Anders Morgenthaler scroll-down

Anders Morgenthaler: "Lige nu undervises børn jo nærmest kun i hvide mænd"

Flere kendte debattører giver deres bud på, hvad vi har lært af sexismedebatten, og hvor vi skal hen herfra. Den sexistiske kultur skal ændres med kvoter i skolerne, siger Anders Morgenthaler.

Af: Sine Gerstenberg Foto: Privat
29. dec. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

6 ud af 10 af de adspurgte mænd i ALT for damernes undersøgelse mener, at efterårets sexismedebat har gjort det sværere at være mand. Hvad mener du, at debatten har betydet for forholdet mellem mænd og kvinder?

– Jeg håber, den vil medføre, at mine døtre kan vokse op i et samfund, hvor der er lige betingelser for kønnene. Helt reelt og ikke bare som noget, vi siger, at der er. Ja, på papiret er der lige muligheder, men så hellere ikke længere. Allerede i skolen fastlåses børnene fortsat i klassiske kønsroller, og normkritikken er bare ikke særligt stor. Det kan godt være, at nogle ting er i opløsning, men det er primært på de højere akademiske uddannelser. Der er alt for mange vaner, som både mænd og kvinder reproducerer, såsom at drengene skal have lidt mere snor og have ret til at sige helt sindssyge ting til pigerne, bare fordi de er drenge. Jeg håber, at flere piger tør sige fra, men lige nu står de stadig meget alene. Jeg tilslutter mig slet ikke den overbevisning, at ligestillingen er i markant bedring.

Hvad nu, mand?

ALT.dk og ALT for damerne sætter fokus på manderollen under forandring.

Med en genopstået #metoo-debat herhjemme i efteråret 2020 og kvinder, der i hobetal har fortalt om sexisme på arbejdspladsen, i nattelivet og det omgivende samfund, rejser spørgsmålet sig endnu engang om den moderne mand og hans rolle i dag.

For er ideen om den ”rigtige mand” lagt i graven eller opstået i nyt format? Og hvad tænker mændene selv? Er der brug for ”en mandekamp” og et opgør med maskulinitetsbegrebet? Og hvordan styrker vi – på tværs af køn – hinanden bedst?

Det prøver vi alt sammen at finde svar på i en række artikler over den næste tid på både ALT.dk, Danmarks største livsstilssite, og i ugebladet ALT for damerne.

Med udgangspunkt i ALT for damernes store undersøgelse af manderoller, sexisme og ligestilling vil vi dykke ned i alt fra fædregrupper og øremærket barsel til mænds mentale sundhed og skønhedsidealer for at besvare det helt store spørgsmål: Hvad nu, mand?

Hvad synes du, at mænd har lært af debatten?

– Nogle af os har lært at lytte efter, hvad kvinderne siger. Også selvom det kræver, at vi tager imod nogle slag. Det er da ikke altid let at få at vide, at man fylder meget og har alle fordelene, når man nu selv synes, at man kæmper med næb og klør. Men hvis man så kigger på de andre og ser, hvordan deres muligheder ser ud, så indser man jo også, at der er mange, der har det meget hårdere end en selv. Så jeg bliver ikke provokeret af at få det at vide. I starten prøvede jeg selv at sige samme pointe højt. Men det er meget stærkere at handle. Når jeg nu bliver bedt om at deltage i en klimadebat eller udtale mig på klimaområdet, så beder arrangører og kunder om, at debatter og panel skal være lige dele mænd og kvinder, både ældre og unge kvinder. Så der er en ens repræsentation. Ellers er det alt for ofte en pølsefest og de samme to-tre ældre kvinder, der går igen i alle debatter og arrangementer.

28 procent af mændene siger, de kommer til at flirte mindre og være mere tilbageholdende fremover. Kommer du selv til at opføre dig anderledes end tidligere?

– Nej, jeg arbejder i et comedy-firma, og der bliver sagt de mest sindssyge ting. For humor skal være grænseløs. Men nu arbejder vi benhårdt på at lave jokes, der ikke reproducerer stereotyper. Og det er svært, for det er jo det, vi er vant til: at vi griner af de fælles fordomme.

Den store mandeundersøgelse: Det mener mændene

55 procent af mændene mener, at de er bedre stillet end kvinder i forhold til karriere.

57 procent mener, at det er meget vigtigt med ligestilling i forhold til karriere.

3 ud af 10 mænd mener, at sexismedebatten har betydet noget for, hvordan de opfører sig over for kvinder. De svarer, at de er blevet mere tilbageholdende, og at de flirter mindre.

78 procent mener, at mænd skal blive bedre til at tale om følelser.

76 procent mener, at kvinder skal blive bedre til at forstå mænd.

56 procent af mændene oplever, at der generelt er ligestilling i Danmark. 37 procent mener, at der ikke er ligestilling.

43 procent af danske mænd oplever at føle sig underlegen i parforholdet.

26 procent føler sig underlegne i forhold til børnene.

27 procent oplever at føle sig underlegen i forhold til sex.

Undersøgelsen er lavet i perioden 12.-20. oktober 2020 med 1.735 nationalt repræsentative interviews af mænd i Danmark via Norstats panel.

Er der noget, som mænd stadig ikke har forstået om sexisme og krænkelseskultur? 

– Ja, og det er, at debatten hverken er overdrevet eller unuanceret. Hvis den var det, ville du ikke gang på gang se undersøgelser, der bekræfter, at overgreb sker hele tiden og i alle brancher. Jeg er så træt af automat-reaktionen ”Nå, men hvad så med …?”. Hvor man påpeger et andet problem for at fjerne fokus fra det problem, der bliver adresseret. Ja, selvfølgelig kan der være andre problematikker, men nu skal vi blive i det, vi taler om. Kvinder har det ikke lettere, bare fordi at de får flere muligheder. 

Hvor er det vigtigst, at vi laver en radikal ændring først for at ændre den sexistiske kultur? 

– Det skal starte i skolesystemet. Alt skal sættes i kvoter. Jeg har selv været med til at starte en skole, og jeg har set de her undervisningsforløb, hvor der kun bliver refereret til hvide mandlige forfattere og videnskabsmænd. Så der skal være en helt lige repræsentation af mænd og kvinder i alle tekster og alt, hvad der undervises i. Du skal ikke kun høre om mandlige forskere i matematik og fysik. Der er noget, der hedder læringsmål i undervisningsministeriet, og der skal der stå, at alle emner skal være 50/50 mandlige og kvindelige kilder. Det er latterligt let. Lige nu undervises børn jo nærmest kun i hvide mænd. 

Anders Morgenthaler, 47 år

  • Tegner, forfatter, klummeskribent,  filminstruktør og klimaaktivist.
  • Han er gift og far til to døtre. 

Se, hvad vi ellers skriver om: