeanette Ottesen skuffede i finalen, vidste hun, at hun var nødt til at fortsætte med svømningen. Et valg, der førte til skilsmisse.

– ”Når OL er overstået, så…” Sådan startede mange af mine sætninger i året op til OL i London 2012. Min hverdag var stramt programlagt med svømmetræning to gange om dagen og styrketræning ved siden af – kun søndag var fridag. Det gav meget lidt fritid til min mand, Bobby, og mig, men det havde vi egentlig vænnet os til. Jeg var 12 år, da jeg lærte ham at kende i svømmeklubben i Lyngby, vi blev kærester, da jeg var 16 år, og gift i 2011. Han var mit første kys, han var alt. Sammen havde vi planer om et nyt liv efter min deltagelse ved OL . Et helt almindeligt liv, hvor alt ikke handlede om mig og min svømning. Vi talte om at få børn, og min plan var at begynde på en uddannelse som politibetjent. Faktisk glædede jeg mig helt vildt til at prøve at leve et almindeligt liv. OL skulle bare lige overstås.

– Min krop rystede, da jeg endelig stod på startskamlen ved bassinkanten ved OL i London. Det var kulminationen på flere års træning, mit store mål, og jeg var favorit til at vinde distancen 100 meter fri, den fornemste disciplin i svømning. Endelig stod jeg i finalen. Lige inden start revnede min ultratynde svømmedragt ned ad ryggen og om på maven. Dragterne er så ekstremt stramme, at det tog ti minutter at få den af og lige så lang tid at få en ny på. Det forstyrrede min forberedelse, og da jeg stod på startskamlen mærkede jeg, at al virakken påvirkede mig.

– Jeg kom godt fra start og var den første, der vendte efter 50 meter, men så tabte jeg pusten. Mine kræfter – både fysisk og psykisk – var blevet brugt ude i omklædningsrummet med svømmedragten. Jeg kom ind på en sjetteplads – tre tiendedele af et sekund langsommere end bronzevinderen. Jeg var meget skuffet og ked af det. Det blev et vendepunkt, og mine planer om at begynde et normalt hverdagsliv blev lavet om i de sekunder, jeg kiksede til OL . Da fandt jeg ud af, at jeg ikke var klar til at stoppe med at svømme, jeg kunne pludselig ikke se mig selv slå mig ned med børn, for jeg havde ikke opnået den drøm og det mål, jeg havde. Jeg var fuldstændig sikker på, at det ville lykkes for mig, og da det så ikke gjorde, gik det op for mig, at jeg ikke kunne stoppe, før jeg havde opnået min drøm.

LÆS OGSÅ: Poul Krebs: Man skal ikke blive sammen for enhver pris

– Bobby var ellers meget klar til at leve et almindeligt liv, det havde han været klar til i flere år, det var sådan set bare mig, vi gik og ventede på. Jeg havde vel også nærmest lovet ham, at det skulle blive sådan efter OL , så jeg vidste godt, at han ville ærgre sig over min beslutning om at fortsætte svømningen, men jeg havde ikke regnet med, at det ville få de konsekvenser, det fik. For første gang nogensinde ville vi to vidt forskellige ting i livet. Og det var underligt efter at have fulgt efter hinanden og bakket hinanden op de sidste ti år, fordi det var det, vi følte for, og det var det, vi følte os mest trygge ved. Men så stille og roligt – og på meget kort tid, faktisk – voksede vi fra hinanden. Hele vejen igennem var vi begge to klar over, hvor det bar hen, og den 15. oktober 2013 blev vi skilt.

– Hvis jeg var stoppet med at svømme, tror jeg, at jeg var gået ned med en depression. Det er meget svært at give slip på sporten, når man er på eliteniveau. Mange sportsudøvere får en kæmpe identitetskrise, når de lægger deres sportskarriere på hylden, og jeg kan mærke, at jeg også selv er fuldstændig dybt afhængig af den gejst, svømning giver mig. Stoppede jeg med svømning, efter jeg kiksede til OL, ville jeg ærgre mig resten af livet over, at jeg ikke forfulgte drømmen og gik efter den næste OL -medalje. Det kan godt være, mit ægteskab gik i stykker, det er jeg stadig meget ked af, men jeg har også bare et mål med livet og en drøm. Det lyder måske egoistisk, men jeg elsker mig selv højest. Jeg bliver nødt til at tænke på mig selv, og hvad jeg vil med mit liv, men jeg håber, at jeg en dag kan dele det hele med Bobby igen.

