Boganmelderen anbefaler: 3 bøger om mor
Boganmelder Anna Pia Holmgaard giver dig tre fine og meget forskellige bøger om kvinder, feminisme og ja, mor...
Caitlin Moran, "How to be a Woman"
Det bør ikke vare længe, før journalist og Times-anmelder Caitlin Morans meget underholdende bog om piger, kvinder, mødre, karrierekvinder og feminisme på en ikke-sur, bramfri facon oversættes til dansk. Hun rusker morsomt og præcist op i sexistiske chefer og kolleger, hårfjerning for masochister og fornærmede miner som masseødelæggelsesvåben – og well. Lad os sige som masser af internationale anmeldere: Læs den.
Amazon, ca. 100 kr.
Karolina Ramquist, Alltings början"
Hun er selv datter af er fremtrædende svensk feminist, og på en måde kunne pigen Saga i den glimrende nye, svenske "Alltings början" godt være forfatteren selv. Saga er teen, hun er storbylækker, dyrker Stockholms klubliv, overfladen og byens lækreste, men også mest nedladende fest-fikser, Victor. Sagas mor er en krea-kunstner og frigjort type, der ikke kan forstå datterens valg. Og således knytter Karolina Ramquist en glimrende krølle på historien om rødstrømperne – nemlig den om deres døtre: Hvem er egentlig mest fri? Dem, der bekender sig til fortidens dogmer, eller dem, der bare vælger frit?
Norstedts Forlag, ca. 200 SEK
Heidi Linde, "Nu, for helvede!"
Så går hun der og skal til at være mor igen. Og kan sgu ikke helt finde ud af, om det er fedt eller helt forfærdeligt – om alt det, hun drømmer om, er opfyldt eller måske aldrig bliver det? En vordende mors betragtninger om liv og familie, kvinder og børn. Og mødre. Fandenivoldsk nordisk mom-lit, der er mere eftertankevækkende end flertallet i genren.
Rosinante, 250 kr