SPONSORERET indhold

Annette Heick og Jesper Vollmer inddrog børnenes sparegrise: "Vi havde ikke salt til et æg"

Annette Heick og Jesper Vollmers liv tog en hård drejning for nogle år siden, og parret kom ud i så stor en økonomisk krise, at Annette måtte sælge de fleste af familiens ejendele. Det fortæller parret om i denne uges ALT for damerne.

Af: Marie-Louise Truelsen & Nanna Cecilia Pedersen Foto: Peter Nørby
12. jul. 2023 | Livsstil | ALT for damerne

En ulykke kommer sjældent alene. 

Det måtte Annette Heick og Jesper Vollmer sande, da han i 2015 kom ud for en forfærdelig badeulykke, der gjorde ham lam og satte en stopper for hans mangeårige karriere som kok i kongehuset. 

Samtidig opstod der økonomiske problemer, fordi deres boligsituation begyndte at vakle. Det fortæller parret om i ALT for damerne i denne uge. 

"Vi boede i Sverige på det tidspunkt og havde også sat gang i et stort byggeprojekt på Bornholm, så vi besluttede at sælge huset i Sverige. Der var bare lige det problem, at tilstandsrapporten viste, at der var 40 procent fugt i alle vægge og en stor byggefejl, og forsikringen dækkede ikke. Så væltede hele baduljen. Vi havde et hus, der var nul kroner værd, hvis vi ikke fik det udbedret for en million. Penge, vi ikke havde, fordi vi havde investeret alt, hvad vi ejede, i byggeprojektet på Bornholm", siger Annette Heick.

Heldigvis er familiens viljestyrke ikke sådan at knække, og Annette Heick blev opfindsom for at finde penge til dagligdagen.

"Vi havde vitterlig ikke salt til et æg. Så jeg begyndte at gå rundt derhjemme og vende bunden i vejret på alt, hvad vi ejede, for at finde ud af, om det var noget værd. Jeg samlede bunker til Laurits.com, til Bruun Rasmussen og til loppemarkedet, og så gik jeg ellers i gang med at sælge. Da det var allermest vildt, fandt jeg gamle, skårede urtepotter, som jeg fyldte med planter, jeg gravede op i haven og solgte på loppemarkedet i Holte. Og tænk, jeg tjente 10.000 kroner bare på det. Jeg er den sygeste sælger."

Læs også

Inddrog børnenes sparegrise

På et tidspunkt stod der et rungende nul på familiens konti, og derfor måtte Jesper og Annette tyge til andre metoder.

"Da vi var længst ude, havde vi ungernes sparegrise med i bilen, da vi skulle over Øresundsbroen til Sverige for at komme til Bornholm. Vi havde ingen penge på vores kort, og vi havde ingen kontanter selv, så vi var nødt til at have sparegrisene med som nødløsning, hvis betalingsanlægget afviste vores kort. Så ja, der var vi HELT nede og skrabe bunden," siger Jesper Vollmer.

Ihærdigheden gav pote, og familien fik efter at have besøgt fem banker lov til at låne penge til at bygge et nyt hus på en udstykket grund i Sverige. Det kunne de sælge, og det var med til at få familien på fode igen.

Læs også

"Derefter boede vi i en periode i huset, der var ved at blive bygget på Bornholm, hos nogle venner og i en campingvogn, og til sidst købte vi huset her i Holte. Det er sindssygt at tænke på, at det kun er fem år siden, at alt det her skete", siger Annette Heick.

AFD_Vollmer_Heick_27.jpg.jpg

Hvad har det betydet for jer, at I har været alle de svære ting igennem?

"Der er en positiv og en negativ side ved det. Den positive side er, at vi har været igennem nogle tankeprocesser, som de færreste kommer igennem.  Vi har ikke lavet andet end at vade igennem ulykker de seneste otte år, og vi har set, hvor hurtigt tingene kan ændre sig. Selvom det lyder meget dommedagsagtigt, så er det faktisk positivt i min verden, for jeg ser det som rettidig omhu. Og rettidig omhu ligger simpelthen højt på listen hos os."

Hvad er så det negative?

"Det negative er nærmest det samme. Nemlig, at vi aldrig nogensinde er rigtig trygge i det, der er. Folk siger tit, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det er den største løgn," siger Annette Heick.

Du kan læse hele interviewet med parret i denne uges ALT for damerne, hvor sommerserien "Køkken og kærlighed", netop er skudt i gang med Annette Heick og Jesper Vollmer som første par. 

Anbefalet til dig