Jeg føler mig misbrugt af min veninde
SPONSORERET indhold

Jeg føler mig misbrugt af min veninde

Jeg skal til Barcelona med min veninde, som nu har fremrykket vores rejse, så hun kan mødes med sin spanske flirt på vores rejse. Jeg har mistet lysten til at tage afsted, men rejsen er betalt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
26. feb. 2020 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om ferie, som også involverer venindes spanske flirt

Min veninde og jeg er begge singler, midt i 50'erne, og vi plejer hvert år at tage på storbyferie til Barcelona, som vi elsker. Min veninde har i et par år været på diverse datingsider. Hun har været single i fire år og kan til forskel fra mig ikke holde ud at bo alene. Jeg vidste godt, at hun havde været på et par spanske datingsider, fordi hun en eftermiddag sad og romantiserede over et fast liv i Spanien. Hvad jeg ikke vidste var, at hun allerede havde gang i en flirt med en mand fra Barcelona. Derfor studsede jeg heller ikke over det, da hun for et par uger siden foreslog, at vi fremrykkede vores fælles rejse til Spanien, som ellers først plejer at foregå i april. Det var fint for mig, så vi bestilte og betalte rejsen på nettet samme dag. Først bagefter fortalte hun mig så, at hun skal mødes med sin spanske flirt, og at de har lavet en masse aftaler, mens vi er der.

LÆS OGSÅ: Min kollega skriver negative ting om kolleger og job på Facebook

Selvom hun påstår, at det ikke får indflydelse på vores tur, så ved jeg jo godt, at det ikke passer. Min veninde plejer ellers at være sød og til at stole på, men det her har godt nok slået benene væk under mig, og jeg har helt mistet lysten til at rejse. Vi skal af sted om tre uger, der er ingen afbestillingsforsikring, så der er ingen vej udenom. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at få renset luften inden afrejse

Jeg kan godt forstå, hvis du er knotten på din da ellers ret så friske veninde. For hun burde jo have fortalt dig om sine egentlige hensigter, da hun foreslog, at I fremrykkede jeres rejse. Det gjorde hun så ikke, og lige meget hvad hun end måtte sige, så er det tarveligt af hende. At hun selv godt er klar over det, illustrerede hun jo faktisk, da hun valgte ikke at betro dig om sin egentlige grund til, at hun pludselig fik så travlt med at rejse til Barcelona.

For at ferien ikke skal ende i et grimt scenario, hvor du sidder og kukkelurer på et hotelværelse, alt imens hun drikker sangria med sin spanske flamme, så synes jeg, at I skal få renset luften. Fortæl hende, at du føler dig misbrugt og faktisk også udnyttet, når hun har handlet på den måde bag om din ryg. Spørg hende så roligt om, hvordan hun selv ville have det, hvis det var hende, der blev udsat for samme behandling. For jeg kender da ingen, der ville synes, det var særlig morsomt at blive degraderet fra at være sjov rejseveninde til kedelig anstandsdame.

LÆS OGSÅ: Er det mig eller min kæreste, der er skør?

Det må din veninde kunne forstå, og erkender hun først, at hun har dummet sig, så burde I også kunne få problemet løst. Hvis I er fornuftige, så aftaler I på forhånd, hvornår I to hygger jer sammen, og hvornår hun kan mødes med sin spanske date. Mens hun gør det, kan du så lave det, du har lyst til. Fornemmer du, at du kun skal med for, at din veninde har en i baghånden, så ville jeg personligt blæse på den betalte billet og blive hjemme. For ligegyldig, hvor smuk en by Barcelona er, så er det hverken sjovt eller billigt at dingle rundt dernede på egen hånd, når det nu ikke var det, man havde planlagt.

Anbefalet til dig