– Det har på den ene side gjort mig lidt mere tykhudet, men også ekstremt blød, fordi det har været – og stadigvæk er – forfærdeligt for mig at tænke tilbage på, at den mand, som jeg elskede over alt på jorden, lige pludselig ikke skulle være i mit liv længere. Men alligevel har jeg ikke fortrudt, at jeg valgte at satse på min sport.

Læs forfatter, Maise Njors, historie på næste side...”Det gav en fred at erkende, at min far ikke er fejlfri”

Maise Njor husker tydeligt den dag på pisten, hvor hendes store, stærke far mistede superheltekappen for første gang, da han med strittende arme forsøgte at indhente sin 10-årige datter. Og erkendelsen af, at ingen forældre kan alting, har hjulpet hende både som barn og som voksen.

− Da jeg var barn, havde min far den der rolle, at når han kom hjem, var det, som om: ”ELVIS IS IN THE BUILDING!” Det var meget stort. Min far var rejsejournalist på Politiken, så nogle gange var han væk i to uger, og så var han tilsvarende hjemme for at afspadsere bagefter. Han var på en måde mere fraværende end mine kammeraters fædre, og samtidig var han også mere til stede. For når han så var hjemme, lavede han mange ting med mig og mine veninder. Hvis jeg havde en veninde på besøg, og vi bare gerne ville lege med vores barbiedukker alene, kunne han godt blive næsten fornærmet over, at vi ikke ville lege med ham. Så jernede han ind i det andet kælderrum end det, vi sad og legede i. Vi kunne høre, at han hamrede og bankede inde ved siden af, mens der lugtede af terpentinholdig maling. Pludselig havde han lavet et dukkehus til barbiedukkerne, når han nu ikke kunne få lov at være med i selve legen.

LÆS OGSÅ: "Jeg har brændt nallerne på kærligheden et par gange"

− Tit bliver far bygget op til at være noget stort, mens mor er sådan en allroundhverdagshelt i hjemmet. Måske er det især i tidligere generationer. Fædre er måske ikke så mystiske i dag, som de var, da jeg var barn. Jeg kan jo ikke huske de dage, min mor lavede frokost, men jeg kan huske den dag, min far og jeg byggede en iglo. Det var en virkelig hård vinter, hvor der lå meget sne. Der kan jeg huske, at jeg følte mig meget rig, og det var ret blæret. Desværre glemmer kvinder at lege. Vi har et kontrolgen, der gør, at vi er dem, der husker servietterne på middagsbordet, mens far er den, der viser tricks med bolden i haven.

− Men så kommer der en dag, hvor man opdager, at ens far bare er et menneske. Det er faktisk ret rart, når man lige kommer sig over chokket. Jeg kan huske en dag, da jeg var omkring ti år, og vi stod på ski i Østrig. De andre år var min far min skilærer og viste mig, hvordan jeg skulle gå ned i knæ, når jeg stod på ski. Men den dag var jeg kørt fra ham og stod og ventede på ham, og da jeg kiggede op, så han simpelthen så sjov ud i den der skistilling. Min far stod med arme og skistave så sjovt oppe i luften, at han lignede en frysetørret ørn med udstrakte vinger. Det så virkelig åndssvagt ud. Det var den dag, jeg opdagede, at jeg i virkeligheden var blevet bedre end min skilærer.

− Det var egentlig ret rart, at min far ikke kun var en superhelt. Men jeg tror også, at mange børn bliver forskrækkede den dag, de opdager, at deres mor og far ikke kan alting. Det kræver lige noget tilvænning, før det faktisk er rigtigt rart. Man skal ligesom omstille sig oppe i hovedet og finde ud af, hvem den her person så er. Det gav en fred at erkende, at min far ikke er fejlfri. Hvis mine forældre har fejl og stadig kan finde ud af at være i verden, så kan jeg vel også. Der tror jeg, man dropper den der idé om, at man skal være fejlfri. Og det har jeg også oplevet med mine egne børn.

− Ikke at de nogensinde har troet, at jeg var en superhelt! Mine børn nævner tit en dag, vi skulle til et lagersalg i Hørsholm. Det var før, jeg købte en GPS, og jeg kunne bare ikke finde Hørsholm. Jeg var så rasende – sikkert også, fordi jeg var nyskilt og selv skulle finde ud af det hele. Til sidst begyndte jeg at græde, mens jeg kørte på motorvejen og råbte: Hvem HELVEDE har fjernet Hørsholm! Det endte med, at vi måtte køre hjem, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde det. Min yngste datter, Betty Marie, sagde en dag: ”Mit liv er faktisk blevet meget bedre, efter min mor har fået GPS.” Og det er jo også et eller andet med, at hun godt kan se, at jeg har mine fejl, og vi kan gøre lidt grin med det. De der tidspunkter, hvor jeg fuldstændig har mistet grebet og slet ikke kan finde ud af en skid, er nok alligevel meget sunde for mine børn. Der er ikke så stort pres på dem, hvis de kan se, at deres mor også kan fejle og stadig komme videre. Det må på en måde være betryggende.

