Anne Stampe: ”Jeg er jo så heldig, at jeg har min 'Pussy Club'”

Blandt Anne Stampes veninder findes der et udtryk, som hedder ”Anne-fælden”. ”Kan du ikke lige gå over og redde ham der, som er faldet i Anne-fælden?” kan de for eksempel sige til hinanden, når de er ude sammen. Og det er ikke, fordi hun bevidst ønsker hverken at indfange eller tvangsindlægge nogen til noget. Hun er bare udstyret med et stort engagement og rigtig mange ord.

"Når jeg brænder for noget, og folk spørger til det, så kan jeg snakke i tre timer, og jeg kan slet ikke fornemme på folk, hvis de er stået af på samtalen. Og så er det jo enormt sødt af mine veninder, at de siger til."

Den femte januar tonede Anne Stampe for første gang frem som ny dommer i DR’s program 'Løvens hule'. Hun er stor fan af tempoet og dynamikken i programmet og har fulgt det tæt igennem et par år, fordi hun i det daglige er forretningspartner med den nu tidligere løve Mia Wagner.

Faktisk var mødet med Mia Wagner for en del år siden et af de øjeblikke, der har bekræftet Anne Stampe i, at det der med at brænde voldsomt for noget kan være en kæmpe styrke i den rette sammenhæng.

"Mia og jeg er helt klart nogle af de kvinder i Danmark, der er bedst til at arbejde med preseed-investeringer (investeringer i nye eller små virksomheder, red.), så derfor var jeg et oplagt valg for DR. Og det, man ser på tv, er på godt og på ondt sådan, jeg er. Jeg er en, der fylder meget, tager rummet og ikke kan lade være med at sige min mening. Jeg kan få det sådan nogle gange, at jeg nærmest ikke kan holde det inde."

Hun knuger hænderne krampagtigt foran halsen og munden for at illustrere, hvordan hun nærmest fysisk må kæmpe for at holde ordene indenbords.

Anne Stampe er vokset op i Haderslev med to storebrødre og har lært hjemmefra markere sig for at komme frem i bussen. Hun har aldrig været bange for at fylde i rummet og for at sige tingene højt og direkte.

"Når du kommer ind i Løvens hule, bliver du nødt til at tage din plads, ellers bliver du væk blandt mændene. Derudover så synes jeg også, at vi skylder iværksætterne at være ærlige."

Vi kan ikke være bekendt at sende dem ud med et ”jeg kan ikke lide farven på dit logo”, men vi kan sende dem ud med en reel forklaring. Jeg kunne aldrig finde på at sige noget grimt til nogen, men jeg pakker ikke tingene ind. Mine medarbejdere og min omgangskreds siger, at de altid ved, hvor de har mig, for hvis der er noget, der er træls, så siger jeg det – helt ærligt, kan vi ikke lave det der om!

Hun læner sig tilbage og siger det sidste med høj og tydelig jysk diktion.

At de 93% går til rene mandehold og resten til blandede hold. Den ubalance er en af årsagerne til, at hun og Mia Wagner i 2020 sammen grundlagde Nordic Female Founders. Deres klare vision er at skabe større diversitet i branchen.

Vi skaber netværket

"Vi møder en himmelråbende uretfærdighed både i statistikkerne og i forskellige situationer ude i verden. For eksempel er kun 27% af alle nye iværksættervirksomheder startet af kvinder, og jeg ved, at hvis du putter 100 kr. i en kvindelig iværksætter, så genererer det 25% mere, end hvis du investerer det samme i en mand. Der er nogle parametre, man kan skrue på, og det handler blandt andet om netværk. Fordi der er så få kvindelige iværksættere, har kvinderne ikke lige så mange i deres netværk, som de kan tale med. Det skaber vi her, så færre føler sig alene."

Det er samtidig Anne Stampes erfaring, at kvinder ofte føler, at de skal være meget bedre uddannet end mænd, og at kommunikationen i branchen ikke er til dem. Og så er der adgangen til kapital. Det problem imødekommer Nordic Female Founders ved at have en masse investorer tilknyttet huset, så parterne kan møde hinanden.

Uddannelse, netværk og sparring er nogle af vigtigste indsatsområder, for det handler for hende ikke kun om, at hun skal stå og være en stærk rollemodel, men om at kvinderne får andre at spejle sig i. 

"På et tidspunkt havde vi en stor workshop for 103 kvindelige iværksættere og spurgte dem til de største indre og ydre barrierer, der forhindrede dem i at få succes med de mål, de havde sat sig. Deres svar var dels tid, som vi kan gøre noget ved. Jeg har en master i proces- og forandringsledelse, så det er noget af det, jeg er sindssygt god til. Så svarede de økonomi, hvor vi også kan hjælpe med ved at kigge på muligheder, og så svarede de ”egen perfektionisme”. Tænk, at rigtig mange kvinder peger på egen perfektionisme som en barriere for at nå deres mål!"

Skal hun rette pilen imod sig selv, så indrømmer Anne Stampe, at hun selvfølgelig stiller høje krav til sig selv, men hun stræber ikke efter perfektion.

"Jeg er ikke en 12-talspige, men når jeg sætter mig et mål, så bliver jeg fokuseret på det og er god til at eksekvere. Det står højere for mig at nå målet end at være perfekt, og derfor kommer jeg ud over rampen. Og det kan jo både være en fordel og en ulempe."

For mange af de kvindelige iværksættere, som Anne Stampe møder, er det svært at komme ud over den famøse rampe. Mange vil hellere blive i deres komfortzone og lykkes i det små end kaste sig ud i at tage chancen i det store. 

"Så handler det om, at vi tager hinanden under armen og siger ”når jeg kan, så kan du også! Du er god nok, og det, du laver, er megafedt – ud i verden med det!”. Og hvis vi laver fejl, så lærer vi af det. Vi skal væk fra den der perfekthedskultur, og det handler om, at vi giver hinanden et spark i røven og siger – du kan godt!"

Søstersind er i højsædet, men det handler ikke om, at det skal være drengene mod pigerne, understreger hun.

"Undersøgelser viser, at hvis der er 10 personer i bestyrelseslokalet, og to af dem er kvinder, så ser de hinanden som konkurrenter i stedet for som kollegaer, og det er da tosset! Jeg ved også, at der sikkert er mange af dem, der ser 'Løvens hule' i år, som håber på, at der bliver cat fight imellem mig og Louise (Louise Herping Ellegaard, red.), men det gør det altså ikke. Vi kan sagtens være uenige, og vi kæmper også om de samme cases, men selvfølgelig bliver der ikke nogen cat fight, for vi er begge to nogen, der har søstersind, og vi passer på hinanden."

Vi er ikke konkurrenter

Anne Stampe er et udpræget konkurrencemenneske, men idéen om, at kvinder skal hjælpe hinanden og have hinandens ryg, har hun haft med sig, siden hun var helt ung. På hendes venstre underarm er der tatoveret en fin lille sløjfe, som er et symbol på netop det. 

"Jeg er jo så heldig, at jeg har haft min ”Pussy Club”, siden jeg var 15 år. Vi er ti veninder, som har holdt sammen i tykt og tyndt, og vi har alle sammen denne her tatovering. Jeg kan selvfølgelig ikke sige mig helt fri for indimellem at have oplevet andre kvinder som konkurrenter, men på grund af denne her bande har jeg altid haft bevidstheden om, at vi kvinder bakker hinanden op, med mig.

Dengang var det sådan, at der altid var nogen at falde tilbage på, hvis kæresten slog op, eller der skete et eller andet, og sådan har vi det stadigvæk. Nu er vi så gamle, så vi har haft alle mulige op- og nedture, og lige meget hvad så ved vi bare, at folk står der. Hvis du ringer til én, så går telefonkæden i gang, og så er der bare krisehjælp!"

