Bogredaktøren anbefaler: De bedste boggaver

Bogredaktøren anbefaler: De bedste boggaver

Alle bliver glade for bøger, men hvad skal du give din mand, din veninde, din mor og alle de andre? Her kan du få inspiration til gaverne fra Christel Hvalsøe Brinkløv, som er skønlitterær redaktør på forlaget Lindhardtog Ringhof.

DET SKAL DU GIVE DIN:

Mand/kæreste:

Michael Katz Krefeld: Sort sne falder. En spændende konspirationsthriller, der indeholder både politik, mord og sprængfarlige hemmeligheder fra den kolde krig. Et rigtigt ramasjang af en manderoman.

Søster:

Linn Ullmann: Det dyrebare. Det er Ullmann, når hun er bedst – en skandinavisk familieroman med fordrukne svigermødre, forsmåede hustruer, overspændte kunstneregoer og børn, der får lov at svæve ubemærket i deres egen lille verden.

Bror:

Mads Peder Nordbo: Odins labyrint. Fyns svar på Dan Brown er debutanten blevet kaldt og i romanen kommer den unge Mathias på sporet af en livsfarlig gåde med tråde helt tilbage til den nordiske mytologis oprindelse.

Far:

Ian Kershaw: Slutspil. Ian Kershaw har skrevet en ordentlig moppedreng om slutspillet på anden verdenskrig, hvor han prøver at besvare et spørgsmål, mange historikere har stillet – hvorfor kæmpede tyskerne så længe, som de gjorde – barsk og fascinerende læsning!

Mor:

Fay Weldon: En passende aftale. Den er til alle, der elsker Downton Abbey, og er første bog i trilogien "Kærlighed og arv". Fay Weldon har fat i stof, hun mestrer, hun var nemlig med til at skrive flere afsnit af serien "Herskab og tjenestefolk".

LÆS OGSÅ: Her er de bedste erotiske romaner

Veninde:

Kristiane Hauer: Ta' selv. Hauer tager fat, hvor det gør ondt i min generation af kvinder – vi kan, hvad vi vil og har altid fået at vide, at det kan vi, men hvorfor vælger vi så alle sammen det samme? En tankevækkende fortælling om Line og et billede af Danmark anno 2000-2010.

"Min kamp" var bedste gave

Vi har også stillet Christel Hvalsøe Brinkløv nogle personlige bogspørgsmål. Bliv fx klogere på, hvïlket tema, der kommer til at præge bøgerne næste år...

Hvad din bedste bogjulegave?

I nyere tid må jeg sige "Min kamp 1" af Karl Ove Knausgård. Det er ikke så tit, at man får så hudløst ærligt et indblik i et andet menneskes liv og får lov at være så længe i et en andens univers. Karl Ove Knausgård afsluttede serien med sjette bind i år og rundede dermed lidt over 3500 sider om sin opvækst, unge år og familieliv. Lidt af en bedrift!

Hvilken bog er årets bedste?  

Det er svært at vælge, når man læser så meget, som jeg gør i mit fag, men en af de bedste var den amerikanske forfatter Amity Gaiges "Schroder", som vi udgiver næste år. Den er på forhånd rost af forfattere som Jonathan Franzen og Jennifer Egan, som jeg også holder meget af.

Hvilken bog er den årligste, du har læst? 

Jeg vil ikke sætte en titel på, men jeg får ofte tilbudt bøger fra udlandet, som ikke lever op til ens forventninger. I øvrigt synes jeg ikke, man skal bruge tid på bøger, man ikke bryder sig om – der findes så mange gode bøger, man kan læse i stedet for.

Hvilken bog glæder du dig mest til næste år?

Den islandske forfatter Hallgrimur Helgasons "Kvinden ved 1000 grader", som netop er blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Jeg er vild med hans særprægede univers.

Hvad bliver det store tema i de skønlitterære bøger i 2013?

Jeg tror, vi kommer til at se langt flere af de store fortællinger i 2013 – klassiske, lange romaner, der favner livet og kærligheden. Og så bliver det spændende at se, hvad der sker med den erotiske bølge.

LÆS OGSÅ: Bliv inspireret til årets julegaver