9 dating katastrofer...

9 dating katastrofer...

“En date, der insisterer på at underholde dig om sine triumfer på bowlingbanen i 5 stive timer, eller bare er så genert, at du skal stille alle spørgsmålene – og svare på dem. Vi giver dig en top 9 over dating-disasters og 5 gode måder at slippe ud af en virkelig dårlig date på…”

1. Han snakker kun om sig selv… og om de ting, der interesserer ham. Efter 5 stive timer, hvor han har forklaret alt(!), hvad der kan forklares om sine fejende flotte triumfer på bowlingbanen/den carport han lige har bygget/de fantastiske resultater han har leveret på jobbet, er det vist på høje tid at sige (pænt) tak for i aften.

2. Han er så genert, at det nærmest virker som en pine for ham, at være på date med dig. Når al konversation udspringer fra dig og alle spørgsmål (du stiller) bliver svaret med et øøh eller et tjaa, kan en aften med en fremmed fyr virke utrolig lang – isæt hvis I ikke har købt billetter til biografen.

3. Kemien er der bare ikke – og opstår heller ikke. Det er lige tydeligt for jer begge, men ingen af jer kan helt finde ud af at sige tak for en ’hyggelig’ aften og komme videre…

4. Han er lige blevet single, men er selvfølgelig heeelt og aldeles kommet over sin ex… Sjovt nok snakker han om hende konstant, og starter hver anden sætning med ”Britta sagde også altid…”

5. Han er nøje udvalgt, fordi han har børn – en moden mand med en fortid, der vil forstå og respektere, at du også har børn, der fylder i dit liv. Men efter 3 timers konstant talestrøm om lille Amandas sejre på håndboldbanen og Sebastians ditto på tennisbanens grus, begynder du så småt at genoverveje din tese…

6. Det er ikke fordi du er gammeldags, og du vil også gerne selv betale for din kaffe, men efter han har skubbet dig hen foran sig og råbt ’Hun betaler for os begge’ til manden bag disken, overvejer du seriøst om der skal være en date nummer to… Og hvor hurtigt date nummer et kan slutte..

7. Din kollega har på alle måder solgt sin fætter godt – og du er da også rimelig opsat på at møde ham på en blind-date. Din mistanke om at hun måske også har solgt dig lidt for godt ind hos ham, bliver vakt da han interesseret spørger til din modelkarriere/tid som topchef i London/eksotisk danser i Paris…

8. I har set hinanden lidt an – først via mail og siden pr. sms. Nu skal I mødes og selvom billeder kan lyve, så er det helt tydeligt for dig at det billede han sendte til dig i sidste uge i hvert fald ikke var af ham. Eller i hvert fald ikke er taget for nyligt… Og nej udseendet gør ikke så meget, men det burde han jo vide, at du synes og lade være med at prøve på at snyde dig med et billede af sin pæne golfkammerat..

9. Du er blevet tvunget på en date af dine veninder, du havde egentlig ikke lyst og ville 10 gange hellere side hjemme i sofaen med dine yndlings afsnit af Sex and the City… Sådan har han det åbenbart også – i hvert fald dukker han ikke op og lader dig sidde og glane på en café i 25 minutter, før du opgivende og skumlende går hjem.

Klik dig videre og få 5 gode fifs til at slippe væk fra en katastrofe-date - og del dine bedste dating- tips med os.

Sådan slipper du ud af en virkelig dårlig date

1. Hav en veninde som back-up, der kan ringe til dig, og lade som om hun har låst sig ude.. (virker ikke helt efter hensigten, hvis du er på en blind date med en låsesmed)

2. Bestil biografbilletter – så går der et par timer med det, og har i det mindste filmen at snakke om bagefter.

3. Fake et ildebefindende – jo, man kan godt få det lidt småskidt, og hvis du henviser til en bestemt tid på måneden, er det de færreste mænd, der har lyst til at stille uddybende spørgsmål om lige netop det.

4. Øv - du havde en anden aftale, som du fuldstændigt havde glemt… Tarveligt? Ja måske, men hellere det end at spilde en hel aften med en person, der siger dig absolut ingenting og vise versa.

5. Vær ærlig – sig det som det er, hvis du kan mærke at kemien ikke er der, og heller ikke kommer. Men bare fordi han ikke er kærestemateriale, så kunne du jo potentielt sidde over for en ny ven/badmintonmakker/hundelufter…

Debat: Hvad er den værste date, du nogensinde har været på? Og hvordan slap du af med ham igen?

Fortæl her og del dine bedste dating fifs med os:

Fakta