Interview med Charlotte Olympia

"Hollywood-æraen gav mig lyst til at blive designer"

Det var 50'ernes Hollywood, der fik Charlotte Olympia, 34, til at designe sko, og hun går stadig ikke på kompromis med glamouren nu, hvor hun har designet en kollektion for makeup-brandet MAC. Eurowoman mødte divaen i London.

At træde ind i skodesigneren Charlotte Olympias butik er som at træde ind i en tidsmaskine, der sender én tilbage til dengang, hvor kvinder sad ved sminkebordet og pudrede sig, stak fødderne i et par kittenheels og svøbte en silkekimono om kroppen. Jazz knitrer ud af højttaleren, de guldindfattede glasmontrer udstiller box-clutches med kysselæber og glitrende sten, og på de lyse rosa vægge står den ene Askepot-sko efter den anden med Charlotte Olympias signaturer: Edderkoppespindet og katteansigtet.

Butikken er den ene af designerens to i London og ligger på Brompton Cross i Londons Chelsea. Den brunøjede diva kunne lige så vel være hoppet ud af en 50'er-Hollywood-film, som hun sidder der på den leopardplettede taburet bagerst i butikken med bobbet hår, røde læber, krydsede ben og tårnhøje hvide stiletter. På det lille bord foran hende ligger den seneste tilføjelse til hendes designunivers, en makeup-kollektion for makeupmogulen Mac.

Hvordan var det at designe en makeupkollektion?

- Jeg elsker makeup, så det har været en fest. Jeg har brugt gulddetaljer og transparens i indpakningen, hvilket jeg også benytter mig af i mine sko- og taskedesign, lige som det også er en glamourøs kollektion med røde læber i fokus.

Hvad er det med dig og røde læber?

- Jeg har altid røde læber, altid, alle steder. Hvis jeg har brug for at gøre lidt mere ud af mig selv, bruger jeg lipliner og måske lidt øjenskygge og reder mine øjenvipper igennem. Når du bruger rød læbestift, behøver du ikke andet, så er du klar til at møde verden. Det var først i 2007, da jeg farvede mit hår rødt, at jeg begyndte at gå med rød læbestift. Jeg har altid elsket skuespillerinden Rita Hayworth, og hun inspirerede mig til at farve mit hår og gå med rød læbestift for at fuldende min pinup-makeover.

Hvordan hænger makeuppen sammen med dine skodesign?

- Uanset hvad jeg laver, lader jeg mig inspirere af Hollywoods glamour i 40'erne og 50'erne. Jeg har stor kærlighed til pinupperne og filmstjernerne. Det handler ikke kun om silhuetterne og skoene, men i den grad også om håret og makeuppen. Jeg elsker som sagt Rita Hayworth og Lauren Bacall og Marilyn Monroe. Hun var indbegrebet af skæg og ballade.

'Hollywood-æraen gav mig lyst til at blive designer'

Charlotte Olympias motto er "the higher the heel, the better you feel".

Hvad var det, der var så særligt ved Hollywood dengang?

- Det var Hollywood-æraen, der gav mig lyst til at blive designer. For mig er mode lig med glamour, og alle kvinderne på det hvide lærred havde fantastisk hår og makeup. Jeg kan huske, at min bedstemor, Zehava, rendte rundt i huset i sine aftenkjoler og slippers, mens hun gjorde sig klar til at klæde sig festligt på, lægge makeup og gå ud. Jeg elsker det ritual.

Hvordan har din bedstemor ellers inspireret dig?

- Min bedstemor var en meget glamourøs kvinde, som aldrig forlod huset uden perfekt hår og rød læbestift, som hun friskede op ved at spejle sig i den pudderdåse, hun altid havde med i tasken. Hun havde en hel skuffe med læbestifter, som jeg prøvede, hver gang jeg besøgte hende, og hun havde den største skosamling.

Hvorfor er sko vigtige?

- Jeg plejer at sige, at jeg klæder mig på fra fødderne og op. Du kan altid forudsige din dag ud fra de sko, du tager på om morgenen. Hvis jeg får en travl dag, tager jeg ikke de højeste hæle på. Men vil jeg have en fantastisk søndag, som i dag, gør jeg. Og så er smukke sko vigtige, fordi de gemmer mine fødder, for jeg kan slet ikke lide mine fødder. Derfor sørger jeg også altid for at få pedicure med rød neglelak for at få fødderne til at se så pæne ud som muligt. Der er ikke noget værre end grimme tæer i pæne sko.

Eurowomans favoritter fra kollektionen:

1. Lipstick fra Mac, 175 kr.

2. Studio Nail Lacquer fra Mac, 115 kr.

3. "Et godt multiprodukt til øjne og kinder. Superflot til at fremhæve kindbenene på velfugtet hud, når har fået lidt farve af solen," siger skønhedsredaktør Bea Fagerholt. Cream Colour Base fra Mac, 175 kr.

4. Makeup-pung fra Mac, 235 kr.

'Hollywood-æraen gav mig lyst til at blive designer'


LÆS OGSÅ: Hvor "conscious" er H&M?

LÆS OGSÅ: Verdensberømt modehus opgiver pels

LÆS OGSÅ: Derfor holder de største modebloggere nu op med at blogge