Den 1. til 5. juni bliver København atter omdannet til et mekka af festglade mennesker, der slentrer fra bydel til bydel for at lytte til god musik. I begyndelsen tiltrak Distortion et par hundrede gæster, der festede med dåseøl og drinks i Indre By. Nu forløber festivallen over fem dage i fire forskellige bydele og med mere end 300.000 deltagende.
LÆS OGSÅ: Dronningen af dansk natteliv er blevet voksen
Vi har her samlet en oversigt over de begivenheder, du for alt i verden ikke må snyde dig selv for, når festlighederne går løs på Nørrebro, Vesterbro, Refshaleøen og i Indre By. Vi garanterer DJ-sets, der kan sætte gang i et hvilket som helst asfaltbelagt dansegulv. Og vi sørger for, at du ikke misser de fede koncertoplevelser og hyggelige spots.
Distortion på Nørrebro den 1. juni
1. Surprisefest på LOS
Hvis du vil starte din Distortion-uge lidt stille ud, kan du passende slå vejen forbi LOS på Guldbergsgade. Den hyggelige café slænger dagligt kolde Thy-øl over disken til bløde soulrytmer fra vinylafspilleren. Til Distortion vil der dog blive skruet op for beatet, når LOS holder surprisefest. Her vil en række hemmelige husartister sætte gang i gaden.
2. Red Bull Music Academy
Vanen tro vil Red Bull Music Academy få Nørrebro til at eksplodere, når de lader kunstnere fra ind- og udland indtage gadefestivallens største scene midt i bydelens kerne. Af danske artister kan du glæde dig til festlige indspark fra S!vas, Kesi og MellemFingaMuzik. Fra udlandet vil vi anbefale dig, at du ser den kvindelige rapper UNIIQU3 fra Jersey.
3. Sankt Hans Torv
Har du mod på et DJ-set, der ikke kun kræver en høj promille, men som også vil få folk til at hænge i lygtepælene? Så skal du med garanti tage til Sankt Hans Torv, hvor den legendariske Muchacho spiller for fuld udblæsning. Vi kan lige så godt sige det, som det er: Det går ikke stille for sig.
Distortion i Indre By den 1. juni
4. Centrum af København er tilbage på Distortion-kortet
Fem år er gået, men nu kan du igen glæde dig til at danse i Indre By. Festen bliver afholdt på den store Frue Plads med TooManyLeftHands og drengene bag Jupiter som arrangører. Fordelen ved at tage forbi dette event er, at de lukker en time senere end arrangementerne på Nørrebro, nemlig kl. 23.00.
Distortion på Vesterbro den 2. juni
5. VESS
Er du til et festligt arrangement, der ikke kræver al for meget basarm, skal du besøge det lille, men meget hypede galleri VESS på Oehlenschlægergade 36. VESS er for andet år i træk nomineret i kategorien "Byens Bedste Kunstoplevelse" af AOK.dk, og for femte år i træk afholder de et kanon hyggeligt Distortion arrangement. Gaden vil blive spillet varm af galleriets hus-DJs, der blandt andet består af Mag N' Cheese, Borneland og Lou Van. Du er garanteret musik til dansefødderne.
6. Ibyen
Ibyen afholder deres første Distortion-arrangement nogensinde midt på Istedgade. Her vil de, ud over at uddele Ibyen-priser, medbringe et hemmeligt line-up med masser af ny musik. Der vil også være mulighed for at nyde en kulørt og velsmagende drink, for Ibyen har slået pjalterne sammen med den prisvindende bar, Brass Monkey. Har du først bestilt én drink i baren, bliver det tæt på umuligt at vende tilbage til de halvlunkne King-øl fra kiosken.
7. Apropos Live
Det er vildt, og det er voldsomt, men samtidig meget Distortion-agtigt at smide armene i vejret til DJ Er Du Dum Eller Hvad. Han holder til på Dybbølsgade 36. På den samme scene, kan du med fordel blive og høre Joakim Skovbjerg og Emil Lange, der altid sørger for god musik, du kan danse til.
8. Dobbeltdækkerbus på Sønder Boulevard
Skal det være vildere endnu, kan du slå vejen forbi Sønder Boulevard, hvor drengene fra AMOK, har overtaget en dobbeltdækkerbus.
Minifestival på Refshaleøen
9. DJ MK
Refshaleøen har sørget for intet mindre end ni forskellige scener til årets Distortion. Her vil du kunne opleve alt fra nye artister til store udenlandske navne. Vi kan anbefale dig at ramme den største scene nemlig Red Bull Academy Stage, når DJ MK går på. Du kender ham med stor sandsynlighed fra hans remix "Look right through". Derudover kan du se frem til Gilli, Tiga, Emil Stabil og mange flere.
Læs mere om årets Distortion her.
LÆS OGSÅ: Laura Lindahl: "Kvinder, der vil til tops, kan komme det. Vi har ligestilling"
LÆS OGSÅ: Eva Kruse: "Det her er big business. Det er den vej, verden går"
LÆS OGSÅ: Viral video set over 43 mio. gange: 10 ting du bør give slip på for at blive lykkelig