− Det dejlige er jo, at det der forbillede, jeg så i min far, ikke blev brudt, da jeg fandt ud af, at han bare var en mand og ikke en supermand. Faktisk vil jeg sige, at det forstærkede noget at se superhelten blive til en mand, der bare prøvede at gøre det så godt, han nu kunne. Jeg ser ham meget klarere som menneske nu, men han elsker, hvis man

Læs forfatter, Emilia Von Hauens, beretning på næste side...”Synes du selv, at du er lavstatus? Det var som at blive ramt af en forhammer”

Forfatteren Emilia van Hauen blev for alvor opmærksom på forskellen i den status, der tildeles mænd og kvinder, for et år siden. Det betød, at hun blev stolt af sine feminine sider – og holdt op med at ville vinde over mændene.


- Jeg var 29 år, da jeg mødte eksmand, og indtil da havde jeg ikke rigtigt kunnet finde ud af at have et fast forhold til nogen. Jeg troede simpelthen ikke, at mænd for alvor var interesserede i mig. Men i dag – efter terapi og erfaring – kan jeg tydeligt se, at det handlede om, at hvis jeg skulle have et forhold til en mand dengang, så skulle jeg være bedre end ham eller vinde over ham. Jeg var slet ikke klar over, at jeg havde sådan en mur af uindtagelighed omkring mig, og troede simpelthen ikke, at jeg var værd at elske. Men min eksmand brød muren ned, fordi han var så stærk i sig selv. Bum. Og det var måske hans klare intention, der endte med at gøre mig tryg nok til at lade muren falde og give ham uhindret adgang til hele mig. Og i en periode nok også alt for meget adgang, for jeg fik en tendens til at udslette mig selv lidt.

– I en periode af mit ægteskab havde jeg sindssygt meget at lave og var også hovedforsørgeren. Det betød, at jeg simpelthen begyndte at tale i ordrer og enstavelsesord, og jeg havde slet ikke plads til spontanitet, sårbarhed, åbenhed og blødhed, fordi der var så meget, der skulle fikses, gøres og ordnes. Pludselig en dag vågnede jeg op og tænkte: Jeg føler mig fandeme som en mand!


– Det føles fantastisk at have givet slip på forestillingen om, at mænd er nogle, der skal overvindes i stedet for charmeres. I dag diskuterer jeg meget mindre, jeg har ikke brug for at have ret altid. Jeg har en søn på 13 år, som er meget sikker på sig selv, og som gerne vil have ret. I gamle dage ville jeg være gået i clinch med ham, som jeg gjorde med alle mænd, for at få ret. Hvis ikke jeg fik ret, følte jeg, at jeg udslettede mig selv. Sådan har jeg det slet ikke i dag. Hvis jeg møder en, der er uenig med mig, tænker jeg, nå ja, spændende, og spørger ind til hans mening. Jeg behøver ikke længere at overbevise andre om, at jeg har ret, det er nok, at jeg selv synes det. Det betyder, at kampen opløses.
LÆS OGSÅ: Prinsesse Marie: Derfor faldet jeg for Joachim

– Det var ikke, fordi mine forældre havde misrøgtet mig følelsesmæssigt eller på andre måder – det er vigtigt at understrege – men der er bare mange børn, der ikke føler, at de er værd at elske. Mange børn vokser op med en følelse af at være en outsider, og sådan havde jeg det også. Da jeg var barn, interesserede jeg mig for mode, tasker og sko, mens min storesøster og min lillebror var meget mere debat- og samfundsorienterede. Det fik mig til at føle mig forkert, blandt andet fordi jeg ubevidst havde en indre overbevisning om, at ”de der pigeting” klart var mindre seriøse at beskæftige sig med end de ting, som mænd typisk giver udtryk for interesserer dem – samfundsmæssige, politiske eller økonomiske problemstillinger. Hvis du går op i tøj og sko og relationer, så er du sådan en, man lige kan sparke lidt til hjørne.

