Kvinde med gråt hår og turkis halssmykke står foran et lyst vindue.

Jeg føler mig truet af min nye, unge chef

En læser er glad for sit job, og har knoklet hårdt for sin stilling. Nu har hun fået en ny chef - og hun er bange for at miste sit job. Hvordan skal hun håndtere sine bekymringer? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Jeg er en kvinde i midten af 50’erne. Jeg har et dejligt liv med en sød mand og snart voksen søn. Indtil fornyelig synes jeg også, at jeg havde verdens bedste job. 

Jeg arbejder som mellemleder i en virksomhed, hvor jeg i sin tid startede som elev, men med tiden er jeg blevet forfremmet og nået dertil, hvor jeg er i dag, ved at arbejde hårdt og fokuseret. 

Det har krævet kræfter, og mange af de kollegaer, der er på niveau med mig, har længerevarende uddannelser end mig. Så mens de har kunnet bruge deres eksamenspapirer, så har jeg måtte knokle mig frem. Jeg føler dog, at jeg har et godt forhold til de medarbejdere, jeg har, og indtil fornyelig havde jeg også et rigtig godt forhold til min tidligere chef, der stoppede for et år siden.

Vi har derfor nu fået en ny chef. Hun kommer udefra, virker venlig, men hun er ung og meget ambitiøs. Det er gået fint imellem os indtil nu, men hun har så også lige ansat en assistent, som hun tydeligvis har store forventninger til og svinger rigtig godt med. 

Også hun er ung og imødekommende, problemet er bare, at de to virker meget sammenspiste også om, hvilken retning, de ønsker for vores virksomhed. Jeg føler mig derfor utryg i min stilling, fordi de er begyndt at blande sig i arbejdsområder, der egentlig er mine. Mine kolleger tager forandringerne helt roligt. Jeg er derimod meget bekymret for at blive kørt ud på et sidespor, og ja, måske i sidste ende blive fyret. Det sidste har jeg jo ikke lyst til, men på den anden side fylder ændringerne på mit arbejde alt for meget i mit liv, og det går ud over familien derhjemme. 

For jeg sover dårligt om natten og er bekymret for, hvad der skal ske i fremtiden. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder læseren til ikke at gøde bekymringerne

Vi taler meget om, at vi skal være omstillingsparate og altid klar på nye udfordringer, men dybest set, er det de færreste af os, der er det. De fleste af os kan godt lide rutiner og til en vis grad, at tingene er, som de plejer at være. Og hvad er der egentlig galt med det? Det viser vel bare, at vi trives med tingene, som de er, og derfor ikke har brug for de store forandringer.

Forandringer sker der så alligevel nu og da. Som her, hvor du får en ny og energisk chef og pludselig føler dig truet i dit job og bange for, at du ikke længere er god nok og værd at beholde. 

Her vil jeg skynde mig at berolige dig; også det er normalt. For der er kommet en ny og handlekraftig kaptajn på broen, der skal sætte kursen for jeres virksomhed. Det usikkerhed, og selvom dine kollegaer udadtil virker til at tage tingene roligt, så er du nok ikke den eneste, der er påvirket lige nu. 

Sådan er det, og sådan vil det nok være i et stykke tid, indtil det bliver hverdag igen, og tingene falder til ro på din arbejdsplads.

Det, du i mellemtiden skal passe på med, er, at du ikke gøder din usikkerhed i stedet for at dyse den ned. For gøder den gør du, når du begynder at tænke for meget over alt det, du ikke kan i stedet for alt det, du kan og har opnået. 

Du er nået langt, skriver du, det er flot, det skyldes hårdt arbejde, men også dine evner, og dem har du jo fortsat.

At du så i sin tid ikke lige fik den rigtige uddannelse eller noget tredje skal du stoppe med at spekulere for meget over. Du er, hvor du er, fordi du er dig, og fordi du er dygtig. 

Hold fast i det, og lev så med usikkerheden lidt endnu, for som sagt, er den helt normalt, og den skal nok lægge sig, når du og din nye chef har lært hinanden bedre at kende.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.