Jeg er ved at blive ædt op af jalousi
SPONSORERET indhold

Jeg er ved at blive ædt op af jalousi

Jeg synes, at min halvkæreste gennem ni måneder har flirtet med en anden, men han er ikke enig med mig i, at han flirtet. Jeg ved dog, hvad jeg så, og jeg kan ikke glemme det igen, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
10. jun. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om jalousi 

Jeg håber, du kan hjælpe, da jeg er i vildrede og bare så ked af det. Jeg har haft denne halvkæreste i snart ni måneder. I weekenden var vi til et fælles arrangement med venner, bekendte og kolleger. Min kæreste sætter sig på et tidspunkt hen til en anden kvinde, som vi kender, og der bliver han siddende længe. Jeg tænker ikke så meget over det i starten, men lægger så mærke til, at han begynder at holde armen på ryglænet på stolen bag hende, og når han snakker med hende, smiler han og giver hende små kærtegnende klem på skulderen. Han rykker sig ikke fra hende og kommer ikke tilbage til mig. Jeg følte mig meget overset, glemt og ydmyget. Jeg husker et andet arrangement, hvor han ligeledes gav selvsamme kvinde et klem på skulderen, da de kort talte sammen. Da tænkte jeg også over det, men valgte på det tidspunkt at slå det hen. Men episoden i weekenden, hvor han gjorde det gentagende gange, kan jeg ikke glemme.

Jeg har konfronteret ham med det, men han kan ikke huske at have gjort det, og siger at han ikke kan forstå, at han skulle have gjort noget galt. Han er totalt uforstående, så vi kan altså ikke rigtig komme til bunds i det her. Han har endda efterfølgende skrevet til kvinden og forhørt sig om hendes oplevelse af det. Hun siger, at hun intet kan mindes om det, og at der ikke var nogen flirt.

LÆS OGSÅ: Min kæreste behandler mig som luft

Jeg ved dog, hvad jeg så, og jeg kan ikke glemme det igen. Det skal lige siges, at han ikke er typen, der normalt er meget fysisk over for andre kvinder, han har ikke berørt andre kvinder på den måde før. Han har endda selv nævnt på et tidspunkt, at han synes, at det var mærkeligt, at hans kammerat, der er gift, gav andre kvinder små klem på armen/skuldrene. Dernæst skal det siges, at han kun har gjort det på hende her. 

Hvad er dit syn på den her episode? Har han flirtet, eller overdriver jeg det i mine tanker?

Vibeke Dorph råder til at flytte fokus og snakke med kæresten

Det, jeg tænker, når jeg læser din mail, er, at du virker utrolig usikker på din kæreste og på jeres forhold. For når du kan bruge en hel aften i festligt lag på at holde øje med ham i stedet for selv at more dig og have det sjovt, så er der noget galt. Personligt ville jeg ikke studse særligt over det, hvis min mand sad og snakkede tæt med en anden kvinde og her måske også kom til at røre ved hende. Det handler naturligvis om, at jeg stoler på ham, men nok vigtigst, at jeg også stoler på mig selv. Er det mon ikke det sidste, det er problemet her? 

LÆS OGSÅ: Tør jeg stole på min kæreste?

Det tror jeg. Og i stedet for at vende din indre usikkerhed til en anklage mod din kæreste og ovenikøbet tvinge ham til at kontakte kvinden efterfølgende for at bevise, at der intet var imellem dem, så synes jeg, at du skal du gøre noget andet. Du skal flytte fokus fra din kærestes gøren og laden og hen på din jalousi og usikkerhed og prøve at finde ud af, hvor den stammer fra, og hvad den handler om. Jeg er også sikker på, at det vil være langt mere konstruktivt for jeres forhold, hvis du delte din usikkerhed med din kæreste i stedet for at anklage ham. Det kunne lede til en seriøs samtale om jeres forhold, og hvad I vil og skal sammen. Den samtale tror jeg, at I har brug for at have. For I har nu været sammen i ni måneder, og alligevel beskriver du jer stadigvæk som ”halvkærester”. Jeg er ret overbevist om, at alt ville blive lettere for dig og jer, hvis I nu beslutter jer for, om det er det ene eller det andet, I egentlig er.

Anbefalet til dig