– Forskellen mellem de maskuline og feminine værdier gik for alvor op for mig for et års tid siden. Jeg var lige blevet skilt, var flyttet for mig selv, og jeg sad og tænkte over, hvad mit næste professionelle træk skulle være. Flere sagde til mig, at jeg skulle gå ind i noget med køn og kvindelighed, men jeg havde det sådan, nej, jeg ønskede ikke at være ”en af dem”, der talte om kvinder og køn. Men en sen aften, da jeg sad og arbejdede på en businessplan, opdagede jeg pludselig, at jeg havde skrevet ordet ”lavstatus”. Og lige der gik det op for mig, at præcis det ord og betydningen af det var grunden til, at jeg ikke havde villet beskæftige mig med køn og kvinder. Fordi det er lavstatus. Jeg kiggede på ordet og tænkte, hallo, du taler jo ligesom om dig selv! Synes du selv, at du er lavstatus? Det var som at blive ramt af en forhammer, og jeg blev klar over, at det var på tide, at jeg begyndte at tage ejerskab for det feminine og være med til at sørge for, at det får lige så meget status som det maskuline.

– Grundlæggende synes jeg, at mænd er noget af det mest vidunderlige. Jeg elsker, når en mand træder i karakter og tager lederskabet over de ting, han er god til, for så kan jeg jo læne mig tilbage og bare nyde at være alle de andre ting. Hengiven, sårbar, blød. Og jeg kan mærke, at når jeg tør være sådan, så tør han også være det, og pludselig skaber vi en meget mere tillidsfuld og autentisk relation til hinanden. Jeg står midt en i en gryende forelskelse, hvor jeg oplever den her måde at være sammen med en mand på, og det er virkelig, virkelig skønt.

Læs forfatter, Hanne-Vibeke Holsts, historie på næste side...”Da jeg fik mit første barn, ændrede mit liv sig fundamentalt”

Højgravid med første barn var Hanne-Vibeke Holst stadig klar til at erobre verden med sine karriereambitioner. Men da sønnen var født, satte biologien en overraskende kæp i hjulet for det hele og mindede hende om, hvorfor hun (også) var sat her på jorden.

– Jeg var 28, da jeg ventede mit første barn. På det tidspunkt boede jeg i Moskva med min daværende mand, som var diplomat på den danske ambassade. Han arbejdede som en vanvittig, så jeg var egentlig ret alene med det her barn i maven. Og tænkte meget over det. Det var meget abstrakt for mig at skulle have et barn, for jeg var meget maskulin i hele min tankegang og meget misundelig på min mand, som talte flydende russisk og omgikkes alle de her spændende diplomater.

– Jeg var selvfølgelig forventningsfuld, men også ret pragmatisk – ikke mor med stort M. Jeg var sat til at skulle føde 21. december, og det passede fint, for så var jeg jo på benene igen lige efter jul og kunne arbejde videre. Men sådan gik det ikke. Jeg fødte først 12. januar! På Rigshospitalet. Dengang var man lige begyndt at tale om, at ”vi” skulle føde. Men jeg må nok sige, at da veerne endelig begyndte, så var der sgu ikke meget ”vi” over det. Og selvfølgelig blev det en alenlang fødsel. Jeg havde slet ikke forestillet mig, hvordan min krop pludselig bare var reduceret til en fødemaskine, og at noget kunne gøre SÅ ondt. Der fik jeg edderbankeme lige en reminder om, at ”okay, det kan godt være, du synes, du er one of the boys… but you’re not – you’re definitely one of the girls!”.

LÆS OGSÅ: 4 kendte mænd - Her er vores største kropshemmeligheder

– Det viste sig at være en dreng, som jeg straks efter fik op at ligge ved mig. Jeg havde mistet en masse blod og var fuldstændig forvirret, men det var en fantastisk følelse af meget, meget stor eufori og helt klart kærlighed ved første blik. Kæmpe, kæmpe kærlighed. Som jeg husker det, var det også meget en ud af kroppen-oplevelse – som om det var noget, jeg drømte eller var tilskuer til. Det er jo på sæt og vis en meget traumatiserende eller i hvert fald chokerende oplevelse at føde, for det ER så stort, og der er så kæmpestore kræfter på spil. Det er lidt som at kravle ud af en fuldstændig sammenkrøllet bil efter et kæmpe carcrash. Og man tænker, ”gisp, jeg overlevede, jeg ser ud ad helvede til, og det gør ondt, men jeg OVERLEVEDE! Og barnet overlevede!”.