Navnet ”Pussy Club” har veninderne grinet en del af igennem årene, og de har i flere omgange prøvet at re-brande sig, men det er gået dårligt. Navne som ”Cykelbanden” og lignende var der alligevel ikke nogen, der gad være med til. Og selvom navnet måske med nutidens ører kan tolkes som et feministisk statement, så var det vist ikke helt der, de var dengang. 

Energi til hele dagen

"Min mand er fysioterapeut og tager færre klienter ind de dage, hvor jeg er i København, så på den måde får vi det til at fungere. Og så er jeg ikke sådan en, der slapper af i sofaen. Jeg slapper af sammen med mine børn, ved at have venner på besøg og i stalden.

Min typiske dag starter klokken fem, og mandag, onsdag og fredag mødes jeg med seks veninder tyve over fem, hvor vi løber 12 kilometer og bader i søen bagefter, og om tirsdagen styrketræner vi sammen med nogle andre veninder. Så jeg træner altid om morgenen, og så kører min dag ellers med at få børnene op og komme på arbejde, tage hjem igen og så på rideskolen og undervise eller lave noget andet der. Jeg lander måske i sofaen klokken ni. Så det kører jo, men jeg elsker det!"

Energi skaber energi i Anne Stampes verden, og hun er meget bevidst om at have en sund livsstil, spise sundt og få trænet. Dog løber hun ikke længere med ur, for som det konkurrencemenneske, hun er, bliver hun bare alt for fokuseret på resultater og nye mål.

"Men det med at komme hjem klokken kvart i syv om morgenen og have løbet og badet i søen, mmm... det er ren velvære. Det giver mig energi til hele dagen."

Udover træningen er det på rideskolen, at Anne Stampe slapper af, og hvis hun ikke gør det, fordi hun har kørt sig selv op over noget arbejde, får hun klar besked fra de andre i stalden: ”Anne, fald lige ned!”. Desuden nægter den ene af hendes fire heste helt at komme ud af stalden, hvis den fornemmer stresshormoner, så der er reelt kun én mulighed. At sænke skuldrene og slippe tankerne om arbejdet.

"Jeg plejer at sige, at hvis jeg bare kunne få lov at være sammen med børn og dyr hele tiden... Mit drømmejob er – og Mia bliver lidt fornærmet, når jeg siger det – at blive direktør i Aalborg Zoo. At kunne gå igennem Aalborg Zoo og sige ”godmorgen elefanter, godmorgen tiger”, det gad jeg bare godt!"

Som barn troede Anne Stampe i en periode, at hun skulle være statsminister eller måske politibetjent, fordi hun godt kunne lide action-elementet i, at der opstår problemer, som skal løses her og nu. Hendes forældre var støttende, hvad end hun fandt på. Hvis hun sagde, at hun ville være statsminister, svarede de: ”Så skal du gøre det!”

Der var ikke nogen begrænsninger i forhold til, hvad hun kunne blive, men samtidig heller ikke nogen særlige forventninger. Hvis bare hun gjorde det bedste, hun kunne, så var det godt nok. Og hun holdt sig ikke tilbage, men forsøgte altid at følge med sine to ældre brødre.  

Der var også en fjerde i søskendeflokken. Anne havde en tvillingesøster, som døde af kræft, da pigerne var fire år gamle. Frem for at blive overbeskyttende eller pylre om Anne efter søsterens død, gav forældrene deres lille datter alverdens rum til at udfolde sig.

"Mine forældre var utroligt gode til ikke at pylre. Jeg fik bare lov til at følge med min storebrødre, og de var syv og ni år ældre. Min ene storebror kørte markræs og fræsede rundt for at få bilen til at vælte. Jeg har måske været 10 år, da jeg fik lov at komme med. Så sad jeg ved siden af og fik en cykelhjelm på, en fucking cykelhjelm! Men jeg måtte kun, hvis jeg havde cykelhjelm på, og så drønede vi ud over markerne. Der var ingen pylr!"

Anne Stampe er selv noget mere pylret over for sine egne børn, men ikke værre, end at hendes datter rider og stiller op til springstævner, og hendes søn spiller fodbold. Hun vil gerne give dem troen på egne evner og et godt selvværd med hjemmefra. Og så det med, at det er ok at fejle, og at man ikke behøver være perfekt. Det gælder selvfølgelig for både for hendes søn og datter, men på trods af hendes fokus på ligestilling kan hun alligevel tage sig selv i at opdrage de to forskelligt.  

"Vi har en kulturel bias over for vores børn. Vi siger til pigerne: ”pas nu på, at du ikke slår dig” og opfordrer samtidig drengene til at være risikovillige. Når min datter falder af hesten, så er det bare – kom så! Bogstavelig talt op på hesten igen, hvorimod når min dreng spiller fodbold, og der er én, der jorder ham, så han bliver sendt på tværs af banen, så kan jeg slet ikke..."

Hun hiver luft ind.

"Så har jeg lyst til at stoppe hele fodboldkampen – hvad sker der her?! Jeg er meget mere pylret om ham, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg er meget bevidst om det. Ligesom jeg også er opmærksom på, at min datter ikke skal blive en 12-talspige, for hun er meget dygtig i skolen. Det var jeg ikke, så det er ikke mig, hun har det fra! Men hun kunne godt falde i den med at tro, at hun skal være den bedste hele tiden. Min dreng har det også lidt, så der passer jeg også på."

En anden ting, hun gerne vil give sine børn med hjemmefra, er, at alle mennesker er lige.

Det, der gør Anne Stampe allermest glad, er, når hun kan gøre en forskel. Når folk fortæller hende, at det har været afgørende for dem som iværksættere at møde hende. At hun har motiveret dem til at give den en ekstra skalle eller gå videre med noget helt konkret.

Husker ikke successerne

"Sidst jeg var ude til et netværksarrangement, kom der en dame hen til mig og ville lige sige, at hun havde set mit oplæg om procesledelse, havde implementeret to af tingene, og at det havde gjort en kæmpe forskel i hendes hverdag. Wouw – det er bare den største ros, jeg kan få! Om folk synes, jeg er sej eller flot..."

Hun vifter den imaginære ros af sig.

"Men det at de har kunnet spejle sig i det, jeg har fortalt, og at det har gjort en forskel for dem, så er jeg glad!"

Det sværeste i hendes arbejdsliv er, når der opstår konfrontationer imellem mennesker.

"Jeg vil helst have, at vi er på samme hold og skal løse problemerne sammen frem for, at vi skal løse problemer imellem os. Jeg burde være bedre til det, fordi jeg er så direkte."

For første gang taler hun både langsomt og stille.

"Jeg tror, det er fordi, jeg hader at gøre andre kede af det, og slet ikke nogen, jeg holder af. Det er noget andet at give konstruktiv kritik, men det med at skulle gøre andre kede af det... Åh, jeg hader det."

Inden hun blev iværksætter, arbejdede hun i en årrække med kvindelandsholdet i fodbold for Viborg Kommune, og udtryk fra sportens verden går igen, når hun fortæller, for Anne Stampe får energi af at gå efter bolden og ikke efter manden/kvinden. Kritikken skal være ”på bolden” og ikke på personen, og det samme gælder for rosen.

"Jeg er faktisk ikke ret god til at tage imod ros. Det med at blive puttet op på en piedestal, der synes jeg ikke, jeg hører til. Det hænger nok sammen med, at det ikke interesserer mig så meget at kigge bagud. Jeg kigger altid fremad – hvad gør vi nu?

Jeg vil selvfølgelig gerne lære noget af mine erfaringer, men jeg er bare typen, der er sindssygt god til at glemme mine egne fejl og ikke gå og slå mig selv i hovedet med dem. Jeg har verdens største pytknap! Jeg husker heller ikke mine egne succeser, jeg kører bare. Det er det, der interesserer mig; at komme fremad, have nogle nye mål og lave noget, der er sjovt. Det er det, der giver mig energi. "