– Hele den første dag var jeg meget overvældet og snotforvirret. Man skulle skifte ble for første gang, prøve at amme. Jeg havde ikke det bedste tag på situationen – hverken på barnet eller på amningen, jeg var meget fummelfingret. Hen ad aften faldt der ro på. Vores gæster tog hjem, og det samme gjorde min mand, dengang måtte mændene jo ikke sove på hospitalet. Han gik så i øvrigt på druk. Han skulle jo ud at fejre det, så næste gang, jeg så ham, havde han et rør Treo stikkende op ad cowboyjakkelommen og røde øjne, men var meget, meget lykkelig på sådan en drenget måde.

– Jeg kunne slet ikke sove den første nat, selvom jeg var helt udmattet. Den nat gik det op for mig, at nu var det kun mig og ham, der var ikke noget andet i verden. Den navlestreng, som de godt nok havde klippet ved fødslen, var der jo stadig. Dét kom fuldstændig bag på mig – at hold da op, nu er mit liv bare ændret fundamentalt på en måde, jeg aldrig har kunnet forestille mig. Jeg ville aldrig kunne skilles fra det her barn! Jeg var hans beskytter. Det var fuldstændig fantastisk og meget, meget bevægende. Jeg følte virkelig – som mange kvinder også beskriver det – en enorm meningsfuldhed fylde denne her hospitalsstue. Og pludselig forstod jeg min mor, min mormor, min oldemor… pludselig forstod jeg min biologiske bestemmelse. Det handlede ikke om min identitet, mine ambitioner – jeg forstod, at der var noget biologi, som jeg simpelthen ikke kunne unddrage mig. I hele min feministiske one of the boys-tilgang til livet havde jeg tænkt, ”okay, jeg har en kvindekrop, og hvad så, vi er jo ens”, men pludselig forstod jeg, at der er en fundamental forskel på os. Jeg kunne ikke vælge at gå på druk, lige der var jeg bestemt til at amme og give næring til det her lille barn.


– I samme øjeblik jeg forstod, at denne her line, der var imellem os, var ubrydelig, forstod jeg også, at jeg nu endegyldigt havde mistet min frihed. Næsten med et fingerknips var mine vilkår i verden fundamentalt ændret. Og væk var min frihed til at gøre, hvad jeg ville – tage toget til Paris, flytte til New York, kysse med en anden, vælge arbejdet hundrede procent, som jeg jo havde gjort indtil da… Og dét føltes skræmmende og faktisk også sørgeligt. Jeg husker tydeligt, hvordan de følelser gled ud og ind imellem hinanden den nat. Lige dér blev jeg voksen.

– Præcis det dilemma imellem moderskab og egen identitet optog mig i mange år – kvindens store drama: kampen for på den ene side at være der for barnet og på den anden side holde fast i sit jeg. Det blev også omdrejningspunkt for Theresetrilogien, som jeg skrev i 1990’erne.


LÆS OGSÅ: "De 15 minutter ændrede mit liv"

Om kvinderne:

Astrid Krag, 31 år, er opvokset iVejle. Tidligere Sundhedsminister for SF , nu folketingsmedlem for S. Bor i København med rapperen Andreas Seebach og deres datter på 5 og søn på 2 år.

Jeanette Ottesen, 26, er elitesvømmer, opvokset i Lyngby, i dag bosat på Østerbro. Hun blev verdensmester i 50 meter butterfly ved VM i Barcelona i 2013 og i 100 meter fri ved VM i Shanghai i 2011, og hendes næste mål er EM i Berlin til august og derefter OL i Rio i 2016.

Maise Njor, 45 år, journalist, forfatter og foredragsholder. Debuterede i 2005 med sin første bog, "Michael Laudrups Tænder". Den 1. maj 2014 udkommer hendes nye bog, "Den forkerte Giraf". Bor i Charlottenlund i en lejlighed med sine tre døtre på 10, 14 og 17 og er kæreste med advokat Hugo Steinmetz.

Emilia van Hauen, 47 år, er cand.scient.soc., foredragsholder, kommentator og forfatter til fem bøger. Den seneste, "Ladycool", handler om at bruge sit køn som sin styrke. Bor alene med sine to sønner på 13 og 11 år. Har en ekstrasøn på 18 år.

Hanne-Vibeke Holst, 55, er journalist og forfatter – senest til romanen "Knud, den store". Opvokset i Hjørring, i 1984 gift med kabinetschef Laurs Nørlund, som hun har to voksne børn med. I dag gift med filmfotograf Morten Bruus, som hun har en søn på 17 med. Familien bor på Frederiksberg.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Maise Njor